Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Onlineshopping i EU: Dine rettigheder og afgifter

Onlinekøb i andre EU-lande giver dig nogle af de samme rettigheder som ved køb i danske webshops. Men vær opmærksom på punktafgift.
Af Helle Marie Kieler Koefoed
28. November 2017
Onlineshopping i EU: Det skal du overveje
Foto: iStock

Sådan ved du, om du handler i EU

Reglerne for handel i EU gælder, hvis dit køb bliver sendt fra et land i EU. Hvis forhandleren har hovedsæde i EU, men sender fra en adresse uden for EU, skal du i mange tilfælde betale moms og told.

Tjek derfor altid, hvor pakken sendes fra. Hvis det ikke fremgår tydeligt, så spørg forhandleren. 

Varer fra eksempelvis Kanaløerne, Ålandsøerne i Finland og de Kanariske øer er ikke med i de fælles toldregler, og derfor skal du følge reglerne for internethandel uden for EU. Kontakt SKAT, hvis du er i tvivl.

Det skal du overveje, hvis du handler uden for EU

Fortrydelsesret når du handler online

Fortrydelsesretten er på 14 dage efter du har modtaget varen i alle EU-lande, men der er dog visse undtagelser. Der er for eksempel ikke fortrydelsesret på madvarer, kulturoplevelser og flybilletter.

Returfragten skal du selv betale, når du vælger at bruge din fortrydelsesret, hvis du er blevet oplyst om dette på forhånd. Du har krav på at få refunderet både varens pris og fragten for leveringen til dig, hvis du fortryder. Pengene skal du have retur inden for 30 dage.

Sælgeren skal kun refundere standardfragten ved leveringen til dig. Hvis du ved købet efter eget ønske har valgt en dyrere forsendelsesmetode, har du ikke krav på at få refunderet forskellen mellem prisen for standard og den dyrere forsendelse, du selv har valgt.

Reklamationsret, garanti og returnering, når varen er defekt

Reklamationsretten er lovbestemt og altid på mindst 2 år, når du handler inden for EU.

Sælgeren skal betale for fragten, hvis varen viser sig at være defekt inden for reklamationsfristen. Aftal inden du sender varen med sælger, hvordan returneringen skal foregå. Gem kvitteringen for returforsendelsen, så sælger kan refundere beløbet, hvis du har lagt ud.

Punktafgifter på særlige varer skal meldes til SKAT

Danske punktafgifter gælder for eksempel for chokolade og sodavand, som du køber i et andet EU-land. Hvis du køber varer i den kategori, skal du kontakte Skat og anmelde købet. 

Satsen for punkafgiften varierer fra vare til vare. Reglerne er komplekse, og Skat anbefaler, at du ringer til dem og får konkret vejledning, hvis du skal betale punktafgift. 

Punktafgifter skal du være opmærksom på ved varer som for eksempel:

  • Spiritus, vin og øl
  • Chokolade, kakao og slik
  • Kaffe og te
  • Nødder

Læs mere om reglerne for punktafgift på skat.dk

Moms er med i prisen i EU

Moms skal være inkluderet i prisen, og du skal ikke betale told, når du handler inden for EU. Du skal derfor kun betale de punktafgifter, der er på nogle bestemte varer.