Du får ikke den billigste forsikring med samlerabat
Det er ikke nødvendigvis billigere at samle dine forsikringer hos ét selskab – ofte tværtimod. Læs, hvad du skal være opmærksom på, når dit forsikringsselskab lover dig billigere forsikringer med samlerabat.
En typisk husstand kan ofte have behov for en bilforsikring, en husforsikring, en indboforsikring og måske også en ulykkesforsikring.
Du kan købe hver forsikring for sig i forskellige selskaber, eller du kan have alle forsikringer i et og samme selskab, så du kun skal have kontakt med et forsikringsselskab.
Forsikringsselskaberne vil rigtig gerne have, at du har alle dine forsikringer hos netop dem, og derfor lokker mange med en rabat, hvis du samler alle forsikringer hos dem – en samlerabat, du ikke skal lade dig lokke af.
Svært at sammenligne priser på dine forsikringer
Forestil dig, at du har fået en pris på din bilforsikring på for eksempel 5.000 kroner om året inklusive en samlerabat. Senere får du tilbudt en pris på en anden bilforsikring på 4.000 kroner.
Men hvis du skifter til den anden og billigere bilforsikring, hvor du sparer 1.000 kroner om året, så mister du samlerabatten på dine andre forsikringer – og bliver dine andre forsikringer så over 1.000 kroner dyrere om året?
Samlerabatter gør det svært for dig at sammenligne priser og dermed sikre dig, at du får den bedste og billigste forsikring til dine behov.
Samlerabatter giver ikke altid billigere forsikringer
Forbrugerrådet Tænk har tidligere testet både samlerabatter (2021) og forsikringspakker (2023), og konklusionen var klar og tydelig: samlerabat kan oftest ikke betale sig for dig som forbruger.
Du kan få bedre og billigere forsikringer ved at købe forsikringerne enkeltvis eller eventuelt samle dem hos et selskab, der ikke benytter sig af samlerabat.
Skader på ét forsikringsprodukt kan have betydning for prisen på dine andre forsikringer
Har du valgt at samle dine forsikringer i ét forsikringsselskab, skal du være opmærksom på, at fx et stenslag i bilruden kan få betydning for prisen på din indboforsikring.
Selskaberne kan nemlig vælge at vurdere dig som kunde ud fra skaderne på alle dine forsikringer – inklusive dine tillægsforsikringer. Det svarer lidt til, at den karakter du får for din præstation i gymnastik, påvirker din karakter i matematik.
Dit forsikringsselskab har pligt til at informere dig, hvis dine skadesanmeldelser på forskellige forsikringsprodukter indgår i et samlet risikovurdering af dig som kunde.
Sådan får du mest muligt ud af en eventuel samlerabat hos dit forsikringsselskab
- På Forsikringsguiden.dk kan du se, om et forsikringsselskab tilbyder samlerabat og rabat til forbrugere, som er medlemmer af bestemte foreninger, for eksempel fagforeninger. Men lad dig ikke forblænde af denne rabat. Vurder helt rationelt den endelige pris efter rabat, og sammenlign med andre uanset rabat hos disse forsikringsselskaber.
- Når du udbeder dig priser fra et forsikringsselskab, så bed dem om at oplyse prisen særskilt ved køb af hver enkelt forsikring. Undgå, at alle dine forsikringer indgår i tilbuddet med en samlet pris. Hvis du udelukkende får en samlet pris, bliver det svært at sammenligne priser med andre selskaber.
- Hvis du alligevel ønsker at samle alle dine forsikringer i et forsikringsselskab, så undersøg betingelserne for samlerabat. Samlerabat er så almindeligt, at det ikke bør holde dig tilbage fra at bede om yderligere rabat.
Ulykkesforsikringen bliver dyrere, når du bliver ældre
Flere forsikringsselskaber hæver prisen på ulykkesforsikringen i takt med, at du bliver ældre, men det er forskelligt, hvor meget prisen ændrer sig - og nogle hæver slet ikke prisen. Bliv klogere her.
Disse hundeforsikringer er de bedste og billigste
Der er store prisforskelle på hundeforsikringer, men de bedste i vores test tilbyder både en god pris og en god dækning. Se, hvilken forsikring til din hund er den bedste - og billigste her.
Hvilken forsikring dækker skader efter uvejret?
Er det din forsikring eller naboens, der dækker, hvis træet i din have vælter over i naboens hus, eller hvis naboens brønd flyder over under et skybrud? Bliv klogere her.