Bolig: Undgå uønsket kemi i køkken, stue og badeværelse
Gå til hovedindhold

Rum for rum: Undgå skjult kemi i hjemmet

Køkken, stue og værelser er blandt de rum i hjemmet, hvor du kan finde problematiske kemikalier. Se, hvordan du kan begrænse din og familiens udsættelse.

Lene Torp Carlsen · Foto: Getty Images · 26. juni 2025
Familie i køkken

Der findes kemiske stoffer mange steder i dit hjem. I din bolig kan det for eksempel være i indeklimaet, i støvet og i produkter, du bruger. På den måde bliver du påvirket af mange forskellige kemiske stoffer i din hverdag.

Få hjælp til at undgå nogle af de uønskede kemikalier med en række gode råd herunder, hvor vi gennemgår hjemmet rum for rum.

Forskere anbefaler, at du holder din samlede udsættelse for kemikalier nede og begrænser den såkaldte cocktaileffekt af uønskede kemikalier. Derfor er det en god ide at skrue ned for disse kemikalier i din hverdag med nogle få gode vaner.

Kemi i køkkenet

Køkkenudstyr, emballage og meget andet i dit køkken kan indeholde uønsket kemi. Her er en række gode råd til, hvad du skal være opmærksom på: 

Pander og gryder: Udskift pander og gryder, hvis belægningen bliver meget slidt. Har du en pande med teflonbelægning, så pas på, at den ikke bliver overophedet og udskiller skadelige PFAS.

Far og datter i køkken
Køkkenudstyr, emballage og meget andet i dit køkken kan indeholde uønsket kemi.

Opbevaringsbokse af plast: Disse kan frigive kemikalier til varm, fed mad som sovs, lasagne eller gryderetter. Det viser en test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi. Køl gerne maden af, før du hælder den i beholder. Du kan også bruge beholdere af glas eller porcelæn.

Køkkenredskaber af plasttypen melamin: Denne slags køkkenudstyr tåler ikke høj varme. Tjek, hvilken temperatur for eksempel dine grydeskeer og skåle kan tåle, det står ofte på dem.

Undgå at bruge melamintallerkner i mikrobølgeovnen. Disse kan frigive formaldehyd og melamin, som er stoffer, der for eksempel kan være kræftfremkaldende og give nyreskader. Har du en grydeske af melamin, så lad den ikke koge i gryden sammen med retten.

Bambusprodukter i melaminplast kan frigive uønsket kemi 

Sølvpapir: Sølvpapir kan frigive aluminium til sure fødevarer som citron. Desuden er stanniol meget energikrævende at fremstille.

Skraldeposer: Skraldeposer er ikke beregnet til fødevarer. Skraldeposer kan indeholde uønskede kemikalier, som kan overføres til maden. Brug kun poser, der er beregnet til mad.

Bageforme af silikone: Du skal helst varme silikoneforme op i ovnen, inden du tager dem i brug.

Hvis ikke silikonen er hærdet tilstrækkeligt under produktionen, kan den nemlig afgive silikonestoffer til maden. Dette sker især under opvarmning.
Opvarm derfor bageformene i for eksempel 1 til 2 timer ved 200 grader. Så kan bageformen afgive de flygtige silikonestoffer, inden du tager formen i brug til madlavning. 

Det du spiser: Disse vaner er en god hjælp i dagligdagen, hvis du vil undgå uønsket kemi i din mad:

  1. Begræns sprøjtemidler i maden ved at købe økologisk. Alternativt kan du gå efter konventionel dansk frugt og grønt, hvor der er færre pesticidrester end i det udenlandske. Husk at vaske frugt og grønt, inden du spiser det. Læs mere om hvordan du kan begrænse din udsættelse for sprøjtemiddelrester her.
  2. Spis varieret. Så mindsker du risikoen for at få for meget af et sprøjtemiddel.
  3. Opbevar kun mad i bøtter og poser, der er beregnet til det. Opbevar for eksempel ikke i affaldsposer, og lad være med at bruge en isbøtte i mikrobølgeovnen.

    Køber du konserveret mad, så vælg gerne på pap eller glas. Konservesdåser kan indeholde det hormonforstyrrende stof bisphenol A. Det kan sidde i lakken på indersiden af dåsen og kan risikere at smitte af til maden. Vælg produkter på glas eller pap, hvis du vil undgå stoffet.

  4. Vælg tyggegummi uden hormonforstyrrende stoffer Se, om du kan undgå tyggegummi med stofferne BHA og BHT. Disse stoffer er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan findes i tyggegummi. Dette viser vores kemitest af tyggegummi.
  5. Pak citronen ind i husholdningsfilm i stedet for aluminiumsfolie. Brug bagepapir til at pakke fisken ind i, eller vent med at tilsætte citron til efter tilberedningen.
  6. Tun kan indeholde kviksølv, som kan påvirke udviklingen af hjernen hos især børn og fostre.Gravide og børn under 14 bør undgå frisk tun. Små børn under 3 år skal også undgå dåsetun.

