Hovedpinepiller: Tænk, før du tager den næste
Flere studier fra bl.a. danske forskere viser, at smertestillende piller som Panodil eller Ipren kan øge risikoen for hormonforstyrrende effekter.
Svage smertestillende piller som Panodil og Ipren er populære valg, når danskerne skal lindre hovedpine, afhjælpe kroniske smerter og slå feber ned.
Men disse piller skaber også bekymring blandt forskere for deres muligt hormonforstyrrende bivirkninger.
Smertestillende piller viser uønskede bivirkninger
Hovedpinepiller som Panodil og Ipren kan være effektive midler, når svage smerter skal lindres.
Men blandt forskere er der også en stigende bekymring for de mulige hormonforstyrrende bivirkninger.
Disse kan komme fra pillernes smertestillende stoffer, paracetamol og ibuprofen.
Nyere forskning fra marts 2022 viser, at paracetamol - panodiler og pamol - kan ramme sædcellernes funktion og dermed gøre det sværere at blive gravid.
Et dansk-fransk studie fra 2018 viser også, at ibuprofen kan gå ud over mænds produktion af kønshormonet testosteron. Testosteron er med til at holde muskelopbygningen og potensen oppe.
Bivirkninger kan forringe evnen til at få børn
Danske forskere har i flere studier siden 2010 vist, at der er sammenhæng mellem udsættelse for de smertestillende stoffer på fosterplan og uønskede virkninger senere i livet.
Mistanken om bivirkninger gælder fx misdannede kønsorganer hos drenge og færre æg i æggestokkene hos piger.
Her er der tale om hormonforstyrrende effekter, der alle har den fællesnævner, at de forringer evnen til at få børn senere i livet.
Forskere opfordrer til forsigtighed under graviditet
I en videnskabelig artikel fra 2021 opfordrer 90 forskere fra hele verden gravide kvinder til at være forsigtige med at tage smertestillende piller som fx panodiler i længere tid.
Det sker på baggrund af en sammenlægning af alle data om paracetamol og graviditet siden 1995, som tyder på, at længerevarende brug af paracetamol under graviditeten kan have effekt på fostres testikler og ovarier.
Det er derfor ikke en bekymring, hvis man som gravid tager en enkelt pille eller to under graviditeten og følger myndighedernes anbefalinger om at bruge så lidt som muligt.
Børn og gravide er særligt udsatte, og det er her, at forskningen er fokuseret. Men alle bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer, og vi ved endnu ikke, hvilken betydning det har for overgangsalderen, livsstilssygdomme og hjernefunktion hos ældre. Når vi ser forskningsresultater, der viser potentielt alvorlige hormonforstyrrende effekter, er vi nødt til at være mere kritiske i vores forbrug. Claus Jørgensen Projektchef, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Smertestillende piller: 4 gode råd
- Husk, at hovedpinepiller er medicin, og at medicin kan have bivirkninger.
- Tag kun medicin, når det er nødvendigt.
- Brug så lidt som muligt og i så kort tid som muligt.
- Er du gravid? Så tal med en fagperson - fx din læge eller på Apotektet - inden du tager smertestillende piller.
Studier af hovedpinepiller
-
Et studie fra Rigshospitalet og DTU viser, at drenge har forøget risiko for at udvikle misdannede kønsorganer, hvis deres mor har taget hovedpinepiller med paracetamol, ibuprofen eller acetylsalicylsyre under sin graviditet.
En række internationale forskningsresultater bakker op om de danske studier. For eksempel viste et studie fra det franske institut for sundhedsforskning (Inserm) i 2013, at paracetamol og andre svage smertestillende midler direkte påvirkede hormonerne i testikler på menneskefostre.
I 2018 har forskning fra blandt andet samme franske institut vist, at ibuprofen er skadelig for udviklingen af æggestokke hos fostre. Et lignende studie fra i år fra University of Edinburgh viser samme resultat efter udsættelse for paracetamol.
-
Hanmus, der blev udsat for paracetamol 3 gange om dagen i en uge, producerer kun halvt så meget testosteron som kontrolgruppen. Det viser et forskerhold fra Københavns Universitet og University of Edinburgh. En enkelt dagsdosis viser ingen forskel.
-
Paracetamol kan påvirke hunfostres mulighed for at blive gravide senere i livet. Det viser et studie fra Københavns Universitet. Hunmus i studiet manglede halvdelen af deres æg i æggestokken, hvis deres mor var blevet udsat for paracetamol under graviditeten.
-
Rapport fra Miljøstyrelsen
Paracetamol er det hormonforstyrrende stof ud af en række undersøgte, som bidrager mest til børns samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer i perioden fra fosterstadie, til de er 3 år.
Studie fra Københavns universitet
Udsættelse for paracetamol som foster kan hæmme udviklingen af “mandlig adfærd” hos mus. De mus, der var eksponeret for paracetamol under morens graviditet, udviklede kun halvt så mange neuroner i det område af hjernen, der styrer seksualdriften.
-
14 dage på smertestillende ibuprofen lægger en alvorlig dæmper på unge mænds produktion af testosteron. Det viser et dansk-fransk studie fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet og franske Inserm. Det mandlige kønshormon er blandt andet med til at holde muskelopbygningen, humøret og potensen oppe.
Læs Lægemiddelstyrelsens reaktion på studiet her.
-
Paracetamol kan have effekt på fostres testikler og ovarier, hvis gravide kvinder gennem længere tid indtager panodiler eller pamol.
Det mener 90 forskere fra hele verden ud fra sammenlagt data om paracetamol og graviditet siden 1995. Forskernes opfordrer derfor til forsigtighed, når det gælder smertestillende piller under graviditeten.
Læs forskernes opfodring her.
-
Et dansk-fransk studie peger på, at hovedpinepiller kan være hormonforstyrrende. Det skyldes, at pillerne bliver omdannet til stoffer, der kan forvirre sædcellerne, som gør det sværere at blive gravid.
Forskerne vil på baggrund af det nye studie igangsætte en større undersøgelse, der skal bekræfte det nye fund med større data.
Læs mere her.
Mavecremer og maveolier til gravide kan indeholde hormonkemi
Mavecremer og olier til gravide lover at hjælpe dig af med strækmærker. Men nogle cremer og olier indeholder mistænkt hormonforstyrrende stoffer og kan ikke anbefales til gravide.
Gravid: 10 gode råd til graviditet uden uønsket kemi
Hormonforstyrrende stoffer og anden uønsket kemi bør du være ekstra opmærksom på, når du er gravid eller prøver at blive det.
Gravide må ikke få for meget A-vitamin
A-vitamin har mange gode egenskaber, men du kan godt få for meget af det. Er du gravid, kan for meget A-vitamin øge risikoen for misdannelser hos barnet. Se vores guide.