Platformes indsats mod ulovlige produkter er utilstrækkelig
Selvom Temu og Shein fjerner farlige og usikre produkter, når de bliver gjort opmærksom på problemerne, halter indsatsen for at begrænse produkterne.
Fotokredit: Stiftung Warentest/Ralph Kaiser
Selvom Temu og Shein ikke har samme ansvar for de produkter, du kan købe på deres online markedspladser, som almindelige, europæiske virksomheder har, er de ikke fri for regulering i EU.
De er nemlig begge udpeget som det, der i lovgivningen kaldes Very Large Online Platforms. Når en platform er det, så er den gennem europæisk lovgivning forpligtet til at gøre en række ting for at begrænse ulovlige produkter.
Helt konkret skal de reagere hurtigt, når de får viden om farlige eller ulovlige produkter, der er til salg på platformen og advare brugerne. De skal også sørge for systematisk og risikobaseret at begrænse ulovlige produkter, fx ved at tjekke salg af identiske eller lignende produkter fra andre sælgere eller produkter fra samme kategorier, hvor der er høj risiko.
For at undersøge, om platformene lever op til disse forpligtelser, har vi undersøgt reaktionerne fra platformene, i forbindelse med vores nye, større europæiske undersøgelse af i alt 162 produkter fra Temu og Shein. Resultaterne viste, at næsten 70 procent af produkterne ikke levede op til europæiske sikkerhedsstandarder. I mange tilfælde var der tale om alvorlige fejl og mangler.
Hurtigt men begrænset svar til forbrugerne
Først kontaktede vi platformene som om vi var almindelige forbrugere, der var bekymret for sikkerheden ved udvalgte af de testede, usikre produkter. De henvendelser fik vi hurtigt svar på, men svarene indeholdt ikke andet end en henvisning til kundeservice eller ens klagemuligheder.
”Vi ville gerne have set, at platformene også brugte forbrugernes henvendelser til at forsøge at opspore og begrænse farlige produkter på platformene. Men det er desværre ikke det, vi ser,” siger Stine Müller, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk og har været med til at lave undersøgelsen.
Anderledes så det ud, når platformene fik henvendelser, der var underskrevet fra Forbrugerrådet Tænk, Stiftung Warentest (Tyskland) og Testaankoop (Belgien).
Fjernede produkter, men ikke altid advarsler
Når forbrugerorganisationerne henvendte sig med information om de usikre produkter, svarede både Temu og Shein, at de havde fjernet produkterne. Det var også rigtigt – vi kunne se, at konkrete produkter forsvandt fra platformene.
På Temu kom der dog ingen advarsler eller tilbagekaldelser til de forbrugere, der havde købt produkterne. På Shein kom der besked ud til forbrugerne, efter vi havde oplyst platformen om undersøgelsens resultater
På begge platforme havde vi også inden henvendelsen identificeret lignende produkter, ofte med identiske produktbilleder. På Temu var disse produkter i langt overvejende grad stadig til salg på platformen ved udgangen af de seks uger, som vores undersøgelse varede. Det samme gjorde sig også gældende for produkterne på Shein.
”Platformene fjerner de usikre produkter, når vi gør opmærksom på det – men de er forpligtet til at gøre en del mere gennem EU-reglerne, og der må vi sige, at indsatsen er utilstrækkelig,” siger Stine Müller. Hun så helst en helt anden løsning:
”Langt det bedste ville være, hvis platformene fik samme forpligtigelser for sikkerheden for alle de produkter, der kan købes på deres markedsplads, som danske og europæiske importører og producenter har for de produkter, de sælger.”
Temu: Vi tager produktsikkerhed meget alvorligt
Temu fortæller os per mail, at de modtog i alt fire henvendelser fra forbrugere relateret til de 53 produkter, vi fandt fejl ved i testen.
"Hver henvendelse udtrykte forbrugernes bekymringer, men indeholdt ikke yderligere beviser eller tekniske detaljer. Derfor baserede vores indledende vurdering sig på den overholdelsesdokumentation, som sælgerne leverede, for at verificere produktsikkerheden," skriver de.
Baseret på informationen fra sælgerne, vurderede Temu altså ikke, at der var problemer med overholdelse af reglerne.
"Vi tog dog hver rapport alvorligt og rådede forbrugerne til at kontakte kundeservice for yderligere assistance," skriver de yderligere.
I forhold til henvendelserne fra forbrugerorganisationerne skriver Temu, at de i nogle tilfælde har fået information fra sælgerne af produkterne, som de ønsker feedback på, inden de går videre med eventuelle tilbagekaldelser og identificering af lignende produkter.
For de produkter, hvor Temu ikke har fået protester fra sælgerne, skriver platformen, at de har identificeret identiske produkter og fjernet dem fra siden.
Shein: Forbrugernes tillid er altafgørende
I en mail skriver en repræsentant fra Shein også til os, at de går op i produktsikkerhed. Dem, der sælger produkter på Shein, skal overholde et bestemt kodeks - og lovgivningen i de lande, Shein opererer i.
Da Shein blev gjort opmærksom på produkterne, fjernede de dem, mens de undersøgte produkterne nærmere. Nogle af produkterne var allerede fjernet som resultat af Sheins arbejde med at sikre, at reglerne blev overholdt.
"Det er altafgørende at vinde og bevare vores forbrugeres tillid, og vi er fuldt ud forpligtet til at sikre, at de produkter, vi tilbyder, er sikre og overholder reglerne," skriver de.
Passer dit elektriske apparat til dit hpfi relæ?
Hvis dit relæ slår fra, når du tilslutter et elektrisk apparat, kan det være, apparatet bruger flere watt, end dine elinstallationer er beregnet til. Vi har rådført os med Sikkerhedsstyrelsen for at give dig gode råd til, hvordan du skal forholde dig.
Røgalarm: Sådan undgår du fejlalarmer
Læs her, hvordan du mindsker risikoen for irriterende fejlalarmer uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Styrelse: Salg af Hövding-hjelme skal stoppe
Sikkerhedsstyrelsen har indført salgsstop for cykelhjelmen Hövding 3. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du bruger en almindelig skalhjelm.