Undgå flammehæmmere i dit hjem
Flammehæmmende kemikalier tilsættes elektronik og møbler for at mindske brandrisikoen. Men stofferne er mistænkt for at være årsag til fosterskader.

Imagecredit: Getty Images
Flammehæmmere er kemikalier, som kan være tilsat i dit fjernsyn, computer eller anden elektronik i hjemmet.
Kemikalierne har den funktion, at de skal mindske risikoen for brand i produkterne.
Sofaer, autostole og andre produkter med tekstil kan også i visse tilfælde indeholde flammehæmmere.
Flammehæmmere kan findes i flere forskellige typer. De problematiske af slagsen tæller blandt andet såkaldte bromerede flammehæmmere, klorerede eller fosforholdige flammehæmmere og klorparaffiner.
Hormonforstyrrende effekter knytter sig til stofferne
Flammehæmmere er mistænkt for at bidrage til en række uønskede sundhedseffekter.
Stofferne er under mistanke for at kunne forårsage fosterskader, kræft og hormonforstyrrende effekter.
”Cocktaileffekten” af disse uønskede kemikalier fra mange kilder i hverdagen kan være problematisk for sundheden. Det vurderer forskere. Det er kun sjældent det enkelte produkt, der i sig selv udgør en risiko.
Miljøstyrelsen har dog tidligere fundet flammehæmmere i produkter i mængder, der kunne være farlige. Disse produkter er trukket af markedet, og myndighederne arbejder på at gøre reglerne for flammehæmmere strammere.
Flammehæmmere kan afdampe til luften i hjemmet
Flammehæmmere afdamper fra produkter som fjernsyn og computer. Derfor kan de uønskede kemikalier sprede sig i luften.
Kemikalierne ender for eksempel i det støv, som findes i hjemmet. Det kan du indånde, når støvet svæver i luften.
Du kan også indtage det, hvis du for eksempel har støv på hænderne, når du spiser.
Små børn er særligt udsatte
Børn kan være i direkte kontakt med produkter, der indeholder flammehæmmere. Men børn er typisk også særligt udsatte for stofferne i indeklimaet.
Små børn opholder sig meget på gulvet. Børn kan for eksempel blive udsat:
- Når de sutter på støvet legetøj.
- Når de leger på gulvet.
- Når de sutter på fingrene, efter at de har leget på gulvet med støv.
Flammehæmmere forbudt i legetøj
EU har forbudt 3 problematiske flammehæmmere, TCEP, TCPP og TDCP, i legetøj til børn under 3 år.
Forbuddet gælder kun legetøj. Flammehæmmerne er ikke forbudt i børneudstyr som klapvogne, autostole eller bæreseler.
Børn under 3 år vurderes til at være særligt udsatte for disse kemikalier, da de putter ting i munden.
Undgå babyudstyr fra England
I England gælder særlige regler for, hvor brandsikre produkter skal være. Børneprodukter som autostole, klapvogne og lignende er omfattet af disse regler.
Produkter beregnet til det engelske marked kan derfor i højere grad være behandlet med problematiske flammehæmmere end i andre europæiske lande.
Forbrugerrådet Tænk Kemi kan derfor ikke anbefale forældre at købe baby- og børneprodukter fra engelske forhandlere
Fem gode kemitips
1. Luft ud og støvsug
Det er generelt et af de bedste råd, hvis du gerne vil have et godt indeklima derhjemme. Problematiske kemikalier afdamper til luften og binder sig til støv i hjemmet. Derfor er det vigtigt at fjerne støv og lufte ud. Sørg for eksempel for, at fjernsynet og computeren af tørret fri for støv.
2. Vask hænder
Det er en god ide at vaske hænder, så du vasker støv og eventuelle kemikalier af. Det gælder især for små børn, som leger på gulvet, hvor der kan være støv. Vask helst hænder, inden du spiser.
3. Sluk for elektronik, du ikke bruger
Det er også en god ide at slukke helt for fjernsyn, computer, stereoanlæg og anden elektronik, når du er færdig med at bruge det. Afdampningen er størst fra tændte apparater. Undgå så vidt muligt at have elektronik i soveværelset.
4. Vælg miljømærkede produkter
Vælg produkter, der er mærket med Svanemærket eller EU’s Blomsten. Kravene fra disse mærker er generelt skrappere end lovgivningen. Der må for eksempel ikke være bromerede flammehæmmere i svanemærkede sofaer, madrasser, tæpper og tv-apparater.
5. Spørg virksomheden
Det er altid en god ide at spørge forhandleren, om produktet indeholder stoffer, som er på EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske kemikalier. Findes der flammehæmmere i et produkt, skal forhandleren oplyse det senest 45 dage, efter at du har spurgt. Brug også appen Tjek Kemien, der gør det let at spørge virksomheden.

Smartwatches og løbeure: Kan lægen bruge urets sundhedsdata?
Smartwatches og løbeure samler flere og flere sundhedsdata, men kan lægen bruge disse data til noget – og hvordan bruger du dem?

Disse mobiltelefoner er Bedst i Test
Skal du have ny mobiltelefon, og vil du gerne have den bedste? Vi tester løbende mobiltelefoner og smartphones. Se, hvilke vi anbefaler lige nu.

Hvilken Samsung telefon skal jeg vælge?
Samsung står bag de mest populære androidtelefoner i Danmark. Udover flagskibsserien S23, har de også flip- og foldmodeller. Men hvilken skal du vælge?