Kemi i stuen

Kemikalier kan afdampe fra møbler og elektronik og binde sig til støvet eller hænge som dampe i luften. Det er derfor en god ide at lufte ud og holde støvet nede. 

Indeklima: Et godt indeklima er vigtigt, hvis du vil holde potentielt skadelige kemikalier ude af din hverdag. Derfor er der en række gode vaner, hvis du vil undgå uønsket kemi:

Luft ud 2 gange om dagen med gennemtræk. Støv af på hylder, borde og i vindueskarme. Støvsug gerne 2 gange om ugen.

Guide: Sådan får du et godt indeklima

Møbler: Især nye møbler afgasser kemikalier til indeklimaet. Luft ud med gennemtræk flere gange dagligt, og fjern støv hver uge. Lad gerne nye møbler gasse af udenfor eller i et ubenyttet rum, hvis du har mulighed for det.

Belysning: Sparepærer kan indeholde kviksølv, som du kan blive udsat for, hvis de går itu. Vælg gerne LED-pærer i stedet.

Stearinlys frigiver sodpartikler til luften, som kan give luftvejsirritation eller hovedpine.

Skru ned for, hvor mange stearinlys du har tændt. Undgå, at de soder på grund af træk eller for lang væge. Sluk med en lyseslukker, der klemmer vægen. Luft grundigt ud, efter at du har haft tændt stearinlys. Vælg eventuelt LED-stearinlys i stedet.

Brændeovne: 

Brændeovne udleder sundhedsskadelige røgpartikler, som kan forurene indeklimaet i dit hjem. Ifølge Miljøstyrelsen kan røgforurening blandt andet øge risikoen for luftvejssygdomme og kræft.

Luft også ud, hvis du tænder op, og vent med at lægge nyt brænde på, indtil der kun er gløder. 

Kemi i værelserne

Husk at lufte ud og holde støv ude i de rum, hvor du og dine børn sover. Én af de helt store kemisyndere er et dårligt indeklima, især hvis værelset er lille og fyldt med elektronik, der afdamper kemikalier. Kemikalierne sætter sig både i støv og luften. 

Udluftning: Det er vigtigt at lufte ud på børneværelser og i soveværelser. Små værelser kan særligt være ramt af dårligt indeklima. Luft ud med gennemtræk – også gerne lige inden sengetid.

I støvet: Det er særlig vigtigt at fjerne støv på børneværelset og i soveværelset, da du bruger mange nattetimer i denne luft. 

Støv af og støvsug mindst en gang om ugen. Hav kun få nips-ting stående på hylder og i vindueskarme. Opbevar ting, der er svære at gøre rent, i kasser med låg. Så er det lettere at støve af.

Elektronik: Det er bedre at placere elektronik uden for børne- og soveværelset. Computere, fjernsyn og anden ’varm’ elektronik kan danne ultrafine partikler og afgasse kemikalier.

Det gælder for eksempel stoffer som flammehæmmere, der blandt andet er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Sådan undgår du flammehæmmere fra elektronik

Støvsugeren holder uønsket kemi ude af hjemmet

Tøj og sengetøj: Nyt tøj og sengetøj kan indeholde restkemikalier fra produktionen. Disse kemikalier kan være sundhedsskadelige eller miljøbelastende.

Kemikalierne tilsættes blandt andet for at give tøjet farve, blege det, blødgøre det eller gøre det krølfrit. Kemikalierne kan blandt andet være overskudsfarve, formaldehyd eller optisk hvidt.

Vask derfor tøjet, inden du bruger det. På den måde får du renset mange restkemikalier ud af tøjet. Gå også efter mærker som Svanemærket, Blomsten, Økomærket GOTS eller Tiltro Til Tekstiler (oeko-tex). Dette gælder også for sengetøj.

Tøj: Vask kemikalier ud af nyt tøj inden brug

Legetøj:

Gammelt legetøj af blødt plast kan indeholde såkaldte blødgørende ftalater, som kan være hormonforstyrrende. Blødt plastlegetøj fra før 2007 bør du undgå.

Vask altid legetøj af, inden du tager det i brug

Legetøj: 10 gode kemiråd

Kemi i badeværelset:

Mange badeværelsesprodukter kan indeholde stoffer, der er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Hold øje med uønsket kemi i din ansigtscreme, shampoo, tandpasta og meget mere.

Faktaboks Kemiluppen tjekker kosmetik og plejeprodukter for uønsket kemi

Er der hormonforstyrrende stoffer i den deodorant, som du bruger hver morgen? Eller hvad med din shampoo, solcreme eller kosmetik? Appen Kemiluppen hjælper dig med at gennemskue de svære stofnavne på produkternes ingredienslister. Nogle stoffer kan for eksempel give allergi, og andre er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Kemiluppen inddeler produkterne i letforståelige A-, B- og C-kategorier. Så ved du, hvad du smører på huden. Vælger du produkter med A-kolbe, er de fri for uønsket kemi.

