Her er de bedste luftrensere
Den bedste luftrensning fås ved at lufte ud, men har du brug for en luftrenser, kan du her se, hvilke luftrensere, der bedst fjerner partikler og gasser fra luften.
Når man taler om luftrensere, er der en pointe, som er meget vigtig at slå fast. Almindelig udluftning og brug af emhætte fungerer bedre end en luftrenser. Kan du åbne vinduer og døre og lufte ud med gennemtræk flere gange om dagen, og har du en aftræksemhætte, du kan bruge under madlavning, har du næppe behov for en luftrenser.
Test af luftrensere
Men står du i en situation, hvor en luftrenser kan være relevant for at forbedre dit indeklima, viser Forbrugerrådet Tænks test af 27 luftrensere, at der er voldsom stor forskel på, hvor effektivt luftrensere fungerer.
Luftrenserne er blandt andet testet ved at have dem kørende i et rum, hvor tre robotter ryger cigaretter, og måle, hvor effektivt de renser luften for partikler og gasser. Testen af luftrensere er betalt af Realdania og af Grundejernes Investeringsfond, og testen er derfor også tilgængelig for alle.
Filter virker bedst til partikler
Der findes flere forskellige teknologier til at rense luften. Et filter til at fjerne partikler fra luften er den mest anvendte teknologi, og det er også den teknologi, der virker bedst ifølge vores test.
Derudover er der luftrensere, der benytter en række andre teknologier såsom UV-belysning og ionisatorer, men testen viser, at luftrenserne uden filterteknologi ikke renser luften særligt godt. Nogle af luftrenserne med filtre supplerer med disse teknologier, men testen viser, at supplerende teknologier ikke gør den store forskel.
Sværere at fjerne gasser
Aktivt kul binder forurenende gasarter (VOC’er) som fx formaldehyd, der kan afdampe fra møbler, og det er den teknologi, som er bedst til at fjerne skadelige gasarter fra luften. Generelt er det dog sværere for en luftrenser at fjerne gasser, end det er at fjerne partikler fra luften.
Især med hensyn til gasser (VOC) er en udluftning en langt hurtigere og mere effektiv måde at fjerne de forurenende gasser end at bruge luftrensere.
Tjek om du kan få nye filtre
Når du køber en luftrenser, så skal du være opmærksom på, at filtrene løbende skal skiftes, måske hvert halve år. Det er derfor vigtigt, at du inden købet sikrer dig, at du kan købe nye filtre til maskinen. Ellers er den værdiløs på kort tid. Spørg hos forhandleren hvor du kan købe de originale filtre. Spørg også til filterprisen – de kan være meget dyre.
Bedste luftrenser bruger filter
De luftrensere, der klarer sig bedst i testen, bruger alle filter som den primære teknologi til at rense luften.
Kärcher AF100
Kärcher AF100 renser luften effektivt for partikler, og er også en af de få luftrensere, der får en god bedømmelse i at rense luften for gasser. Den bruger filter og aktivt kul til rensning af luften.
Luftrenseren er effektiv og vi har målt en CADR-værdi (Clean Air Delivery Rate) på 733 m3 i timen på autoprogram, hvilket svarer til, at Kärcher AF100 egner sig til rum op til 60 m2 på autoprogrammet.
Som de fleste elektriske luftrensere med filter støjer luftrenseren noget.
Vær opmærksom på, at selv om du bruger en luftrenser, er der stadig behov for at lufte ud.
Se alle testresultaterne for Kärcher AF100Ikea Starkvind E2007
Luftrenser, der på ægte IKEA-maner skal samles inden brug. Det er et relativt billigt produkt, der leverer den bedste luftrensning for pengene, når det kommer til partikler.
Luftrenseren er velegnet til halvstore rum omkring 27 m2. Den renser ikke for gasser. Der findes et gasfilter, der kan tilkøbes, som ikke er testet. Et ekstrafilter sænker mængden af luft, maskinen kan rense.
Vær opmærksom på, at selv om du bruger en luftrenser, er der stadig behov for at lufte ud.
Se alle testresultaterne for Ikea Starkvind E2007Stor forskel på mængden af renset luft
For de luftrensere, der har en rensende effekt på luften, er det interessant at se på, hvor meget luft de renser.
Forkortelsen CADR står for Clean Air Delivery Rate. CADR-værdier afhænger af forureningstypen. I denne test er det med udgangspunkt i røg. CADR-tallene angiver, hvor mange kubikmeter luft maskinen kan rense for røgpartikler i timen. Jo højere CADR-værdien er, desto større lokale egner luftrenseren sig til.
Flere luftrensere overdriver, hvor store rum de kan rense luften i. Philips 2000i Series angiver at kunne rense rum op til 79 m2, men kan ifølge testen rense rum op til 29 m2. Testvinderen Kärcher AF100 angiver, at den renser rumareal på op til 86 m2, men ifølge testen kan den rense 60 m2 – hvilket dog stadig er langt mere end de fleste andre luftrensere i testen.
Det skal siges, at vi generelt har testet luftrenserne på deres autoprogrammer. Nogle luftrenseres autoprogrammer udløste ikke maks-rensning, selv om der var meget røg i lokalet. Det kan sænke den målte effekt af luftrenserne. Producenterne kan opgive renseevnen ud fra, at luftrenseren kører på maksimum ydelse.
Svært at bruge producenternes information
Luftrenserne kommer med flere forskellige løfter i deres markedsføring, som du bør tage med et gran salt. De kan fx love, at luftrenseren fjerner 99 procent af forureningen i luften i en test. Men at luftrenseren virker sådan i et kontrolleret miljø, er ikke det samme som, at den har den samme effektivitet i din dagligstue, og du skal ikke gå efter de imponerende procentangivelser.
Vi har også lavet målinger af, hvor godt luftrenserne fungerer i et rigtigt hjem. Disse målinger viser, at der kan gå lang tid fra, at du fx har stegt bacon, til at partiklerne er ude af luften, hvis en luftrenser kører – også selv om du har en luftrenser kørende, som på papiret fjerner over 99 procent.
Luftrenserne kan virke som en effektiv genvej til godt indeklima, men i praksis renser de ikke luften særligt hurtigt. Og det er nemt at fare vild i alle de anprisninger, luftrenserne markedsføres med. Har du brug for en luftrenser, så forhold dig kritisk til informationerne, og gå efter CADR-værdier frem for rensningsprocenter eller arealangivelser.
Der er ikke nogen fælles standard for, hvordan information om luftrenseres ydeevne og effektivitet præsenteres, og det er en udfordring for forbrugerne. Derudover viste testen, at autoprogrammerne kan være dårlige til at justere ind efter, hvor forurenet luften er. Man kan godt forvente, at mange forbrugere bruger autoprogrammerne, så der bør også stilles krav om måliger af autoprogrammerne.
Luftrensere er dyre i drift og virker ikke så godt, som du tror
Ny undersøgelse af luftrensere bekræfter behovet for standarder på området, siger Forbrugerrådet Tænks testansvarlige.
Undgå disse luftrensere
Nogle luftrensere er ikke blot dårlige til at rense luften, men skaber direkte forurening i form af ozon eller gasser. Disse luftrensere bør du undgå.
Stearinlys eller LED-lys: Hvilket skal du vælge?
Stearinlys kan afgive sodpartikler til indeklimaet, mens LED-lys har elektronik og batterier, der kan belaste miljøet. Se fordele og ulemper.