Titel
Har dine apps frit spil?

Apps henter personlige oplysninger
Dine private oplysninger vil apps gerne have adgang til, viste Forbrugerrådet Tænks gennemgang af 34 populære apps. Du havde dengang ikke mulighed for at sige nej til at dele dine oplysninger, og gennemgangen viste, hvor lidt kontrol vi har over vores privatliv i den digitale verden.
Forbrugerrådet Tænk ønskede med kampagnen at give dig flere muligheder for at beskytte dine personlige oplysninger og lovmæssigt give dig bedre digitale rettigheder.
Populær video og underskrifter skabte opmærksomhed
Med skjult kamera viste vi danske forbrugere, hvor absurde oplysninger dine apps beder dig om, ved at lade en helt almindelig bagerjomfru stille kunderne i den fysiske verden de samme spørgsmål. Videoen blev vist i flere større medier, og nåede også international popularitet i engelske, tyske og franske medier. Over 250.000 har set videoen på verdensplan og den er blevet oversat til 14 sprog.
Budskabet om bedre digitale rettigheder skrev over 10.000 danskere under på, og vi samlede desuden penge ind til en helsides annonce i Information.
Google og EU klar med forbedringer
Både virksomheder og politikere var lydhøre overfor kritikken og kampagnens budskab.
I kølvandet på kampagnen annoncerede Google, at den nyeste version af Android-styresystemet, der blev rullet ud til smartphones i løbet af foråret 2016, giver dig bedre kontrol over de tilladelser, de giver til apps.
I den version skal du ikke længere give en app alle tilladelserne til at se dit privatliv, når du downloader den, men først når du bruger den, og den vil have adgang.
Du vil også til hver en tid kunne ændre tilladelserne i dine indstillinger.
EU har siden kampagnen vedtaget nye persondataregler, og Forbrugerrådet Tænk er glade for at forordningen samlet set lægger op til en bedre beskyttelse af forbrugernes personlige, digitale oplysninger set i forhold til den nuværende persondatalov fra 1995.