Næsten garanti for PFAS i jakker fra Amazon, Shein og Temu
Gå til hovedindhold

Næsten garanti for PFAS i jakker fra Amazon, Shein og Temu

Er der PFAS i vandtætte softshell jakker og windbreakere? Vi har testet 26 billige jakker købt i danske butikker og på Amazon, Shein og Temu.

Katja Ravn · Foto: Getty Images · 6. maj 2025
jakker vandtæt

Softshell-jakker og windbreakers kan indeholde PFAS for at gøre dem smuds- og vandafvisende. Men stofferne er skadelige for både miljø og sundhed. 

Vi har testet 26 vandtætte jakker for, om de indeholder PFAS. Jakkerne er købt på platformene Amazon, Shein og Temu og på det danske marked for at sammenligne, om der er forskel på tøj, du køber uden for eller inden for EU’s grænser. 

Vandtætte jakker til en rimelig pris 

En vind- og vandtæt jakke behøver ikke være en dyr investering, og der findes mange billigere jakker, især på udenlandske platforme som Amazon, Shein og Temu. Derfor har vi testet jakker, som ligger i prislejet 75-350 kr. for, om de indeholder de problematiske stoffer PFAS. 

Her er jakkerne købt 

Amazon, Bilka, Coop, Føtex, H&M, Jem & Fix, Jolly room, Lidl, Nameit , Shein, Temu og Uniqlo. 

Hvorfor er PFAS et problem? 

PFAS er kemikalier, der kan bruges til at gøre jakker vand- og smudsafvisende. Men stofferne nedbrydes nærmest ikke, og de forurener jorden, grundvandet og derigennem også den mad vi spiser. PFAS er forbundet med sundhedsrisici som svækket immunforsvar, hormonforstyrrelser og forhøjet kolesterol. Derfor har Danmark besluttet at forbyde PFAS i tøj fra 2026. Danmark og andre lande arbejder også for et bredere forbud mod PFAS. 

Testet for indhold af PFAS 

PFAS kan være tilsat jakker i imprægneringen for at give en vandtæt overflade. Der findes flere tusinder PFAS-stoffer og det er forskelligt, hvilke der bruges på fabrikkerne. 

Vi har testet, om der er nogen form for PFAS til stede i jakkerne, også kaldet total organisk fluor eller TOF. Er der er indhold over 50 mg/kg PFAS i en jakke, har vi undersøgt, om der er en række specifikke PFAS i jakken, og om de er lovlige at bruge i EU. 

Stor risiko for PFAS i jakker fra online markedsplatforme 

Testen viser, at der er størst risiko for at få PFAS med i købet, hvis du køber en vandtæt jakke fra Amazon, Shein og Temu: 

  • 75 procent af jakkerne fra Amazon, Shein og Temu indeholder PFAS (13 ud af 17 jakker).
  • 12 jakker fra Amazon, Shein og Temu indeholder PFAS-stoffer, der er ulovlige i EU. Disse jakker er anmeldt til Miljøstyrelsen.
  • I danske butikker fandt vi PFAS i én ud af 9 jakker, men de overholder lovgivningen. Det er en jakke fra Uniqlo. 

"Det er skræmmende, at der er ulovlige PFAS-stoffer i 70 procent af de jakker, danskerne kan købe på ikke-europæiske platforme som Temu, Shein og Amazon. PFAS er et problem for vores sundhed og vores miljø, og vi skal gøre, hvad vi kan for at stoppe brugen af det. Både for den enkelte forbruger og for vores fælles miljøs skyld", siger miljøminister Magnus Heunicke.

embed_jakker

Prisen gør ikke en forskel 

Prisen hjælper dig ikke med at finde en god jakke uden PFAS.  

Testen viser nemlig, at den billigste jakke på 75 kr. fra Shein indeholder ulovlig PFAS. Den dyreste jakke i testen på 350 kr. er fra Temu og indeholder også ulovlig PFAS.  

PFAS-problemet kan ikke vaskes væk 

Der florerer mange råd om at fjerne uønskede kemikalier i tøj – men ikke alle holder vand. 

Det er korrekt, at du kan vaske nogle restkemikalier ud af nyt tøj, og derfor bør du altid vaske det, før du tager det i brug. 

Men du kan ikke slippe af med alle uønskede kemikalier i vaskemaskinen. Hvorvidt de forsvinder, afhænger af, hvor i tøjet de sidder. 

Hvis PFAS er en del af imprægneringen, kan det gradvist vaskes ud. Men hvis det er indbygget i membranen, forbliver det i jakken – uanset hvor mange gange du vasker den. 

Det største problem er ikke PFAS i det enkelte produkt, men den udbredte forurening fra selve produktionen. Fabrikker, der fremstiller PFAS-holdige materialer, udleder kemikalierne til miljøet, hvor de ophobes og ender i dyr og mennesker, primært via det vi spiser. 

Derfor anbefaler vi at vælge tøj uden PFAS for at begrænse forureningen ved kilden. 

Dansk PFAS-forbud på trapperne 

PFAS er alle vegne, og testen viser, at der er stor risiko for at få farlige PFAS med i kurven, hvis du køber din jakke på platforme udenfor EU.  

Stofferne forurener jorden, grundvandet og kan måles i vores blod. Det har fået politikerne op af stolene i Danmark og et samlet Folketinget forbyder PFAS i tøj, sko og imprægnering fra 2026 i produkter, der sælges i Danmark.  

"Om kort tid underskriver jeg en ny bekendtgørelse, der forbyder salg og import af tøj, fodtøj og imprægneringsspray med PFAS. Forbuddet træder i kraft den 1. juli 2026 og vil gælde, uanset om salget sker i fysiske butikker eller online, og uanset om sælgeren er baseret i Danmark eller uden for EU’s grænser", fortæller miljøminister Magnus Heunicke.
 

Jakker uden PFAS 

Vores test viser, at 12 ud af 26 jakker er fri for PFAS.  

Fire af dem blev købt på udenlandske platforme, men det er umuligt for forbrugeren selv at gennemskue, hvilke produkter der her er uden PFAS. 

Vil du undgå PFAS? Så vælg jakker fra mærker, der markedsføres som PFAS-fri produkter, indtil de nye regler træder i kraft. 

Vi anbefaler, at du ikke køber din nye jakke udenfor EU, da risikoen for skadelig PFAS er stor.  

Her er otte jakker uden PFAS:

I testen er otte jakker fra det danske marked uden PFAS. Det er: 

  • Bilka VRS børne softshell jakke mørkegrå 
  • Coop, Friends shell 
  • Føtex, basecamp base rain jacket men 
  • H&M let regnjakke 
  • Jem og fix oak creek, softshell jacket 
  • Jolly room, Nordbjørn vinga skaljakke jungle animals aurora 
  • Lidl rocktrail kids softshell jacket 
  • Nameit softshell jacket unicorns