Cocktaileffekten: En podcast til gravide om uønsket kemi
I podcasten undersøger gravide Tanja kemiske stoffer, og hvordan du kan minimere din og dit barns samlede udsættelse af uønsket kemi – også kaldet cocktaileffekten.

Hver dag optager du kemiske stoffer gennem luften, huden og maden. Når du tager make-up på, når du holder på cykelstyret, eller går med barnevognen. Når du spiser eller drikker, og når du køber en ny sofa eller seng.
Nogle af disse stoffer kan have uønskede effekter. De kan være allergifremkaldende, hormonforstyrrende og kræftfremkaldende - eller mistænkt for at være det. Når de forskellige stoffer blandes i din krop, skaber de det, som forskerne kalder cocktaileffekten.
Kemiguide til gravide
Er du gravid, er det særligt vigtigt at undgå kemikalier, som kan have uønskede effekter. Men det kan være svært at navigere i for kommende forældre.
Er det okay at bruge kosmetik og pleje under graviditeten? Indeholder barnevogne og babymadrasser uønsket kemi? Hvad skal jeg overhovedet se efter på produkter?
Det undersøger gravide Tanja i podcasten ”Cocktaileffekten” på tre afsnit. I podcasten besøger hun forskere og eksperter, der fortæller om, hvilke uønskede stoffer du skal holde øje med og guider dig til, hvordan du træffer gode kemivalg i hverdagen for dig og dit barn.
Podcasten Cocktaileffekten er produceret for Forbrugerrådet Tænk Kemi af journalist Tanja Kjeldgaard.
Medvirkende:
- Anna-Maria Andersson, leder, Center for Hormonforstyrrende Stoffer
- Anne Beck Christensen, markedsresearcher, Forbrugerrådet Tænk Kemi
- Christel S. Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
- Claus Jørgensen, projektchef, Forbrugerrådet Tænk Kemi
- Stine Müller, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
- Tanja Kjeldgaard, freelancejournalist
Redaktør: Katja Laukkonen Ravn
Produktion, tilrettelæggelse og lyd: Tanja Kjeldgaard
Musik: In the Hotel Lounge, Epidemic sound