Dumpet: Disse produkter klarer ikke Forbrugerrådet Tænks test i 2021
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Årets dumpere: Disse produkter dumpede vores test i 2021

Fejl, uønsket kemi og dårlig sikkerhed betyder at produkter dumper vores test. Se hvilke produkter vi har fundet i 2021.

Trine Brøndsted · 10. januar 2022

Røgalarm der ikke virker, toiletrens med uønsket kemi og babymadrasser med problematisk kemi og kvælningsrisiko.

Fejl, uønsket kemi og dårlig sikkerhed betyder, at flere produkter dumpede i Forbrugerrådet Tænks test i 2021. Typisk dumper vi produkter på grund af dårlig sikkerhed, fordi de indeholder uønsket kemi, eller fordi de ikke holder, hvad de lover.

Forbrugerrådet Tænk holder øje med producenterne

De varer du køber i Danmark er ikke testet af myndighederne før de kommer i handlen. Det er producenterne selv, som skal sørge for at deres varer lever op til kravene.

Forbrugerrådet Tænk tester derfor løbende, så du kan vælge produkter, der er sikre og passer på dig og miljøet. Flere af de produkter vi har dumpet er blevet trukket tilbage fra markedet efterfølgende.

Vores test påvirker markedet og skubber pro­ducenterne i den rigtige retning, så deres produkter bliver mere sikre, fungerer bedre og i højere grad er fri for problematiske stoffer. Og vi sætter kritisk spot på mangelfulde produkter.

Disse produkter er dumpet i 2021

Løbecykler

10 ud af 12 løbecykler dumper i vores test, fordi de indeholder kemiske stoffer, der kan skade sundheden.

Flere af cyklerne er heller ikke holdbare og sikre i brug.

Disse løbecykler dumper
Disse løbecykler dumper test

Autostole: Indeholder uønsket kemi

To autostole dumper i testen, fordi de indeholder uønsket kemi.

Autostolene indeholder PAH, som er et tjærestof. PAH er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Undgå disse autostole
Barn er ved at blive spændt fast i en autostol

Klapvogne: Indeholder uønsket kemi

To klapvogne dumper i testen, fordi de indeholder uønsket kemi.

Klapvognene indeholder ftalaten DEHP, som er hormonforstyrrende og kan påvirke fertiliteten. Indholdet af ftlaten var i begge klapvogne langt over EU’s grænseværdi.

Siden sommeren 2020 har DEHP været forbudt i forbrugerprodukter. Produkter, der er sat på markedet før forbuddet trådte i kraft, må dog fortsat sælges ud.

Undgå disse klapvogne, som indeholder uønsket kemi og som er usikre

Skoletaske: Indeholder uønsket kemi

I testen af skoletasker til børn dumper 1 skoletaske, fordi dele af tasken indeholder det hormonforstyrrende stof DEHP.

Ftalaten DEHP fandt vi blandt andet i logoet på tasken. Indholdet af DEHP i skoletasken, der dumper, er langt over EU’s tilladte grænseværdi. Derfor dumper skoletasken.

Tasken klarer sig desuden dårligt i testen af ergonomi. Det skyldes blandt andet, at vægten i tasken risikerer at blive skævt fordelt på barnets ryg.

Dumpet: Undgå disse skoletasker
Undgå disse skoletasker til indskolingsbørn

Solcreme: Dårlig solbeskyttelse

Hvert år tester vi solcremer, og hvert år finder vi solcremer, som ikke holder hvad de lover.

I 2021 dumpede vi en solcreme, fordi beskyttelsen ikke var så høj som lovet.

Solcremen skulle være en SPF 30, men da vi testede var den kun SPF 20.

Dumpet: Undgå disse dårlige solcremer
Lille barn får smurt solcreme på ved havet

Bore- og skruemaskine: Bryder sammen

I vores test af bore- og skruemaskiner dumper vi i 2021 én boremaskine. Det er dog ikke den første bore-skruemaskine der er dumpet i vores test gennem årene.

Motoren i boremaskinen bryder sammen tidlig i vores udholdenhedstest.

Da vi gentager testen, på en ny maskine, bryder den også sammen.

Derfor dumper vi maskinen. 

Bore- skruemaskiner: Undgå disse
Skrue og boremaskiner du skal undgå

Toiletrens: Er skadelige for miljøet

Tre toiletrens i vores test indeholder klor. 

Klor er miljøbelastende, og er på Miljøstyrelsens liste over uønskede kemikalier.

Klor decinficerer, men fjerner ikke kalk, som er et stort problem de fleste steder i Danmark på grund af det hårde vand.

Klor udvikler skadelige dampe, hvis det kommer i forbindelse med syreholdige rengøring

Derfor dumper vi de klorholdige toiletrens og anbefaler, at du undgår dem

Toiletrens: Undgå produkter med klor
Person benytter toiletrens i et toilet og undgå logo

Røgalarm: Opdager ikke røg hurtigt nok

I vores test af røgalarmer, fejlede én røgalarm. Den reagerede ikke tilstrækkelig hurtig til at detektere røgen fra en af de fire typer af testbrande.

Røg fra træ, bomuld og plastik reagerer den på i tide, men røgen fra en brandbar væske, når at blive for tæt, før alarmen går i gang.

Ifølge den europæiske standard for røgalarmer skal alarmerne reagere i tide på alle fire brandtyper. Derfor dumper denne alarm i test.

Hver gang vi tester røgalarmer, finder vi nogen, der dumper. Det er ikke godt nok, så vi tester løbende.

Undgå disse farlige røgalarmer
Røgalarm og undgå i logo

Din støtte ændrer markedet

Som medlem af Forbrugerrådet Tænk gør du en forskel. Du støtter vores kamp for gode og sikre produkter på markedet. En kamp som er til gavn for alle forbrugere.

Forbrugerrådet Tænks test er eftertragtede hos producenter­ne, især når de kan opnå prædikaterne "Forbrugerrådet Tænk – Bedst i test" eller "Godt køb". Det højner generelt produktstandarden og gør det nemmere at vælge produkter af god kvalitet.

Vores test er uvildige

Der findes mange hjemmesider og onlineshop, som rangerer produkter efter hvor gode de er. Nogle bruger også prædikatet ”bedst i test”

  • Vi er uvildige
  • Vores test er videnskabelige
  • Vi benytter anerkendte testlaboratorier
  • Vi modtager ikke penge af producenterne for at teste deres produkter
  • Vi tjener ikke penge på, at du køber produkter vi anbefaler

Vi tester for at vurdere, om produkterne holder hvad de lover og er sikre for dig at bruge. Forbrugerrådet Tænk dumper produkter der ikke holder, vi taler med producenterne og vi gør myndighederne opmærksom på problemer hvis det er nødvendigt.