Hvorfor falder fødevarepriserne ikke?
Mens priserne på andre forbrugerprodukter, efter en eksplosiv stigning i 2022, igen er fladet ud, har priserne på dagligvarer i supermarkedet fortsat deres himmelflugt. Det er på tide, at vi finder ud af hvorfor, skriver Winni Grosbøll i dette debatindlæg.
![Portrætfoto af Winni Grosbøll](/sites/default/files/styles/medium/public/2024-10/winni_grosboell.jpg?h=4d7cccf6&itok=nOu33VdC)
Den amerikanske videnskabs- og statsmand Benjamin Franklin har sagt, at ingenting er sikre her i verden, undtagen døden og skatterne. I disse dage kunne man tilføje, at udover døden og skatterne, kan man være helt sikker på, at fødevarepriserne altid stiger.
Mad og drikke koster nu 25 procent mere end i 2021, og det er dyrere end nogensinde os forbrugere at handle i landets supermarkeder. Og ikke nok med det - en rundspørge til de danske supermarkeder afslører, at der desværre ikke er udsigt til, at priserne falder igen foreløbigt. Tværtimod forventer dele af detailhandlen prisstigninger de kommende måneder.
Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet, der forsker i netop prisudvikling på fødevarer, sagde for nylig i en kommentar til TV2, at ”fødevarer aldrig rigtig falder i pris”. Ifølge ham skyldes det blandt andet ”godt købmandskab”, for når vi som forbrugere har vænnet vi os jo til de højere priser, og så er der ingen grund til at sænke dem igen.
Lyder det fair? Det synes vi ikke.
Supermarkederne kan i dag frit sætte priserne på deres produkter. Og sådan skal det naturligvis fortsat være. Men hvis priserne bliver holdt oppe, fordi forbrugerne har vænnet sig til at det er blevet dyrere at købe smør, mælk, ost og andre dagligvarer, så kan det være et tegn på, at konkurrencen halter et sted.
Det er ikke nødvendigvis i de danske supermarkeder, at problemet ligger. For fødevarepriserne ligger også højt i lande omkring os – og der er mange (internationale) led fra landmanden eller råvareproducenten til kølemontren, hvor der kan skrues op for avancen, hvis konkurrencen ikke fungerer.
Rundt om i verden har stigende fødevarepriser og leveomkostninger skabt utilfredshed og protester. Og også i Danmark er stigende priser i supermarkedet blevet ”storpolitik” efter, at statsminister Mette Frederiksen talte om dem i sin nytårstale.
Gode løsninger kræver viden. Og hvis vi skal forstå, hvorfor priserne på mad, i modsætning til andre forbrugerprodukter, er på fortsat himmelflugt, kræver det dybere indsigt i prisdannelserne, end vi har i dag.
Her ligger en politisk opgave for regeringen. Konkurrencemyndighederne skal have flere ressourcer, så de kan lave dybdegående analyser af konkurrencen på fødevarepriser og sætte ind overfor eventuel konkurrencebegrænsende adfærd i alle led fra landmand til supermarked.
Vi skylder hinanden at undersøge til bunds, hvorfor priserne på mad og drikke er stukket af og finde løsninger på de udfordringer, det giver forbrugerne.
Medlemmer af Forbrugerrådet Tænk gør en forskel
I Forbrugerrådet Tænk kæmper vi hver dag for forbrugernes rettigheder og for et mere fair og gennemskueligt marked. Den kamp er kun mulig, fordi tusinder af medlemmer står bag os. Når vi taler forbrugernes sag over for politikere og beslutningstagere eller i medierne, giver det vægt bag ordene.
Vil du være med?![Indkøbskurv fra supermarkedet med mad](/sites/default/files/styles/teaser_small_breakpoint/public/2025-02/Hvor-kommer-maden-fra-oprindelsesland.jpg?h=29234840&itok=ptjlLEMn)
Har du tænkt over: Hvor kommer dine fødevarer fra?
Et af vores medlemmer undrer sig over, hvor fødevarerne i supermarkedet kommer fra. Hvad er egentlig reglerne for, hvornår oprindelsesland skal stå på pakken? Få svar her.
![Billede af kartoffelmos med ærter](/sites/default/files/styles/teaser_small_breakpoint/public/2023-10/Snild_T%E2%94%9C%C2%AAnk-Kaninf%E2%94%9C%C2%A9de_04_ny.jpg?h=29234840&itok=60COlydb)
Brændende ærtelighed
Arbejdstid: 15 min. / tid i alt: 25 min. Luftig kartoffelmos og syrlige ærter til de aftener, hvor det skal gå hurtigt og være ekstra let.
![Disse brune ris er de bedste i test - anbefaler logo](/sites/default/files/styles/teaser_small_breakpoint/public/2025-01/Disse-brune-ris-anbefaler-vi.jpg?h=29234840&itok=uFKNS7VG)
Disse brune ris er de bedste i test
Vi har testet brune ris for smag og duft og for pesticidrester, svampegift og arsen. Se hvilke varianter, vi anbefaler.