Brug Kemiluppen når du skal købe personlige plejeprodukter eller kosmetik. Kemiluppen giver let svar på, om et produkt indeholder stoffer, der for eksempel er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Hent vores app Kemiluppen

Plejeprodukter og kosmetik: Kosmetik og plejeprodukter kan indeholde problematiske kemikalier, som for eksempel kan være allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Tjek plejeprodukter for uønsket kemi med Kemiluppen

Svanemærket er det nordiske miljømærke, som du kan finde på en lang række produkter. Det er altid en god ide at kigge efter, når du køber ind.

Svanemærket sikrer, at produktet er blandt de mest miljøvenlige i sin kategori. Samtidig er der stillet krav til, at der ikke må benyttes en lang række problematiske kemikalier. Du kan også gå efter EU’s miljømærke ’Blomsten’.

Parfume: Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det. Du kan nedsætte din risiko for allergi ved at skrue ned for dit parfumeforbrug.

Deodoranter er den mest almindelige årsag til parfumeallergi. Skift derfor gerne din deodorant ud med én uden parfume, som du kan finde i vores kemitest af deodoranter.

Er der parfume i dit yndlingsprodukt kan du godt beholde det. Men overvej at skifte nogle af dine andre produkter til parfumefri varianter.

Naturlige parfumestoffer er ikke et bedre valg. Naturlig parfume er lige så allergifremkaldende som kunstigt fremstillede parfumestoffer.

Vil du bruge parfume, så sprøjt det på tøjet i stedet for huden.

Allergimærker som Den Blå Krans og AllergyCertified stiller krav til, at der ikke må være allergifremkaldende stoffer i produktet.

Babyer og børn: Børn behøver ikke plejeprodukter til hverdag. Overvej at bruge mindre mængder creme, shampoo og vådservietter, og gå helt udenom parfume.

Uægte smykker: Billige smykker kan indeholde problematisk kemi. Det kan for eksempel være allergifremkaldende nikkel eller bly, som er giftigt for både mennesker og miljø.

Tag ikke smykkerne i munden, og lad ikke børn gå med uægte smykker til hverdag.

Hjemmelavede smykker af cykelslanger, møtrikker og lignende kan heller ikke anbefales, da materialerne ikke er beregnet til langvarig kontakt med huden. Materialerne kan indeholde stoffer, som er problematiske.

Billige smykker: Undgå allergifremkaldende nikkel

Kemi i bryggerset 

Vær opmærksom på rengøringsmidler og kemikalier, du opbevarer i dit bryggers. Opbevar kemikalier sikkert og gå efter miljøvenlige mærker.

Kemikalier: Undgå at hælde kemikalier over i andre beholdere som for eksempel en sodavandsflaske. Det er skyld i ulykker. Og opbevar altid kemikalier uden for børns rækkevidde.

Vaskemiddel og rengøringsmiddel: Du kan med fordel vælge rengøringsmidler med Svanemærket eller allergimærker. Så får du de mest miljøvenlige produkter, som er fri for parfume og andre allergifremkaldende stoffer.

Rengøringsmidler: 6 gode kemiråd før du gør rent

Imprægnering: Imprægneringsprodukter kan indeholde PFAS, der er problematisk for miljø og sundhed. Overvej, om du har brug for at imprægnere sko, sofa eller jakke. Og når du imprægnerer, så vælg et produkt uden PFAS - og spray helst udendørs. Du kan nemlig ikke undgå at indånde Imprægneringsspray, fordi partiklerne bliver hængende i luften, efter at du har sprayet.

Vælg alternativer som pumpespray i stedet for spraydåse (aerosolspray). Og spray udendørs eller i gennemtræk.

Disse imprægneringssprays er uden fluorstoffer

DIY: Skal du i gang med et gør-det-selv-projekt? Så pas godt på dig selv

Luft ud så meget som muligt. Gør det også i tiden efter istandsættelsen, så kemikalierne får tid til at afdampe.

Brug handsker, så du undgår kemikalier på hænderne.

Følg brugsvejledningerne.

Vælg miljømærkede og vandbaserede produkter.

Undgå pvc og ftalater i kabler og plastgulve.

Toiletrens: Disse er uden uønsket kemi

Hvilke toiletrensemidler forurener mindst miljøet? Vi har testet, om du kan rense toilettet uden at sende uønsket kemi ud i naturen. Her er de bedste valg i vores test.

Disse uønskede kemikalier er i toiletblokke

Alle toiletblokke indeholder parfume i testen. Vi finder også miljøbelastende stoffer, der giver problemer på rensningsanlæggene.

Universalrengøring: Undgå disse stoffer

En kemitest af universalrengøringsmidler viser, at der er flere miljøvenlige valg. Men nogle produkter indeholder også mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

Se alle miljømærkerne

Børn leger med computer
Hold uønsket kemi ude af dine møbler, TV, computer mm., der står i stuen.
Børn leger på deres værelse
Husk at lufte ud og holde støv ude i de rum, hvor du og dine børn sover.
Kvinde på badeværelset efter bad
Hold øje med uønsket kemi i din ansigtscreme, shampoo, tandpasta og meget mere.
Vaskemaskine og vasketøj
Opbevar kemikalier sikkert og gå efter miljøvenlige mærker.