Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Kæmpe prisforskel på forbrugslån

Det koster helt op til 40.216 kroner at tage et forbrugslån på 40.000 kroner med en løbetid på fem år. Det viser en test af forbrugslån i magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge. Det er vigtigt at se sig godt for, hvis man skal låne penge, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.
21. August 2019
Kæmpe prisforskel på forbrugslån
Foto: Getty Images

Et forbrugslån er ikke bare et forbrugslån. De danske banker og finansieringsselskaber tager nemlig alt mellem 5.832 og 40.216 kroner i betaling for at låne 40.000 kroner ud over en periode på fem år, viser Forbrugerrådet Tænks test forbrugslån.

Hos den billigste bank kan det potentielt koste ned til 5.832 kroner at låne 40.000 kroner, mens testens dyreste forbrugslån tilbydes af en række finansieringsselskaber, der alle samarbejder med Basisbank. For at låne 40.000 skal man her betale op til 40.216 kroner tilbage ud over det lånte beløb.

De samlede omkostninger for at låne 40.000 kroner svinger dermed med mere end 30.000 kroner, alt efter om man låner pengene hos de billigste banker eller de dyreste finansieringsselskaber.

”Testen viser, at der er store prisforskelle. Derfor er det vigtigt at undersøge ens muligheder grundigt, inden man tager et forbrugslån.  På baggrund af testen anbefaler vi, at man, hvis man skal tage et forbrugslån, først kontakter både sin egen bank og andre banker, da testen viser, at finansieringsselskaberne generelt tager højere priser end bankerne,” siger Emil Rosager Schaarup, projektleder i Forbrugerrådet Tænk.

Testen, der kan læses i augustnummeret af magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge, har undersøgt 27 forskellige forbrugslån.

Fakta om undersøgelsen

Forbrugerrådet Tænk har testet, hvad det koster at låne 40.000 kroner med en løbetid på fem år hos 27 forskellige banker og finansieringsselskaber.

Coop Bank er testvinderen med et gennemskueligt lån til en fast rente. Det dyreste forbrugslån med samlede omkostninger på op til 40.216 kroner finder man hos en række finansieringsselskaber, som alle samarbejder med Basisbank.

For yderligere information kontakt Forbrugerrådet Tænks pressetelefon på 25 88 20 16