Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Mange smider ud i stedet for at reparere

Reparationer er for dyre og besværlige. 7 ud af 10 danskere har smidt et produkt ud, der måske kunne have været repareret. Mange må give op på forhånd, fordi reparation ikke kan betale sig. Det holder ikke. Vær med til at fikse problemet.
Af Jesper Frydland-Raun
4. Maj 2016

Mange fravælger reparationer

Køber du en smartphone, en vaskemaskine eller andre dyre produkter, kan du ikke regne med, at du kan få dem repareret til en rimelig pris og uden det store besvær, når de går i stykker.

Reparationer er dyre og besværlige, og det får mange til at fravælge reparation, når der deres produkter står af.

Forbrugerrådet Tænk har for nylig lavet en undersøgelse, som viser, at 7 ud af 10 danske forbrugere har smidt et produkt ud, der måske kunne have være repareret, selv om 9 ud af 10 mener, at det er vigtigt, at elektroniske produkter kan repareres inden for den forventede levetid.

Reparation skal være nemmere

Reparationer betaler sig sjældent, fordi du møder en række forhindringer, hvis du gerne vil have fikset dine ting i stedet for at sende dem på lossepladsen.

Reservedele er ofte håbløst dyre eller svære at skaffe. Mange produkter kan ikke skilles ad, fordi de er limet eller nittet sammen, så du ender med at skulle udskifte et helt produkt, fordi en enkelt lille dims er i stykker. Du risikerer også at skulle betale tårnhøje gebyrer hos forhandleren bare for at få undersøgt, om dine ting kan repareres eller ej.

Mange giver op på forhånd, og det giver både spild af penge og natur-ressourcer. Der kan naturligvis være forskel på, om du går mest op i holdbarhed, pris eller at eje det nyeste nye. Vælger du at købe nyt, når dine ting går i stykker, skal det være fordi, du har lyst til det. Det skal ikke være fordi, det er for dyrt, besværligt eller ligefrem umuligt at få repareret et produkt.

Kilde: Forbrugerrådet Tænks forbrugerpanel har i februar 2016 svaret på spørgsmål om reparation og holdbarhed på forskellige produkter. 1.069 respondenter har besvaret spørgeskemaundersøgelsen,

Forbrugerrådet Tænk mener: Producenter og forhandlere skal på banen

Forbrugerrådet Tænk vil gøre op med de mange forhindringer, du skal kæmpe med, hvis du vil reparere. Vi kører derfor kampagnen 'Det holder ikke', som stiller 3 krav til producenter og forhandlere:

  • Producenter skal oplyse produktets forventede levetid. Reservedele og opdateringer skal være tilgængelige i hele den forventede levetid
  • Alle væsentlige dele på produktet skal kunne repareres eller udskiftes
  • Undersøgelsesgebyrer i reklamationsperioden skal fjernes

Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk