Støvsuger og klud: Sådan fjerner du uønsket kemi
Problematiske kemikalier samler sig i støvet og forurener dit indeklima. Følg disse fire gode råd til at holde uønsket kemi ude af hjemmet.
Kemiske stoffer afdamper fra mange ting i dit hjem. Det kan fx være en ny sofa, et tændt fjernsyn eller byggematerialer.
Kemikalierne binder sig til det støv, som ofte gemmer sig i hjørner, og som også bliver hvirvlet rundt i luften.
Tv, stereoanlæg og anden elektronik afgiver fx flammehæmmere og ftalater, som kan binde sig til støv.
Disse kemikalier er bl.a. mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
Her er fire gode råd til at fjerne uønsket kemi.
1. Støvsug og tør af hver uge
Som en tommelfingerregel er det en god ide at støvsuge mindst 1 gang om uge, hvis du vil skabe et godt indeklima.
Børn i huset eller andre forhold kan gøre, at du har brug for at støvsuge endnu oftere.
Husk også at tørre støv af - hver uge - med en klud på hylder, i vindueskarme, på paneler osv.
2. Gør det let at tørre støv af
Støv lægger sig også i vindueskarme, på hylder og skabe. Her er det vigtigt at tørre godt af med en klud.
Nipsting i hjemmet samler støv og står i vejen, når du skal støve af. Du kan gøre rengøringen lettere for dig selv, hvis du har få nipsting stående.
Kasser med låg kan du bruge til at opbevare ting, der er svære at tørre af.
3. Brug HEPA-filter
Støvsugere med et HEPA-filter er mest effektive, fordi filtret opsamler de små partikler, som kemikalierne kan være bundet til
4. Luft ud jævnligt - også efter støvsugning
For at skabe et godt indeklima derhjemme, er det vigtigt at lufte ud med gennemtræk mindst 2 gange 5 minutter om dagen.
Det er også vigtigt at lufte ud, efter at du har været i gang med støvsugeren. Så kommer du af med det støv, du har hvirvlet op i luften.
Mobil aircondition er en klimagris
Mobile airconditionanlæg er strømslugere. Vi har regnet på hvor meget de bruger i el og udleder af CO2. Se hvor dyrt det bliver at starte køleanlægget op.
Har dit hus for meget sundhedsskadeligt radon?
Radon i boliger er medvirkende årsag til 300 tilfælde af lungekræft om året, vurderer Sundhedsstyrelsen. Se, hvad du kan gøre her.
Fordele og ulemper ved kølende anlæg til huset
Når varmen rammer, er der flere forskellige typer af kølende anlæg, der kan køle dig. Se fordele og ulemper ved hver type her.