Vaske- og rengøringsmidler: Det skal du tjekke, før du gør rent
Vaskemidler og rengøringsmidler til bad, toilet, køkken og stue kan indeholde uønsket kemi, som er allergifremkaldende. Se, hvad du kan gøre for at træffe et godt valg.
Rengørings- og vaskemidler kan indeholde stoffer, der kan belaste miljøet eller udgøre en sundhedsrisiko. Se vores 7 gode råd til, hvad du skal tjekke op på, inden du gør rent derhjemme.
1. Dosér rigtigt
Vend produktet og læs vejledningen på bagsiden af rengørings- eller vaskemiddel.
Etiketten fortæller, hvordan du doserer mængden rigtigt.
Miljøet bliver ikke unødigt belastet, hvis du nøjes med at bruge den mængde, som er nødvendig.
2. Vær opmærksom på faremærker
Vaske- og rengøringsmidler kan være faremærkede som miljø- eller sundhedsskadelige.
Et faremærke betyder, at der kan være en risiko ved det ufortyndede rengøringsmiddel. Når først rengøringsmidlet er fortyndet til normal brug, er risikoen langt mindre.
Faremærkningen kan skyldes indhold af et eller flere miljø- eller sundhedsskadelige stoffer. I almindelige vaske- og rengøringsmidler som fx universalrengøring er sidstnævnte typisk stoffer, der kan virke irriterende for huden eller skade øjnene.
Anvisningen på midlet er vigtig at følge, også når du bruger faremærkede midler. Så ved du, hvilke forholdsregler du skal tage, når du bruger produktet.
3. Stil vaske- og rengøringsmidler uden for børns rækkevidde
Vaskemidler, rengøringsmidler og opvasketabs kan indeholde stoffer, som er farlige for børn, hvis de putter dem i munden.
Stil produkterne uden for børns rækkevidde, så du undgår forgiftningsulykker.
4. Gå efter miljømærket og allergimærket
Svanemærket og EU-blomsten sikrer, at der er stillet krav til, hvor miljøbelastende dit vaske- eller rengøringsmiddel må være. Samtidig stiller miljømærkerne også visse krav til sundhed.
Den Blå Krans og AllergyCertified er allergimærker. De sikrer, at allergifremkaldende stoffer som parfume ikke må være i produktet.
Vælg gerne produkter, som både er miljø- og allergimærket. Så får du et rengøringsmiddel, hvor der både er stillet krav til belastning af miljø, og som er fri for allergifremkaldende stoffer.
5. Den Blå Krans oplyser om alle indholdsstoffer
Allergimærket Den Blå Krans skal du gå efter, hvis du vil vide, hvilke ingredienser der er i dine vaske- og rengøringsmidler.
Den Blå Krans stiller krav til, at alle oplysninger om indhold skal fremgå på produktets etikette.
Rengøringsmidler oplyser normalt kun om udvalgte stoffer på selve produktet. Der skal i stedet være et link til en hjemmeside, hvor du skal kunne finde en liste over alle indholdsstofferne.
6. Tjek rengøringsmidlet for allergifremkaldende stoffer
Parfumeindhold skal fremgå af etiketten, hvis det findes i vaske- og rengøringsmidler.
Allergifremkaldende konserveringsmidler skal også være nævnt på selve produktet, hvis der er tale om stofferne methylisothiazolinone (MI), methylchloroisothiazolinone (MCI) eller benzisothiazolinone (BIT).
Allergimærkede rengøringsmidler med Den Blå Krans eller AllergyCertified må hverken indeholde parfume eller allergifremkaldende konserveringsmidler.
7. Scan vask og rengøring med appen Kemiluppen
Vil du gerne tjekke, om dine vaske- og rengøringsmidler indeholder uønsket kemi?
Hent appen Kemiluppen og scan stregkoden på dine rengøringsmidler. Så får du svar med det samme.
Toiletrens: Disse er bedst for miljøet
Hvilke toiletrensemidler er de mest miljøvenlige? Vi har testet, om du kan rense toilettet uden at sende uønsket kemi ud i naturen. Her er de bedste valg i vores test.
Desinfektionsmidler er sjældent nødvendige
Klorin, desinficerende badeværelsesspray og rodalon er desinfektionsmidler til at gøre badeværelse, toilet og køkken rent. Men de er sjældent nødvendige til almindelig rengøring. Bliv klogere her.
En tur i filterskolen
Hvis du løbende renser filtrene på dine produkter i hjemmet, fungerer de bedre, lever længere og bruger mindre energi.