| Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem
Kemi test

Kemitest: Klapvogne

Er der PFAS i klapvogne? Klapvogne kan indeholde PFAS i betrækket og kalechen. Find en klapvogn uden uønsket kemi i Forbrugerrådet Tænk Kemis test af 9 klapvogne.

Testet d. 22. marts 2024

Om testen af
Klapvogne

Det har vi fundet:

  • 4 klapvogne indeholder PFAS i betrækket eller kalechen. De får en dårlig bedømmelse, C-kolben. 
  • 5 klapvogne er uden en række uønskede kemikalier og får den bedste bedømmelse, A-kolben.  

Leder du efter en brugt klapvogn uden uønsket kemi? 

I testen finder du to forskellige skemaer. Det ene skema er vores nyeste test af 9 mindre klapvogne fra 2024.  

Vi har også testet klapvogne samt et par løbevogne tilbage i 2017, 2018 og 2021, som du kan finde under “Tidligere test af klapvogne”. 

Nogle klapvogne fra tidligere test kan stadig være på markedet. Andre kan du købe brugt.  

Der er forskel på, hvilke kemikalier der er testet for i de to skemaer, og derfor kan du ikke direkte sammenligne resultatet de to test med hinanden.

Mød holdet bag kemitesten af klapvogne.

Projektleder og kemiekspert i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Stine Müller, står bag denne test.

Stine Müller

Stine Müller

Projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Test og analyse

Sådan har vi testet klapvogne

  • Forbrugerrådet Tænk har igennem flere år testet klapvogne. I alt er 39 klapvogne og 3 løbevogne sendt til kemisk analyse på et laboratorie siden 2017. 

    I 2024 har vi udover at undersøge klapvognene for indhold af ftalater, flammehæmmere, PAH’er og klorparaffiner også undersøgt betrækket i klapvognssædet og kalechen, for de problematiske PFAS.  

    PFAS er vand- og smudsafvisende stoffer, som er meget svært nedbrydelige i miljøet og i vores kroppe og kan medvirke til en øget risiko for en lang række sygdomme.  

    Vi har kun undersøgt, om PFAS findes i produkterne. Vi har ikke testet for, i hvor høj grad stofferne frigives fra produkterne. 

    Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

  • Fire ud af ni klapvogne indeholder PFAS i betrækket i klapvognssædet eller kalechen. De får en dårlig bedømmelse, C-kolben, i testen.

    I klapvognene fra ABC Design, Baby Jogger og Hauck er der tale om et PFAS-stof, som allerede er forbudt at bruge i produktionen af produkter til forbrugere. 

    Vi har også fundet et PFAS-stof i klapvognen fra Kinderkraft, der endnu ikke er forbudt, men forhåbentlig snart bliver det.  

    Vi fandt ikke ftalater, flammehæmmere, PAHer eller klorparaffiner i de nyest testede klapvogne. 

Se klapvogne fra de forskellige test

  • I tidligere test har vi også undersøgt klapvogne for: 

    •     Tjærestoffer (PAH’er), som kan være kræftfremkaldende. 
    •     Ftalater, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. 
    •     Fosforholdige flammehæmmere, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. 
    •     Klorparaffiner, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. 

    Her er testresultaterne fra vores tidligere test fra 2017, 2018 og 2021: 

    • 20 klapvogne får den bedste kemibedømmelse. De er enten helt fri for uønsket kemi eller indeholder kun små spor af et enkelt stof. 
    • 5 klapvogn får en middel kemibedømmelse. De indeholder mindre mængder problematisk kemi i form af klorparaffiner i håndtaget. 
    • 8 klapvogne får den laveste kemibedømmelse. De indeholder større mængder problematisk kemi i form af fx klorparaffiner og flammehæmmeren TCPP. I alle tilfælde er stofferne lovlige. 

    Ftalater 

    2 af de testede klapvogne indeholder ftalater. I den ene vogn er der DEHP i sikkerhedsbøjlen. I den anden vogn er der DEHP i regnslaget. Begge vogne er fra testen i 2021. 

