Babyudstyr du ikke kan undvære | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Babyudstyr du ikke kan undvære

Babybutikkerne bugner med alskens udstyr, men ikke alt er lige nødvendigt. Her er listen over de ting, du skal bruge, når den lille ny kommer til verden.

Astrid Grunert Rantorp · Foto: Getty Images · 11. marts 2020
Forælder og baby i en kørestol i bilen

Køb det bedste til dit barn

Babyudstyr kan være dyrt, og det er ikke altid nemt at gennemskue, hvilken autostol eller barnevogn der er bedst for dit barn.

Forbrugerrådet Tænk tester forskellige produkter til børn, så du kan gøre et godt køb.

Alt babyudstyr er ikke lige nødvendigt. Få overblik over, hvad du får brug for, herunder.

Transport

Autostol: Du skal bruge en autostol næsten fra barnets fødsel, hvis du skal hjem fra hospitalet i bil. Det er nemlig lovpligtigt, at babyer sidder i en bagudvendt autostol, når du har babyen med i bilen. 

Barnevogn, kombivogn eller klapvogn? Barne- eller klapvognen er god, når du skal have din baby med rundt. Du kan finde en god og sikker vogn med vores test. Kombivogne, der er en barnevogn og klapvogn i én, har vi også testet:

Cykelanhænger: Børn skal kunne sidde selv, før de må komme med bagpå cyklen i en cykelstol. Derimod fås nogle anhængere med babyindsatser, så de også kan bruges til de helt små. Husk at køre ekstra forsigtigt med børnene på cyklen.

Søvn

Seng: Der er mange muligheder for at skabe en soveplads til din baby. Du blandt andet vælge imellem tremmeseng, vugge, lift og hængevugge, alt efter hvilke behov du og din baby har.

Madras og sengelinned: Der skal selvfølgelig være en madras, lagen, dyne og sengesæt, der passer til babyens seng.

Babyen skal være i tæt kontakt med produkterne i mange timer. Vask derfor altid tingene inden brug. Vælg dyne og madras, der er godkendt af Astma-Allergi Danmark, hvis du vil mindske risikoen for, at din baby udvikler allergi.

Babyalarm: Du kan måske ikke høre at babyen vågner, hvis babyen sover til middag i den anden ende af huset eller udenfor. En babyalarm gør det muligt for dig at høre, hvad der foregår der, hvor babyen sover. Det er ikke sikkert, at du har brug for den i dagligdagen, men den kan være god, hvis baby skal sove, når I er væk fra hjemmet for eksempel ude på besøg.

Babyalarmer findes også med kamera. En undersøgelse fra den britiske forbrugerorganisation Which? viser, at der kan være problemer med sikkerheden i babyalarmer med kameraer. Overvej grundigt, om du har brug for kameraet og stil spørgsmål til sikkerheden, inden du køber en babyalarm med kameraet.

Sutter: Sutter er gode til at berolige mange babyer. Nogle babyer bliver dog aldrig glade for dem, så lad være med at købe en hel bunke sutter, før du ved, om de virker på dit barn. Køb et udvalg af sutter i forskellige størrelser og former, så du kan finde netop den, der får dit barn til at falde til ro.

Sutter med et skjold af polycarbon kan frigive små mængder af stoffet Bisphenol A, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Hvis du vil undgå Bisphenol A, skal du gå efter sutter med et skjold af et andet materiale end polycarbonat.

Kroppen

Tøj: Der er forskel på, hvilket tøj du skal vælge, alt efter om du har en forår/sommerbaby eller en efterår/vinterbaby. Men som udgangspunkt skal du have bodyer med forskellige længder på arme og ben, strømper, trøjer, hue og strømpebukser.

Babyen skal være i tæt kontakt med tøjet i mange timer. Vask derfor altid tøjet inden brug, så babyen ikke bliver udsat for de restkemikalier, der kan være i tøjet.

Sjal eller tæppe: Det er rart at have et godt tæppe eller sjal, du kan svøbe babyen i, når det er køligt, eller I er ude.

Pleje

Bleer: En baby bruger 6-10 bleer i døgnet. Der findes både engangsbleer og genbrugelige stofbleer. Vil du være sikker på, at engangsbleerne er blandt de mindst belastende for miljøet, skal du gå efter svanemærkede engangsbleer.

