Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Bank: Forstå dine bankvilkår

Dine bankpapirer kan være svær at forstå, men du skal kende dine aftaler med banken, inden du skriver under. Få hjælp til at forstå de svære ord her.
Af Emma Borello
11. Oktober 2018
bank forstå dine bankpapirer
Foto: Thinkstock

Forstå sproget i banken

Hvad er bidragssatser? Er en konvertering og en refinansiering det samme?

Bankaftaler og lånedokumenter er fyldt med tekniske udtryk og tal. Det er vigtigt, at du kender begreberne, eller kan du komme til at skrive under på en dårlig aftale.

Læs, hvad de forskellige ord betyder, så du forstår dine lånedokumenter.

Afdragsfrihed

Et afdragsfrit lån er et lån, hvor du har mulighed for at sætte lånet på pause. Det er altså muligt for dig ikke at betale af på selve lånet i en periode, men du skal stadig betale gebyrer og renter på lånet. Afdragsfrihed kan du finde ved alle slags lån.

Belåningsgrad

Belåningsgraden er, hvor meget af din bolig eller bil der er belånt. Hvis du har en bolig til 1 million, og der er lån i boligen for 800.000, så er belåningsgraden 80 procent. Jo højere belåningsgraden er, jo højere er bidragssatsen.

Betalingskort

Dankort, Visa Dankort og MasterCard er eksempler på betalingskort. Du kan bruge betalingskort til at hæve penge i hæveautomater eller til at betale med i butikker.

Bidragssats

Bidragssatsen er et gebyr, du betaler til realkreditinstitutter, for at de håndterer dit boliglån.

Stiger bidragssatsen? Det kan du gøre

Disponibel indkomst

Den disponible indkomst er det, du har tilbage af din løn, efter du har betalt skat.

Sådan lægger du et budget

Førtidig indfrielse

Vil du ud af din låneaftale, før den udløber, kaldes det en ’førtidig indfrielse’. Det kan være dyrt at komme ud af en låneaftale før tid. Tjek derfor vilkårene for førtidig indfrielse, inden du låner.

Konvertering

Konvertering kaldes også låneomlægning. En konvertering er, når dit lån omlægges fra en type lån til en anden type lån. Det kan eksempelvis være en omlægning fra fast rente til variabel rente. Konvertering er også fast til fast rente.

Kursskæring

Realkreditinstitutter sælger realkreditobligationer for at låne dig penge til din bolig. Det vil sige, at både realkreditobligationerne og de penge, du låner, har en kurs. Men der er en lille forskel i kursen på obligationerne og de penge, du har lånt. Den forskel kaldes kursskæring.

Kursskæring er gebyret, som realkreditinstitut tager for at være mellemled mellem realkreditobligationerne og de penge, du låner til din bolig.

Kursskæring er typisk 0,2 eller 0,3 kurspoint.

Løbetid

Løbetiden på et lån er den periode, du bruger på at betale lånet tilbage. Er løbetiden 10 år, har du 10 år til at betale lånet tilbage.

Obligationskurs

Banken eller realkreditinstituttet sælger obligationer for at låne dig penge til din bolig. Obligationskursen er kursen på de obligationer de har solgt. Obligationskursen er vigtig for dig, hvis du overvejer at indfri dit lån eller at flytte dit lån over i et andet realkreditinstitut. Hvis kursen er meget høj, så bliver det dyrt for dig at indfri lånet.

Refinansiering

Rentetilpasningslån får en ny rente med jævne mellemrum. Når et rentetilpasningslån får en ny rente kaldes det for en refinansiering. Refinansieringen af et lån sker med faste mellemrum, alt efter hvilket lån der er tale om. Refinansiering kan blandt andet ske hvert 3. år eller hvert 5. år.

Rente

Renten er betalingen for at låne penge. Du får en rentebetaling for at have penge stående i en bank (indlånsrente). Du betaler også penge til banken for at låne penge af dem (udlånsrente).

Rådighedsbeløb

Rådighedsbeløbet er de penge, du har tilbage, når alle dine faste omkostninger er betalt. Banken bruger dit rådighedsbeløb til at vurdere din evne til at betale af på lån.

Sådan beregner du dit rådighedsbeløb

ÅOP

ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent) udtrykker den samlede omkostning/pris for et lån udtrykt i procent per år. ÅOP omtales ofte som kiloprisen på lån. Rente, oprettelse og alle andre omkostninger indgår i beregningen af ÅOP.

Forbrugerrådet Tænk mener: Bankdokumenter skal være lettere at forstå

"Bankaftaler og lånedokumenter er skrevet i meget svært sprog. Forbrugerrådet Tænks undersøgelse fra 2015 viste, at 1 ud af 4 har skrevet under på en låneaftale, de ikke forstod.

Bankaftaler skal være til at forstå for almindelige mennesker. Kunderne har ikke en chance for at forhandle med deres bank, hvis de ikke forstår det, de forhandler om."

Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk