Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Forbrugerrådet Tænk melder Apple Pay til konkurrencemyndighederne

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det i strid med både konkurrenceloven og EU-regler og vil betyde højere priser i butikkerne, at Apple Pay afskærer kunder i at betale med Dankort-delen af deres Visa-/Dankort. Samtidig påtvinger Apples teknologi alle smartphone-brugere en dårligere løsning, når de vil betale med deres mobiltelefon ved kassen. Forbrugerrådet Tænk har bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gå ind i sagen.
14. November 2017
apple pay
Foto: Getty Images

Når danske forbrugere har koblet deres Visa/Dankort op til og bruger den nye betalingstjeneste Apple Pay, vælger Apple på forbrugernes vegne, at betalingerne bliver foretaget med Visa-delen af forbrugernes kort i stedet for Dankort-delen.

Men det er i strid med reglerne, mener Forbrugerrådet Tænk, der påpeger, at den såkaldte interbankgebyr-forordning siger, at det er op til forbrugeren at vælge ”brand” – i dette tilfælde, hvilken del af betalingskortet, der bruges – og at hverken banker eller deres samarbejdspartnere må blande sig i det valg. Reglen er indført, fordi bankerne foretrækker betalinger, der giver dem en høj provision, mens forbrugere og butikker som udgangspunkt foretrækker billige betalinger.

”For at kort som Visa-/Dankort ikke skal blive til en gebyrmaskine for bankerne, kræver EU-lovgivningen, at det er forbrugeren – og ikke banken eller dens samarbejdspartnere – der vælger, hvilken del af kortet, der betales med. Vi mener derfor at Apple, og de banker Apple samarbejder med, har pligt til at åbne for betalinger med Dankort-delen af Visa-/Dankortet. Vi har derfor bedt konkurrencemyndighederne om at se på, hvorvidt det er en overtrædelse af EU-reglerne, når det ikke sker ved betalinger ved Apple Pay,” siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Sagen handler ikke kun om forbrugernes frie valg. Forbrugerrådet Tænk estimerer, at en betaling med et Visa-kort i en butik kan være op til 10 gange så dyr for butikkerne at håndtere, som en betaling med et Dankort. Det har altså stor betydning for butikkernes omkostninger og dermed for priserne, som forbrugerne betaler i butikkerne, om kunderne betaler med Visa- eller Dankort.

Derfor er det meget problematisk, når Apple og de samarbejdende banker afskærer forbrugerne fra at betale med Dankort-delen af deres betalingskort.

”Hvis Apple Pay opnår stor udbredelse i Danmark, og betalinger derfor i stor stil rykker fra Dankort-delen til Visa-delen af Visa-/Dankortet, kan det medføre en årlig ekstraregning til detailhandelen på over hundrede millioner kroner om året. Det er skidt for forbrugerne, da vi forventer, at de fleste penge vil blive hentet ved at skrue op for varepriserne,” siger Anja Philip.

Der er udstedt mere end 4,7 millioner Visa-/Dankort i Danmark, og Visa-/Dankortet er langt det mest udbredte betalingskort.

Et andet alvorligt problem med Apples praksis er ifølge Forbrugerrådet Tænk, at kun betalingsapplikationer fra banker, der har indgået samarbejdsaftale med Apple, kan tilgå NFC-chippen på iPhones. NFC (Near Field Communication) er en trådløs netværksteknologi, der automatisk skaber en trådløs forbindelse mellem to enheder, fx mellem smartphone og betalingsautomat. Forbrugerrådet Tænk mener, på grund af Apples størrelse og udbredelse, at det er konkurrenceforvridende og skader både brugere af iPhones og af andre smartphones, at det kun er Apple, der kan tilgå NFC-chippen.

Derfor har organisationen også bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurdere, om Apples lås af NFC-chippen på iPhones er i strid med konkurrenceloven.

 

Find Forbrugerrådet Tænks brev til Konkurrence og Forbrugerstyrelsen her.