Klude, vat eller vådservietter: Baby skal holdes ren, så risikoen for svamp og rød numse bliver mindsket. Brug helst engangsklude eller stofklude, du kan genbruge. Vådservietter indeholder kemiske stoffer, der bliver på barnets hud. Brug dem kun, hvis du ikke har adgang til rindende vand - og vælg miljø- og allergimærkede, der er mere skånsomme for barnet. 

Sæber, cremer og olier: Sæber og babylotion er sjældent nødvendige i den første tid. Har du brug for eksempelvis en babysalve til røde numser, så gå efter de miljø- og allergimærkede, der er uden parfume. Du kan også bruge appen Kemiluppen til at få viden om indholdsstofferne.

Puslebord og -pude: Indret en god pusleplads med en tyk puslepude med høje kanter i siden, så baby ikke så nemt kan trille rundt på maven. Sørg for, at bordet får en god arbejdshøjde, og at du placerer bleer, klude, og tøj, så du kan nå det samtidig med, at du har en hånd på babyen.

Gylpeklude og savlesmække: Køb rigeligt med gylpeklude/gammeldags bleer og savlesmække. De er guld værd til at fjerne gylp og savl efter amning.

Badekar: Et badekar er godt at have, når du skal vaske din baby. Du kan få mange forskellige slags badekar, så find et, der passer til dine behov, og hvor meget plads du har til rådighed.

Termometer: Hvis du er bekymret for, om dit barn har feber, er det rart at have et termometer. Mål temperaturen, når barnet har hvilet sig mindst 30 minutter i et rum, der ikke er for varmt. Husk at måle barnets temperatur mens det er raskt, så du har noget at sammenligne med.

Amning

Ammebh: En ammebh er essentiel, når du skal amme din baby cirka 6-8 gange i døgnet.

Ammeindlæg: Det er vigtigt, at bryst og brystvorte holdes varm og tør, så du ikke får svamp og brystbetændelse. Køb derfor ammeindlæg til bh'en. De findes både som engangsindlæg eller som vaskbare enten i silke, uld eller bomuld. Prøv dig frem, og find det materiale, du har det bedst med. Husk at skifte ammeindlæg mindst en gang i døgnet.

Ammepude: En ammepude kan gøre det til en mere behagelig oplevelser for dig at amme dit barn. Ammepuden giver støtte til barnet, så du ikke selv skal holde barnets vægt.

Mad

Modermælkserstatning: Kan du ikke amme din baby, skal du i stedet tilbyde modermælkserstatning i en sutteflaske. Modermælkserstatning kan også bruges, hvis du i en periode ikke har nok mælk i brysterne til at gøre babyen tilstrækkeligt mæt.

Sutteflasker: Hvis du giver dit barn modermælkserstatning skal du købe sutteflasker. Sutteflasker lavet af polycarbonatplast kan indeholde bisphenol A, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Bisphenol A blev forbudt i sutteflasker i Danmark i 2010 og i hele EU i 2011. Lad derfor være med at arve gamle sutteflasker fra før 2011 eller kassér dem hvis du selv har nogle, der er ældre end det.

Køb brugt

Babyudstyr kan du i nogle tilfælde med fordel arve eller købe brugt. Det gælder for eksempel tøj, klapvogn, barnevogn og babyalarm.

Autostole kan du også købe brugt. Men der er en række ting, du skal tjekke, for at være sikker på, at stolen stadig er sikker.

Vigtige køb som autostole, cykelanhængere og barnevogne anbefaler vi altid, at du sørger for at se og afprøve, inden du køber. Kun ved at prøve varen, inden du køber, kan du være sikker på, at den passer til dine behov.

Køb online

Babyprodukter kan du sikkert i mange tilfælde finde billigt på nettet.

Storbritannien har andre regler for flammehæmmere, som kan være kræftfremkaldende, i baby- og børneprodukter. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du ikke køber babyudstyr fra Storbritannien.

Wish og andre online markedspladser sælger også babyudstyr. Forbrugerrådet Tænk råder ikke til at købe børne- og babyudstyr direkte fra virksomheder udenfor Europa, herunder på markedspladser om Wish.