    Flere ftalater er forbudt i legetøj og babyudstyr som fx klapvogne. 

    Fra 2021 er 4 ftalater også forbudt i alle andre forbrugerprodukter. 

    Tjærestoffer (PAH’er) 

    Tjærestoffer - eller PAH’er - har vi fundet i 8 af de 19 testede klapvogne. 

    I nogle tilfælde er det mindre mængder i håndtag, sikkerhedsbøjle eller andre dele af klapvognen. Disse produkter får enten en god eller middel kemibedømmelse. 

    I et enkelt tilfælde er koncentrationen højere. PAH'en naftalin blev også fundet i materiale fra klapvognssædet. 

    PAH’er – også kaldet tjærestoffer - er en gruppe af stoffer, hvoraf nogle kan være kræftfremkaldende. 

    EU har en grænseværdi for udvalgte PAH’er i forbrugerprodukter, som du er i længerevarende kontakt med. 

    Flammehæmmere 

    En enkelt af de testede kombivogne indeholder en højere koncentration af TCPP i materiale fra klapvognssædet. TCPP er en fosforholdig flammehæmmer. 

  • Testen er opdateret den 1. oktober 2021 med yderligere 11 klapvogne og 3 løbevogne.

    Det drejer sig om følgende klapvogne:

    • Baby Jogger City Elite 2
    • Joie Mytrax
    • Cybex Balios S Lux
    • Thule Urban Glide 2
    • Kinderkraft Grande 2020
    • Odder Una Duo
    • Mountain Buggy Terrain 3.0
    • ABC Design Ping
    • Joolz Aer Buggy
    • gb Qbit + All-Terrain
    • Britax Römer B-Agile R
    • BabyzenYoyo² 6+
    • Hartan Buggy1 i maxx
    • tfk Mono Sportklapvogn

    Blandt de nye vogne er der 2 vogne - en klapvogn og en løbevogn - der får den laveste kemibedømmelse, fordi de indeholder ftalater, der er hormonforstyrrende.

    De resterende 12 klap- og løbevogne er enten fri for de uønskede kemikalier eller indeholder mindre mængder PAH'er og får derfor en middel kemibedømmelse.

  • Testen er opdateret den 3. maj 2018 med yderligere 8 klapvogne.

    Det drejer sig om følgende klapvogne:

    • Goodbaby Pockit +
    • Joie Pact
    • Silver Cross Pop
    • Babyzen Yoyo 6+
    • Baby Jogger City Tour
    • Basson Pico
    • Chicco Liteway2
    • Trille/Baby Trold Traveller

    Alle de 8 vogne var små rejseklapvogne som fx paraplyklapvogne.

    Blandt de nye vogne er der ingen, der får den laveste kemibedømmelse.

    Alle vognene er fri eller stort set fri for de uønskede kemikalier, som testen undersøgte for.

  • 11 klapvogne er med i testen fra maj 2017.

    Det drejer sig om følgende klapvogne:

    • Britax B Motion 4 Plus
    • Joie Litetrax 4
    • Mutsy Nexo
    • Basson Baby    Uno
    • Hauck Rapid 4
    • Britax Smile 2
    • gb QBIT plus
    • Maxi Cosi Stella
    • Cybex Balios M
    • Phil and Teds Smart
    • Baby Jogger City Premier

    Blandt de 11 klapvogne er der:

    • 4 klapvogne med den bedste kemibedømmelse. De er enten helt fri for uønsket kemi eller indeholder meget små spor af et enkelt stof.
    • 1 klapvogn med middel kemibedømmelse. Den indeholder mindre mængder problematisk kemi i form af klorparaffiner i håndtaget.
    • 6 klapvogne med den laveste kemibedømmelse. De indeholdt større mængder problematisk kemi i form af klorparaffiner og flammehæmmeren TCPP.