Gravid: 10 gode råd til graviditet uden uønsket kemi
Gå til hovedindhold

Gravid: 8 gode råd til graviditet uden uønsket kemi

Du bør være ekstra opmærksom på hormonforstyrrende stoffer og anden uønsket kemi, når du er gravid eller prøver at blive det.

Lene Torp Carlsen · Foto: Getty Images · 27. juni 2025
Kvinde med gravid mave

Er du gravid, og vil du gerne undgå uønsket kemi?

Så har vi samlet 8 gode råd til dig, som du kan følge under hele din graviditet for at minimere din og din babys udsættelse for fx hormonforstyrrende stoffer.

1. Undgå tobaksrøg

Graviditet og rygning hører ikke sammen, så en sund graviditet begynder med et rygestop. Det øger også chancen for at blive gravid. 

Kroppen reagerer på tobaksrøg, som udsætter fosteret for en cocktail af problematiske kemikalier. Vi anbefaler, at du både selv lader være med at ryge og så vidt muligt udngår tobaksrøg fra andre. Det samme gælder for de forskellige former for nikotinprodukter.

2. Sig nej tak til alkohol

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide og kvinder, der prøver at blive det, ikke drikker alkohol. Alkohol er sundhedsskadeligt og kan give blandt andet nerveskader og hjerneskader. Drikker du alkohol, øger du også risikoen for abort.

Det er en god ide at undgå alkohol allerede, når du prøver at blive gravid - for at være på den sikre side.

3. Skab et godt indeklima

I dit hjem afdamper kemikalier fra mange kilder, for eksempel møbler, elektronik og byggematerialer. Kemikalierne binder sig til støvet og findes i luften.

Gå i det hele taget efter et godt indeklima. Du kan blandt andet være opmærksom på at lufte ud eller begrænse partikler i luften fra brændeovn, stearinlys og mados. 

Der skal gerne støvsuges og tørres støv af mindst 1 gang om ugen. Luft ud med gennemtræk 2 gange om dagen, så du lufter kemikalierne ud af dit hjem.

4. Vær opmærksom på maling og sprayprodukter

Sprayprodukter kan udsætte dig for store mængder af kemikalier. Det sker, når du indånder de små dråber (aerosoler), som dannes i luften. 

Maler du dit hjem og sætter i stand, kan du blive udsat for uønsket kemi gennem indånding og gennem huden. Derfor anbefaler vi ud fra et forsigtighedshensyn at undgå at male og bruge sprayprodukter, når du er gravid. 

Du bør helt undgå faremærkede kemikalier, som for eksempel skrappe rengøringsmidler. 

5. Vælg produkter med Svanemærket og Blomsten

Miljømærkede produkter med Svanemærket eller Blomsten lever op til strenge krav om, hvilke kemikalier der må være i produkter.

Svanemærkede plejeprodukter er fri for stoffer, der er på EU's liste over mistænkte hormonforstyrrende stoffer, herunder parabener.

Du kan også tjekken kemien i dine plejeprodukter med appen Kemiluppen.

gravid kvinde

Cocktaileffekten - En podcast til gravide om uønsket kemi

Er det okay at bruge kosmetik og pleje under graviditeten? Indeholder barnevogne og babymadrasser uønsket kemi? Hvad skal jeg overhovedet se efter på produkter?

Det undersøger gravide Tanja i podcasten ”Cocktaileffekten” på tre afsnit.

Lyt nu

6. Drop hårfarven og begræns kosmetikken

Hårfarver kan indeholde kemiske stoffer, der er stærkt allergifremkaldende og mistænkte for at være hormonforstyrrende. Lad derfor være med at farve hår, når du er gravid.

Du bør som hovedregel bruge så lidt kosmetik som muligt. Vælg gerne miljømærkede produkter uden parfume.

Appen Kemiluppen hjælper dig med at tjekke dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi.

7. Spis varieret

Spis varieret og gerne økologisk. Undgå sprøjte- og miljøgifte. 

Fisk er generelt sunde, men undgå store rovfisk som frisk tun, helleflynder og haj, da de kan indeholde rester af kviksølv. 

8. Brug kun medicin efter aftale med din læge

Gravide kan i værste fald risikere, at medicin skader fosteret. Du bør derfor kun indtage medicin efter aftale med din læge. Det gælder også hovedpinepiller, andre smertestillende midler og naturmedicin. 

Nogle vitaminer og mineraler skal du have flere af - folsyre, D-vitamin, jern og kalk er vigtige for vækst og udvikling. Andre må du ikke få for mange af - det gælder for eksempel A-vitamin.