Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet bæreseler

Forbrugerrådet Tænk har testet 12 bæreseler og vikler. Vi har testet på sikkerhed, ergonomi og kemi. Selerne er testet på laboratorium og af forældre og ergonomiske eksperter.
Af Trine Quaade Brøndsted
17. Marts 2020
bæresele vikle slynge barn baby test sikkerhed kemi
Foto: Morten Andersen

Test af bæreseler og vikler

Forbrugerrådet Tænk har testet 12 bæreseler og vikler fra det danske marked. Vi har testet for, om bæreseler og vikler lever op til sikkerhedsstandarden, om de støtter barnet ergonomisk korrekt, og om de indeholder skadelig kemi.

5 forældre samt 2 ergonomiske eksperter har prøvet og vurderet alle bæreseler og vikler i testen

Forbrugerrådet Tænk har testet bæreseler, bindeseler og vikler

  • 5 bæreseler - der tages på og justeres udelukkende vedhjælp af spænder og seler..
  • 3 bæreseler/bindeseler – som minder om bæreseler, men med individuel binding og tilpasning ved hjælpe af lange stropper uden spænder, der i stedet bindes.
  • 4 vikler – Som er lange stykker stof, som vikles rundt om kroppen

Se alle testresultater af 2020 og 2014 test af bæreseler og vikler

Er bæreseler og vikler ergonomisk korrekte?

Ergonomi for barn og forældre er en bedømmelse af, hvor godt barnet sidder i selen og hvordan den sidder på den voksne.

Bedømmelsen er foretaget af 2 ergonomiske eksperter. I vurderingen er der brugt ergonomiske dukker:

  • Nyfødt på 3,5 kg
  • Etårig på 9 kg

Eksperterne har bl.a. vurderet om selen støtter barnets ​​hoved, ryg, hofter og ben. Udformning af selen i forhold til polstring, bevægelsesfrihed for både barn og voksen samt mulighed for solbeskyttelse også er bedømt.

Er den ergonomiske bedømmelse under middel, vil den samlede bedømmelse blive trukket ned. 

Bæreseler: Ikke alle er ergonomisk rigtige

Hvordan er brugervenligheden?

Brugervenlighed er testet af 5 forældre – 3 kvinder og 2 mænd. Forældrene har afprøvet alle selerne og vurderet, hvordan de er at tage på og af, samt at justere. Forældrene har vurderet hvordan det er at sætte barnet i bæreselen. De har også set på hvor behagelige, de er at bære barnet i.

De er afprøvet i alle de positioner, som det enkelte produkt tillader – på maven, ryggen og hoften.

Hvordan er sikkerhed og holdbarhed?

Sikkerhed og holdbarhed er testet med udgangspunkt i den standard, der gælder for bæreseler.

Selerne er bl.a. testet for om barnet er sikret mod at falde ud, om spænderne kan åbnes uafhængig af hinanden og om barnet er i stand til at åbne dem.

Vi har undersøgt, at de kan holde til den tilladte maksimale vægt, og også tjekket dem for huller og åbninger, som barnets fingre kan komme i klemme i.

Indeholder bæreseler og vikler uønsket kemi?

Bæreselerne er undersøgt for, om de indeholder en række kemikalier i stof og polstring, spænder og remme i området omkring barnets hoved og hænder. 

Der er undersøgt for:

  • PAH’er
  • Flammehæmmere
  • Formaldehyd
  • Tungmetaller
  • Ftalater
  • Klorparaffiner

Derudover har vi undersøgt hvorvidt tekstilet i bæreselen afgiver farve ved kontakt med enten spyt eller sved.

Er bedømmelsen af kemiindholdet er under middel, vil den samlede bedømmelse blive trukket ned. 

Sådan har vi udvalgt bæreseler og vikler

Når Forbrugerrådet Tænk udvælger produkter til test, vælger vi produkter, der bedst muligt repræsenterer markedet.

Pris, tilgængelighed og forhandlere er blot nogle af de parametre, vi kigger på. Det er umuligt for os at teste alle produkter, så vi forsøger at vælge bredt.

Vi køber alle de produkter vi tester i almindelige forretninger, på samme måde som du som forbruger gør. Det betyder, at hvis en vare er udsolgt eller midlertidigt udgået, så kan vi ikke teste det.

Sådan vægter bedømmelserne i testen

  • Ergonomi og design for barn og forældre 45 %
  • Brugervenlighed 35 %
  • Sikkerhed og holdbarhed 10 %
  • Uønsket kemi 10 %

Er bedømmelsen af kemikalieindholdet eller ergonomien under middel, vil den samlede bedømmelse blive trukket ned. 

Testen er lavet i samarbejde med andre forbrugerorganisationer i ICRT, International Consumer research and testing.