Disse forbrugerpolitiske forandringer fokuserer vi på
Sikre produkter, din kontrol over dine personlige data, nem adgang til bæredygtige valg. Se, hvilke vigtige forbrugerrettigheder, vi arbejder for lige nu.
Vi vil skabe tryghed for den enkelte forbruger ved at værne om og kæmpe for forbrugerens rettigheder.
I den aktuelle strategiperiode (2021-2025) har vi udvalgt seks forbrugerpolitiske forandringer, som vi vil fokusere på i hele perioden. Her kan du læse om de forandringer, vi vil arbejde på at skabe for forbrugerne.
-
Vi arbejder for stærke forbrugerrettigheder, effektiv håndhævelse og nem klageadgang
Regler og rettigheder er afgørende for at skabe tryghed i alle typer forbrugssituationer. Men regler og rettigheder er i sidste ende ikke noget værd, hvis de ikke bliver håndhævet, eller der ikke er mulighed for at klage. Vi arbejder for stærke forbrugerrettigheder, der bliver efterlevet og håndhævet, og hvor der er nem klageadgang.
-
Vi arbejder for, at forbrugerne får nemmere adgang til de mest bæredygtige valg
Mange forbrugere vil gerne have et mere bæredygtigt forbrug. Forbrugerne må dog ikke stå alene med ansvaret for det bæredygtige forbrug eller for at mindske ressourcespildet. Hvis det skal være let for forbrugerne at træffe det bæredygtige valg, så kræver det ærlig mærkning, fokus på holdbarhed, at produkter kan repareres, rimelige priser og et tilgængeligt og varieret udbud.
Dette arbejde udtrykker Forbrugerrådet Tænks særlige fokus på verdensmål 12 ”ansvarligt forbrug og produktion”.
-
Vi arbejder for information til forbrugerne, der vejleder og ikke vildleder
God information til forbrugerne er afgørende for, at vi som forbrugere kan træffe gode valg i hverdagen. Forbrugerne skal blive vejledt i form af klar, retvisende og tydelig information.
-
Vi arbejder for, at forbrugerne har kontrollen over egne data og digitale liv
Vi lever i et digitaliseret samfund, hvilket har både fordele og ulemper. Forbrugernes afhængighed af digitale tjenester er stigende og ofte uden alternativer. Forbrugernes egne data er blevet en attraktiv vare, og vi mangler indsigt i, hvordan vores data benyttes. Forbrugerne skal kunne være trygge og sikre i den digitale verden og selv kunne bestemme over brugen af egne data.
-
Vi arbejder for sikre og ansvarlige produkter og tjenester
Når vi køber produkter og tjenester, forventer vi, at de varer og tjenester, der sælges, lever op til myndighedernes krav, er uden farlig kemi, og er ansvarligt produceret. Det er desværre ikke altid tilfældet. Forbrugerne skal kunne være sikre på, at de produkter og tjenester, vi har adgang til i Danmark er sikre at bruge – uanset om de er købt i en fysisk butik eller online.
-
Vi arbejder for bedre konkurrence til gavn for forbrugerne
Velfungerende markeder med god konkurrence er afgørende for gode forbrugervilkår. Uden effektiv konkurrence mangler virksomhederne incitament til at tage forbrugernes behov alvorligt. Vi arbejder for en reguleret og effektiv konkurrence med en høj grad af innovation og tilgængelige produkter. Det kan fremme et marked med de lavest mulige priser og bedst mulige produkter for forbrugerne.