Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Streaming på tv: Guide til 15 tjenester

Netflix, HBO Nordic og Disney+ er populære streamingtjenester, men der findes også andre. Forbrugerrådet Tænk guider dig gennem 15 streamingtjenester.
Af Thomas Sterner Pedersen
12. Oktober 2020
streamingtjenester guide til tv | Forbrugerrådet Tænk

Streaming på tv: Hvilken tjeneste er bedst?

Streamingtjenester findes der mange af, og det kan til tider være svært at vælge. For hvad er forskellene, og hvor er de ens?

Guiden til streamingtjenester vurderer 15 af de mest udbredte og nyeste tjenester til streaming på tv, tablet eller smartphone herhjemme. Fælles for dem er, at de har danskproduceret indhold eller leverer undertekster på dansk. Men der er også markante forskelle tjenesterne imellem.

Sådan har vi vurderet streamingtjenesterne

Streamingtjenesterne er afprøvet på flere forskellige platforme, herunder smartphone, tablet og tv. Vi har undersøgt mulighederne for at streame til flere enheder/skærme samtidig, og om det er muligt at downloade indhold.

Indholdet er i nogle tilfælde først muligt at se, når dit tv, tablet og mobil er registreret på streamingtjenesten. Vi har undersøgt, om det er et krav.

Udvalget af film og tv-serier er også gennemgået og vurderet på overordnet niveau. Vi har også set på, om noget indhold kræver ekstra abonnement og betaling.

Guide til 15 streamingtjenester:

Klik på den streaming tjeneste du gerne vil se nærmere på.

Abonnementer: Udnyt de gode vilkår

Indholdet afgør, hvilken tjeneste der passer dig. Skift gerne streaming-tjeneste en gang imellem. Stop dit abonnement og udnyt mulighederne for en prøveperiode hos andre tjenester. Hvis du hænger fast i den samme tjeneste, løber du måske tør for indhold, du vil se.

Gratis prøveperioder er også en god mulighed for at få testet, om streaming-tjenesten teknisk set fungerer optimalt med dit udstyr.

Husk at afmelde abonnementet, inden prøveperioden løber ud, hvis du blot har ønsket at snuse til streamingtjenesten. Læs vilkårene igennem, da tidsfristen for opsigelse af abonnement kan variere. Selv med en gratis periode skal du registrere dit dankort, og når prøveperioden er ovre, vil et betalingsabonnement træde i kraft med automatisk trækning på kortet.

Dit brugernavn og dit kodeord er personligt, og du må derfor ikke dele dit abonnement med andre. Det står i vilkårene for brug af tjenesterne. Du må dog gerne dele dine login-oplysninger med de øvrige medlemmer i husstanden.

Lej hvis du kun vil se film en gang imellem

Vil du leje en enkelt film, får du det ofte billigere hos udbydere, der ikke også vil sælge dig et abonnement. Prisen for filmleje er typisk 30-50 kroner pr. film. Tjek for eksempel Blockbuster, iTunes og Google Play.

Husk de gratis streamingtjenester

Filmstriben.dk er et gratis alternativ, som bibliotekerne står bag, med gode film til børn og voksne. Det er ikke muligt ubegrænset at streame film fra Filmstriben, og antallet af gratis afspilninger afhænger af, hvilken aftale din kommune - og dermed dit lokale bibliotek - har med tjenesten. I nogle kommuner kan det være 3 afspilninger, mens det andre steder kan være op til 8.

Filmcentralen.dk står Det Danske Filminstitut bag og tilbyder hundredvis af dokumentar- og kortfilm, som er gratis at streame. Det kræver ikke oprettelse af en brugerprofil for at virke.

DR TV er et velfungerende univers til alle aldre. DR TV er finansieret via medielicensen, og derfor kræver det ikke løbende betaling at benytte tjenesten.