Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Skolestart: 5 gode vaner til pakning af skoletasken

Skoletasken, der er pakket korrekt, kan lette dit barns hverdag. Her er 5 gode råd til, hvordan pakningen af skoletasken bliver en god vane, så tasken aldrig bliver for tung eller besværlig at have med i skole.
Af David Bergeon
25. Juni 2015
Foto Kim Vadskær

Undgå en tung skoletaske

Skoletasken skal som hovedregel ikke veje mere end 15 procent af barnets vægt. En måde at holde vægten nede på er at gøre det til en vane at pakke tasken sammen med barnet hver aften. På den måde kan man sørge for, at tasken kun indeholder de bøger, der skal bruges den følgende dag.

Vælg en taske med stor åbning

Tasken skal være nem at pakke for barnet. Vælg derfor en taske med en stor åbning, som også er nem at åbne og lukke.

Pak tunge ting tæt på ryggen

De tunge ting i skoletasken skal pakkes tæt på ryggen. Undgå eksempelvis, at have en fyldt vandflaske og andet tungt tilbehør til tasken hængende yderst på skoletasken. En vandflaske kan i øvrigt med fordel fyldes på skolen, så barnet undgår at bære rundt på unødig vægt.

Pak idrætstøj ned i tasken

Idrætstøj skal så vidt muligt pakkes ned i tasken. Kan det ikke lade sig gøre, så placér hellere en pose med idrætstøj oven på tasken frem for bag på eller under tasken. Sørg også for, at andre løse ting, som eksempelvis stropper, sidder tæt på tasken og ikke kan gå i et cykelhjul.

Udskift gamle skoletasker

Glem ideen om en taske, der kan holde hele barnets skolegang - den findes ikke. Tasken skal passe til barnets størrelse og vægt, og det er derfor nødvendigt at skifte med et par års mellemrum.

Du kan finde gode råd til køb af en ny skoletaske her

Kilder:

Bettina Gerbola, ergoterapeut. Ergonomikonsulent på Forbrugerrådet Tænks test af skoletasker 2015.

Tine Bieber Kirkegaard Lunn, lektor på Ergoterapeutuddannelsen, University College Nordjylland og tidligere tovholder på et projekt, hvor landets ergoterapeutuddannelser i samarbejde med Bog og Idé udførte et landsdækkende skoletasketjek.
Test af skoletasker

Forbrugerrådet Tænk har testet skoletasker til de mindste børn

Se testen af 9 forskellige skoletasker (Kræver log ind)