Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Test afslører fusk med udenlandsk honning

En laboratorietest af honning afslører problemer med 4 ud af 14 honninger. Testresultaterne tyder på bevidst svindel og vildledning, og Forbrugerrådet Tænk har derfor anmeldt de fire produkter til Fødevarestyrelsen.
11. December 2019

De senere år har budt på flere skandaler, hvor honning ulovligt er blevet tilsat sukker. Motivet kan være økonomisk vinding, da sukker er meget billigere end honning. I Forbrugerrådet Tænks laboratorietest af honning indeholder to af de testede honninger, ifølge laboratoriet, tilsat sukker.  Det drejer sig om Bigårdens økologiske akaciehonning fra Kina og Grøn Balances honning fra ”ikke EU-lande”.

”Ifølge laboratorietesten er det hævet over enhver tvivl, at honningen indeholder tilsat sukker, og da det er en kendt måde at svindle på, og der tidligere har været lignende problemer med honning tilsat sukker på det danske marked, har vi anmeldt sagen til Fødevarestyrelsen,” siger Hanne Damsted Vilsbøll, der er testchef hos Forbrugerrådet Tænk.

Tilsat sukker er imidlertid ikke det eneste problem med honning, som testen afslører.

Laboratorietesten viser, at henholdsvis en akacie- og en lynghonning indeholder for lidt pollen af akacie og lyng. Og de to produkter er derfor anmeldt til Fødevarestyrelsen for vildledende markedsføring.

”Akacie- og lynghonning koster typisk ekstra, og hvis virksomhederne skal sælge deres honning som fx akaciehonning, så skal en større del af pollenindholdet komme fra akacieblomster. Det er ikke tilfældet her, hvor indholdet af akaciepollen er under 10 procent, og dermed bliver forbrugerne efter vores mening vildledt”, siger Hanne Damsted Vilsbøll.

Bedst af de 14 testede honninger, er ”Dansk Honning” fra biavleren Knud Hvam. Det er samtidig den eneste honning i testen, der kommer fra en dansk biavler.

Hele testen kan findes i det nye nummer af magasinet Forbrugerrådet Tænk og på taenk.dk