Bliv ikke snydt af dropshipping
Gå til hovedindhold

Pas på dropshipping

Dropshipping er et begreb, der dækker virksomheder uden eget varelager. I kategorien ser vi også svindel og problemer med produktsikkerhed.

Foto: Getty Images · 21. maj 2025
hænder åbner en stor pakke med en saks

Fotokredit: Getty Images

De seneste år er en ny type webshop dukket op; hjemmesider, der gerne ser danske ud, men hvor produkterne bliver sendt direkte fra en producent i fx Asien.

Fænomenet spænder bredt fra direkte svindel-sider, som tit har base i andre lande, til egentlige danske webshops, der videresender din bestilling til deres producent.

Konceptet betyder, at du er nødt til at forholde dig til to ting:

  • Hvor har virksomheden hjemme?
  • Hvor bliver varen sendt fra?

Normalt ville svaret på de to ting være det samme – når du handler på Magasins hjemmeside, sendes varerne fra Magasins lager. 

Men på dropshippinghjemmesider kan sproget på hjemmesiden være dansk, mens virksomheden i virkeligheden har hjemme i Holland, og varer sendes fra Kina.

Inden for EU har du gode rettigheder

Hvis en virksomhed ligger i EU, har du gode rettigheder, når du handler online. Du har for eksempel ret til at fortryde dit køb indenfor 14 dage, og du har reklamationsret, hvis du oplever fejl på produktet i de første to år efter købet.

Det gælder, hvis du handler med danske virksomheder, men også hvis du køber noget fra andre EU-lande.

Hvis du fortryder dit køb, har du krav på at få pengene tilbage. Mange virksomheder tilbyder i den forbindelse fri retur, men lovens udgangspunkt er faktisk, at du skal betale returfragten. Derfor er det en god idé at undersøge, hvor varen skal sendes retur til, inden du køber noget.

Det koster fx hurtigt 200 kroner at sende en pakke fra Danmark til Italien.

Handler du hos en virksomhed indenfor EU, har du i princippet ret til at returnere din vare til hovedkontoret. Derfor burde virksomheden ikke kunne kræve, at du betaler for retur til producenten, hvis de benytter sig af dropshipping.

Uden for EU kommer du let i knibe

Har virksomheden bag den webshop, du handler i, hjemme i et land uden for EU, er du ikke sikret på samme måde.

Det kunne fx være en virksomhed fra England, der benytter sig af dropshipping, så varen kommer direkte fra Kina hjem til dig.

I det tilfælde har du ikke nogen lovbestemt fortrydelsesret eller reklamationsret. 

Virksomheder, der både har base i og sender varerne fra lande uden for EU, kan sagtens se danske ud. I Forbrugerrådet Tænks rådgivning hører vi jævnligt fra forbrugere, der troede, at de handlede med en dansk virksomhed, der senere viste sig at have adresse i eksempelvis Hong Kong.

Med hjælp fra blandt andet kunstig intelligens kan virksomheder langt fra de danske grænser nemlig lave troværdige oversættelser og danskudseende billeder til hjemmesiderne.

Problemer med usikre produkter

En anden udfordring med dropshipping er, at de produkter, du køber, kan have problemer med sikkerheden.

I et fællesnordisk kontrolprojekt fandt myndighederne fx fejl på 78 procent af de elektroniske produkter og 87 procent af de elektriske legetøjsprodukter, de tjekkede fra dropshipping-forhandlere. 

I undersøgelsen var også dropshipping-forhandlere, der har hjemme inden for EU:

”Selv når virksomhederne var placeret inden for EU, var mange af disse forhandlere ikke opmærksomme på de gældende kemikalielovgivninger,” skriver Miljøministeriet om undersøgelsen. 

Sådan undgår du svindelhjemmesider 

Hvis du gerne vil undgå dårlige dropshipping-oplevelser, så anbefaler vi, at du holder øje med følgende:

  1. Køb på e-mærkede hjemmesider. Hjemmesider kan godt bruge et falsk e-mærke, så tjek også på e-mærkets egen side. Vi ser også eksempler på andre falske mærkninger eller falske brugeranmeldelser på dropshipping-sider.
  2. Tjek, hvor virksomheden har hjemme. Det kan stå under kontaktoplysninger, men tjek også gerne returadressen. Vær opmærksom på, om det er en postboks. Det kan gøre det svært for myndigheder at håndhæve loven overfor virksomhederne.
  3. Tjek, om cvr-nummeret er rigtigt. Nogle virksomheder skriver falske cvr-numre på deres webshops. Tjek i cvr-registeret, om virksomheden reelt er registreret.
  4. Hold igen, hvis tilbuddet er alt for godt. Hvis du ikke kan finde en tilsvarende vare til en tilsvarende pris hos pålidelige forhandlere, så overvej om det måske bare er for godt til at være sandt.

Få flere råd til at undgå svindel, når du shopper online i denne artikel:

Hvis du er blevet snydt af en webshop, der har hjemme i et andet EU-land, kan du søge råd hos ForbrugerEuropa.