Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Forbrugerrådet Tænk anmelder Viagogo.dk til Forbrugerombudsmanden

Hjemmesiden Viagogo.dk vildleder danske forbrugere ved blandt andet at fremstå som officiel billetudbyder og give indtryk af, at der kun er få og ofte dyre billetter tilbage til specifikke koncerter. Det mener Forbrugerrådet Tænk, som nu har anmeldt firmaet til Forbrugerombudsmanden.
11. April 2018
Foto: Scanpix

Rigtig mange forbrugere har i årevis følt sig snydt, når de har købt billetter til kultur- og sportsarrangementer på hjemmesiden Viagogo.dk.

Det er da også, ifølge Forbrugerrådet Tænk, dybt problematisk, at Viagogo markedsfører billetter til danske kultur- og sportsarrangementer til overpriser, selvom det er ulovligt i Danmark.

Set med forbrugernes briller er der imidlertid flere problemer med hjemmesiden, der er en slags uautoriseret billetbørs. Viagogo.dk benytter sig også af en markedsføring, der efter Forbrugerrådet Tænks vurdering er i strid med blandt andet den danske markedsførings- og forbrugeraftalelov.

”Viagogo.dk kopierer i store træk de officielle udbyderes sider og antyder samtidig i deres tekster, at de er officiel billetudbyder. Samtidig skriver de fx, at der er få billetter tilbage til en bestemt event, selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Derfor beder vi nu Forbrugerombudsmanden om at vurdere hjemmesiden i forhold til blandt andet vildledning og god skik og om at gribe ind overfor firmaets overtrædelser,” siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk mener, som nævnt, at det er i strid med dansk lovgivning, når Viagogo.dk markedsfører billetter til overpriser. Men da det til trods for mange politianmeldelser og flere folketingsspørgsmål til skiftende ministre endnu ikke er lykkedes for myndighederne at bremse billethajerne, forsøger Forbrugerrådet Tænk nu også at anmelde hjemmesidens konkrete markedsføring, som man finder meget problematisk, til Forbrugerombudsmanden.

”Vi hører fra og om rigtig mange forbrugere, som har følt sig vildledt og snydt af markedsføring på Viagogos danske hjemmeside. Nogle opdager først efter, at de har købt en billet på Viagogo.dk, at de har betalt en markant overpris i forhold til den officielle billetpris. Andre har uvidende betalt hundredvis af kroner ekstra i gebyrer. Det skal stoppe nu, så derfor vil vi gerne have, at Forbrugerombudsmanden undersøger, om Viagogo.dk blandt andet lever op til markedsføringslovgivningen i Danmark,” siger Anja Philip, der også fortæller, at det er Forbrugerrådet Tænks erfaring, at der i praksis desværre ikke har været megen hjælp at hente for forbrugerne fra hverken myndighederne eller klageinstanser, hvis man vil klage over Viagogo.dk og lignende uautoriserede billetbørser.

Det har været fremme, at de danske myndigheder ikke kan gribe ind over for Viagogo, fordi det er en schweizisk virksomhed. Men hjemmesiden Viagogo.dk er en dansk hjemmeside, der skal overholde dansk lovgivning, og som de danske myndigheder, ifølge Forbrugerrådet Tænk, bør kunne gribe ind overfor.

Forbrugerrådet Tænk har i kampen mod Viagogo.dk samlet en bred alliance af over 100 danske spillesteder, festivaler, sports- og koncertarrangører og autoriserede billetsalgssteder. Alliancen har i sidste uge sendt et brev til Justits-, Erhvervs- og Kulturministeren og appelleret til, at politikerne går ind i kampen mod Viagogo og andre billetbørser, der sælger og markedsfører billetter til overpris i strid med dansk lovgivning.