Hårfarve: Sådan undgår du uønsket kemi
Hårfarve kan indeholde farvestoffer, som er vurderet som "ekstremt" allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Få tips til at undgå uønsket kemi her.
Hårfarveallergi kan pludselig opstå, selv om du har farvet hår masser af gange uden problemer.
Jo flere gange du farver dit hår, des større er risikoen for at udvikle allergi.
Undgå disse farvestoffer, når du farver hår
Hårfarvestoffer er i mange tilfælde stærkt allergifremkaldende.
- Farvestofferne PPD og PTD er kategoriseret som ekstremt allergifremkaldende. Det har EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed (SCCS) vurderet.
- PPD og PTD står for p-phenylenediamine og Toluene-2,5-diamine.
- Farvestoffet resorcinol skal du være ekstra opmærksom på. Det er både allergifremkaldende og mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Tjek hårfarven med Kemiluppen
Scan din hårfarve med appen Kemiluppen.
Produktet får den laveste bedømmelse (C-kolben), hvis det indeholder stærkt allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Vælg striber frem for helfarvning
Allergirisikoen ved hårfarvning kan du mindske ved at få lavet striber i stedet for helfarvning.
Skyllefarvning er også et bedre alternativ end permanent hårfarve.
Vær opmærksom på hennafarve
Hennafarver udgør ikke den samme risiko for at være allergifremkaldende. Men du kan primært bruge dem til at farve håret i røde nuancer.
Nogle hennafarver kan indeholde stoffet lawsone, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
Hennafarver er nogle gange tilsat kunstige farvestoffer - også selvom produkterne kalder sig ’naturlige’.
Farverne er allergifremkaldende, og dem skal du være ekstra opmærksom på.
Test ikke på huden
Mange producenter anbefaler, at du tester hårfarven på et mindre hudområde inden brug. På den måde kan du efter sigende se, om du får en allergisk reaktion.
Miljøstyrelsen og EU’s eksperter kan dog ikke stå inde for denne test. Allergi kan du godt få, når du farver hår - også selv om testen ikke viste nogen reaktion.
Nogle eksperter mener faktisk, at testen i sig selv er allergifremkaldende.
Hvis uheldet er ude
Er uheldet ude? Så kan du gøre følgende:
- Kontakt din læge, hvis du får en allergisk reaktion.
- Undlad at farve hår, hvis du én gang har haft en allergisk reaktion.
Har du haft allergisk reaktion fra sorte hennatatoveringer?
Sorte hennatatoveringer kan også være allergifremkaldende.
Undlad at farve hår, hvis du engang har haft en allergisk reaktion på grund af en sort hennatatovering.
Er der uønsket kemi i din tørshampoo?
Vil du springe hårvasken over, er tørshampoo et populært alternativ. Men er der uønskede stoffer i din tørshampoo? Få 3 tips til at undgå uønsket kemi i håret.
Undgå disse stoffer i hårvoks
Over hver tredje hårvoks i vores test indeholder problematiske kemikalier. Vi guider dig til, hvilke stoffer du skal undgå, og hvilke produkter der er fri for uønsket kemi.
Hundeshampoo: Disse indeholder uønsket kemi
Vi har testet 29 hundeshampooer til din firbenede ven for kemikalier, der bl.a. kan give allergi. Se, hvilke stoffer du skal undgå her.