Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet babymadrasser

Forbrugerrådet Tænk har testet babymadrasser. Madrasserne er testet på laboratorium for komfort, sikkerhed, holdbarhed og kemi.
Af Tage Majland
11. Maj 2020
babymadras test kemi komfort sikkerhed
Foto: ICRT

Test af babymadrasser

Babymadrasser skal være komfortable, sikre og fri for uønsket kemi. Derfor har Forbrugerrådet Tænk testet babymadrasser, for at undersøge om producenterne lever op til de krav.

Babymadrasser på 120 x 60 cm er testet på et laboratorium for komfort, sikkerhed, holdbarhed og kemi. 5 madrasser er skummadrasser. 1 har en kerne af fjedre.

Disse babymadrasser har vi testet

Når Forbrugerrådet Tænk udvælger produkter til test, vælger vi produkter, der bedst muligt repræsenterer markedet.

Pris, tilgængelighed, forhandlere og så videre er blot nogle af de parametre, vi kigger på. Det er umuligt for os at teste alle produkter, så vi forsøger at vælge bredt.

Vi køber alle de produkter vi tester i almindelige forretninger, på samme måde som du som forbruger gør. Det betyder, at hvis en vare er udsolgt eller midlertidigt udgået, så kan vi ikke teste det.

Vi har testet følgende mærker: Aerosleep, BabyDan, Childhome, Ikea og Änglamark.

Test: Babymadrasser - se alle testresultaterne 

Testdukker i 2 størrelser prøves på babymadrasserne

Støtte af kroppen er vurderet med testdukker, der ligger på ryggen. Testdukkerne vejer 12 og 20 kg, der svarer til børn på henholdsvis 18 måneder og 4 år.

Sovemiljø er en måling af, om fugt kan transporteres igennem madrassen, samt hvor god luftgennemstrømningen er.

Isolering er målt, men vægter ikke i bedømmelsen. Det samme gælder madrassernes hårdhed.

Disse babymadrasser er Bedst i test

Børnenes sikkerhed i sengen er undersøgt

Sikkerhed er en undersøgelse af, om madrasserne lever op til den europæiske standard for babymadrasser, for eksempel om skummet er utilgængeligt for børnene og at andre små dele heller ikke kan udgøre en kvælningsrisiko.

Madrassens dimensioner både før og efter vask må ikke give mellemrum mellem seng og madras, hvor børnene kan sidde fast.

babymadras test kemi komfort sikkerhed
Foto: ICRT

Madrasserne er tynget i 16 timer for at tjekke holdbarheden

Holdbarhed er undersøgt ved at belaste madrassen med 50 kg i 16 timer ved en temperatur og luftfugtighed tilsvarende, hvis madrassen er i brug. Derefter er det undersøgt, om den har taget synlig skade eller om den har ændret højde eller hårdhed.

Brugervenlighed er en vurdering af, hvor let betrækket er at tage af og på, og om det kan maskinvaskes.

Babymadrasserne er analyseret for problematisk kemi

Uønsket kemi er en analyse af uønskede kemikalier, for eksempel

  • Flammehæmmere
  • Ftalater
  • Forskellige svampe- og bakteriedræbende stoffer, blandt andet isothiazolinoner.

Afgasning af flyg­tige forbindelser fra madrasserne er undersøgt, og lugten er bedømt lige efter udpakning samt efter tre dage.

Disse babymadrasser skal du undgå

Samlet bedømmelse er vægtet således:

  • Støtte af kroppen 35 %,
  • sovemiljø 15 %,
  • sikkerhed 20 %,
  • holdbarhed 15 %,
  • uønsket kemi 10 % og
  • brugervenlighed 5 %.

Indhold af uønsket kemi eller sikkerhedsmæssige problemer med madrassen trækker den samlede bedømmelse ned.