Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Dyre lån skubber forbrugere ud i økonomiske problemer

Hver tredje, der har taget et kviklån eller lignende forbrugslån, oplever, at lånet efterfølgende giver dem økonomiske vanskeligheder. Det viser en undersøgelse fra Norstat. Der er akut brug for, at politikerne sætter et loft over, hvor dyre lån må være, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, der ikke mener, at lånefirmaer kreditvurderer tilstrækkeligt.
3. Juni 2019
Dyre lån skubber forbrugere ud i økonomiske problemer
Foto: Getty Images

Det er nemt og hurtigt. Men for mange har det efterfølgende store negative konsekvenser at tage et såkaldt kviklån eller et lignende hurtigt og dyrt forbrugslån. Det viser en undersøgelse fra Norstat, hvor 2.500 danskere har svaret på spørgsmål om kviklån og lignende låntyper.

Omkring hver tredje af de forbrugere, der har taget et af disse lån, svarer i undersøgelsen, at konsekvensen har været, at de har fået økonomiske vanskeligheder, som for eksempel at de er endt i RKI, at de har manglet penge i det daglige eller, at de har måttet optage nye lån for at kunne betale af på det første. Samtidig viser tallene, at 4 ud af 10 af de adspurgte efterfølgende har fortrudt, at de tog lånet. 

Formand i Forbrugerrådet Tænk Anja Philip kalder tallene for ”overvældende”, og hun tilføjer, at tallene desværre bekræfter erfaringerne fra organisationens landsdækkende gældsrådgivning:

”I vores rådgivningscentre møder vi netop gældsramte, der har hurtige og dyre lån med i bagagen, når de kommer for at få hjælp. Tallene bekræfter, hvad tidligere undersøgelser også har vist, nemlig at alt for mange kommer i problemer, når de skal betale lånene tilbage. De hurtige og dyre lån kan have store konsekvenser for den enkelte gældsramte, og det koster os samtidig dyrt som samfund, når folk havner i uoverskuelig gæld,” siger Anja Philip.

Forbrugerombudsmandens retningslinjer siger, at långivere er forpligtet til at vurdere, om den enkelte forbruger er i stand til at betale lånet tilbage. Men når så mange oplever økonomiske vanskeligheder, indikerer det, at kreditvurderingen ikke er god nok, mener Anja Philip:

”Når så mange af dem, der optager denne type lån, svarer, at de ender i økonomisk uføre, når lånet skal betales tilbage, er det et klart tegn på, at kreditvurderingen ikke er i orden. Det er helt uholdbart, og vi vil på det kraftigste opfordre en ny regering til at sætte et loft over, hvor dyre lån må være. Det findes i en række andre europæiske lande, og det vil tvinge lånefirmaerne til at kreditvurdere ordentligt, fordi de så ikke bare – via horrible renter – kan tjene de penge ind, som de taber på kunder, der ikke kan betale de dyre lån tilbage,” siger Anja Philip, der konkret foreslår, at et loft skulle ligge på en rente på omkring 20 procent plus diskontoen.

Undersøgelsen viser også, at et stort flertal af danskerne finder lånene urimeligt dyre. Som reaktion på et konkret eksempel hentet hos en låneudbyder, svarer 7 ud af 10, at det ”slet ikke” er rimeligt, at en låntager kan komme til at betale 16.000 kroner tilbage for et lån på 10.000 i 3 måneder.

2.503 respondenter har svaret på spørgsmål i undersøgelsen, der er gennemført af analysebureauet Norstat.

Fakta fra undersøgelsen

  • 8 procent af de adspurgte har taget kviklån eller andre lignende lån til forbrug, via nettet eller mobil
     
  • Cirka hver tredje af de adspurgte, der har taget et kviklån eller lignende lån, har oplevet økonomiske vanskeligheder som konsekvens af lånet
     
  • Godt 4 ud af 10 af de adspurgte, der har taget et kviklån eller lignende lån, har fortrudt det
     
  • 7 ud af 10 mener ”slet ikke”, at det er rimeligt, at en låntager kan betale 16.000 kroner tilbage for et lån på 10.000 kroner i 3 måneder
     
  • Godt 8 ud af 10 erklærer sig ”helt enig” eller ”delvist enig” i, at der er behov for at regulere markedet for kviklån og lignende lån
     
  • Godt 8 ud af 10 mener, at der skal stilles skrappere krav til markedsføring af kviklån og lignende lån

 

For yderligere information kontakt Forbrugerrådet Tænks pressetelefon på 25 88 20 16

Forbrugerrådet Tænk kræver regulering af kviklån og kviklåns-reklamer

  • Der skal være et forbud mod reklamer for kviklån.
     
  • Der skal være et loft over ÅOP på 20 procent plus diskontoen.