Stor undersøgelse af luftrensere er i gang | Forbrugerrådet Tænk Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Stor undersøgelse af luftrensere er i gang

Luftrensere i alle prisklasser lover at rense luften og gøre dit indeklima bedre. Men hvor godt virker de? Det skal nyt projekt undersøge.

Christina Vejsgaard · Foto: Getty Images · 3. februar 2022
Luftrenser på mørk baggrund med grøn cirkel

Et godt indeklima er vigtigt, fordi vi danskere bruger meget tid indenfor i vores hjem. I løbet af de seneste år er der kommet flere luftrensere på markedet, som lover at hjælpe dig på vej til et bedre indeklima.

Men virker produkterne? Er de bedre for indeklimaet i dit hjem end en almindelig udluftning? Det skal vi sammen med Teknologisk Institut og Rådet for Grøn Omstilling finde svar på.

Projektet er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond, der begge har givet lidt over en million kroner til projektet.

Udenlandske test viser, at luftrensere kan virke

Forbrugerrådet Tænk samarbejder med en række andre europæiske forbrugerorganisationer, og nogle af dem har testet luftrensere.

De udenlandske test viser helt overordnet, at luftrenserne virker. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de er pengene værd – en udluftning kan nemlig være mindst lige så god.

Luftrensere skal testes i almindelige hjem

Testen skal undersøge 15-20 forskellige luftrensere, som både skal afprøves på laboratorie og i forskellige almindelige hjem.

Målet med testen er at gøre forbrugerne klogere på, om en luftrenser er en god investering for dem – og hvilke luftrenser der virker bedst.

Samtidig forventer vi, at undersøgelserne kan danne grundlag for internationale krav til luftrensere.

Arbejdet med undersøgelsen er allerede gået i gang. Vi forventer at kunne offentliggøre resultaterne i løbet af 2022.