Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet røgalarmer i 2018

Forbrugerrådet Tænk har testet 20 røgalarmer til brug i private boliger. Alle er optiske røgalarmer med batteri. Læs her, hvordan vi har testet røgalarmerne.
Af Tage Majland
24. September 2018
røgalarmer test
Foto: ICRT

Røgalarmens registrering af røg er testet

Registrering af røg fra brand er en test af, hvor gode alarmerne er til at registrere røg fra afbrænding af 3 forskellige typer materiale:

  • træ,
  • skumplast og
  • flydende brændstof.

Tætheden af røgen, når alarmerne går i gang, er registreret.

Find en god røgalarm i Forbrugerrådet Tænks test

Røgalarmens ensartethed i reaktionen er målt

Ensartet følsomhed af alarmerne er målt i en røgtunnel, hvor mængden af røgpartikler kontrolleres.

Røgalarmen er testet for, om følsomheden er ensartet ved gentagne målinger, uanset retning af røgen, og om der er meget eller lidt batteri. Alarmen skal reagere relativt ens i alle tilfæld, da dette er med til at sikre en ensartet reaktion fra alarmerne uanset situationen.

Alarmens lydniveau er målt 3 meter fra alarmen efter 1 og 4 minutters alarm.

Alarmernes følsomhed og risiko for falsk alarm er tjekket

Høj følsomhed med risiko for falsk alarm er en vurdering af, om alarmen er unødvendig følsom, baseret på resultaterne fra røgtest.

Høj følsomhed kan øge risikoen for falsk alarm. Der er andre årsager til falsk alarm, som ikke kan dækkes af testen.

Serieforbundne røgalarmer er afprøvet

Trådløs forbindelse er en test af, om alle serieforbundne alarmer går i gang, når bare én af ­alarmerne udløses. 

Mærkning og vejledning er et tjek af, om den påkrævede information er til stede på alarmen og i manualen.

Alarmernes batteri og brugervenligheden er vurderet

Batterilevetid er en beregning af, hvor længe det medfølgende batteri forventes at holde med udgangspunkt i en måling af alarmernes strømforbrug samt batteriernes oplyste kapacitet.

Brugervenlighed er en vurdering af, hvor lette alarmerne er at montere, skifte batteri og lignende.

Samlet bedømmelse vægtes således:

  • Registrering af røg fra brand 15 %,
  • ensartet følsomhed 15 %,
  • alarmens lydniveau 15 %,
  • høj følsomhed med risiko for falsk alarm 15 %,
  • trådløs forbindelse 15 %,
  • batterilevetid 15 %,
  • mærkning og vejledning 5 % og
  • brugervenlighed 5 %.

Hvis registrering af røg fra brand, alarmens lydniveau, eller batterilevetiden er under middel, trækker det den ­samlede bedømmelse ned.

Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumer Research and Testing, ICRT.