8 råd til bedre online sikkerhed
Hacking, identitetstyveri, spammails, stjålne kontooplysninger og afpresning. Få 8 gode råd til bedre internetsikkerhed her.
Bliv sikker, når du klikker
Hacking, identitetstyveri, spam-mails, stjålne kontooplysninger og afpresning. Det er mange farer når du går på nettet med din mobiltelefon, computer eller tablet. Få hjælp her til at beskytte dig online mod fup, svindel og hackere, så du ikke får stjålet dine data, din identitet eller dine penge.
1. Password: Sådan laver du et sikkert kodeord
Hvis hackere knækker din adgangskode, eksempelvis til din mail, vil de bagefter forsøge at bruge samme adgangskode på Facebook, Amazon, Twitter, og alle andre steder hvor du ofte logger ind. Hvis du altid bruger den samme adgangskode, får hackerne hurtigt kontrol med alle dine kontoer.
Derfor skal du altid lave unikke adgangskoder. De må ikke engang minde om hinanden, som for eksempel Hanegal12, Hanegal13 og Hanegal14.
Hvis du har problemer med at huske mange forskellige password, så findes der systemer, der kan hjælpe dig med at huske dem. Du kan også bruge en password manager, som samler alle dine passwords et sikkert sted.
2. Antivirus: Beskyt dig mod virus og ondsindede programmer
Trykker du på et link eller reklame online, downloader du en fil, eller besøger du en usikker webside? Så risikerer du at din computer, telefon eller tablet, bliver inficeret med virus og ondsindede programmer.
Et antivirusprogram kan beskytte dig mod virusser og andre trusler på nettet. Antivirusprogrammer er lidt som sikkerhedsselen i din bil. Det er godt at have hvis det går galt, og galt kan det gå, selv hvis du er verdens bedste bilist.
Der er mange gode antivirusprogrammer, og selv nogen af dem der er gratis, er rigtig fine.
3. Browseren: Dit første forsvar
En browser er det program, der gør det muligt for dig at gå på internettet. Men browsere har forskellige styrker og svagheder. Derfor skal du vælge en browser, der passer til netop dit behov.
Det skal du tjekke, når du vælger browser:
- Anonymitet: En god browser sørger for, at selskaber indsamler mindst mulig eller slet ingen data om dig og hvad du laver på nettet
- Sikkerhed: En god browser kan forhindre, at du bliver angrebet af virus, for eksempel ved at advare dig, når du er på vej ind på en usikker hjemmeside. En sikker browser kan dog ikke erstatte et antivirusprogram, som beskytter mod flere typer angreb, for eksempel via din mail.
Der findes browsere der er både meget sikre, og hvor du er helt anonym. De browsere er dog, indtil videre, også meget langsomme. Vælg derfor den browser, der bedst passer til dine behov, ved at læse om de forskellige browseres egenskaber.
4. VPN: Krypter din data
En VPN-forbindelse skaber en ’tunnel’ med krypteret internettrafik mellem din pc, tablet eller mobil, og en server. Da forbindelsen er krypteret, vil det være nærmest umuligt for uvedkommende at opsnappe dine data.
Virksomheden bag din VPN skal have et højt sikkerhedsniveau, fordi din data skal gå igennem deres server for at blive krypteret. Undersøg, hvem der står bag en VPN’en og virksomhedens, ry og historik, inden du køber en VPN.
5. Backup: Beskyt dine filer, hvis uheldet er ude
Hvis din computer, telefon eller tablet går fysisk i stykker, eller bliver inficeret med virus eller ondsindede programmer, kan du miste feriebilleder eller vigtige dokumenter, medmindre du har taget en backup.
Der er to forskellige måder at tage backups op på:
- Lav en backup online hvor du gemmer dine filer på internettet (også kaldet skyen). Det kan man blandt andet gøre med tjenesterne Google Drev, Dropbox og Apples iCloud. En backup i skyen går aldrig i stykker, men tilgengæld kan du aldrig være helt sikker på, at der ikke er andre, der kan se dine filer, selvom risikoen er lille.
- Lav en fysisk kopi, hvor du lægger dine filer over på en ekstern harddisk eller USB-nøgle. En fysisk backup kan ikke hackes, hvis ikke den er sluttet til internettet, men kan blive stjålet eller gå i stykker.
6. Opdateringer: Beskyt din computer mod sikkerhedshuller
Windows 10, IOS og Android er eksempler på styresystemer. Dit styresystem er det program, der får din computer, mobiltelefon eller tablet til at fungere. Dit styresystem skal altid være opdateret. Hvis Microsoft opdager, at hackere udnytter en fejl i Windows 10, så lukker de hullet ved at sende en opdatering ud til Windows 10. Hullet bliver ikke lukket, hvis du udskyder opdateringen.
Af samme grund skal du ikke bruge styresystemer, der ikke længere bliver vedligeholdt, da sikkerhedshullerne ikke længere bliver lukket. Windows XP, Windows Vista og Windows 7 er alle forældede, og har du et af disse styresystemer, slkal du hurtigst muligt skifte til et nyt.
Dit styresystem er det vigtigste at holde opdateret, men Office-programmer, Adobe Reader, dit videoafspilningsprogram, og resten af dine programmer er også vigtige at holde opdateret, da hackere via de programmer kan stjæle dine data.
7. Mails: Pas på fupmails og fupsms’er
Fupmails og fupsms’er kan prøve at snyde dig på flere måder. Emnerne for de mest almindelige fupmails er:
- Din bank eller kreditkortudbyder mangler oplysninger.
- Du har fået penge tilbage i SKAT.
- Du har modtaget en pakke, som venter på at blive hentet.
- Du har vundet en præmie.
- Tilbud på Viagra, porno eller lignende.
Lad være med at åbne mails fra e-mailadresser du ikke kender. Og vær altid forsigtig med at trykke på links i mails, hvis du er det mindste usikker på, om de er ægte.
8. Tænk, før du taster
Dine oplysninger er guld værd for svindlerne. Tænk dig derfor altid om, før du klikker på et link, et søgeresultat, en sms eller en mail. Vær kritisk. Er tilbuddet for godt til at være sandt? For så er det nok ikke sandt.
Bliv advaret om fupmails og digitalt svindel – download Forbrugerrådet Tænks app Mit Digitale Selvforsvar og få advarsler på din telefon. Du kan også få hjælp, hvis du er kommet galt af sted på nettet.
Forbrugerrådet Tænk mener: Kræv dine digitale rettigheder overholdt
"Selv om vi i dag færdes meget online, har vi ret til privatliv. Det er på tide, at virksomheder ikke indsamler flere oplysninger, end de må, og at du som forbruger får kontrol over dine oplysninger.
Databeskyttelsesloven er et vigtigt initiativ, når det gælder sikkerheden af dine personlige oplysninger og retteb til dit privatliv.
Nu er det op til dig at gøre dem gældende. Bed om at få indsigt i dine oplysninger, få dem rettet eller slettet, hvis de er forkerte. Vi holder et skarpt øje med at virksomheder og myndigheder, så reglerne kan komme ud at leve i hverdagen og ikke kun på papiret."
- Anette Høyrup, chefjurist i Forbrugerrådet Tænk
Kender du disse 4 typer svindel?
Mange tusind danskere bliver hvert år udsat for digital svindel, og svindlerne udvikler og avancerer deres taktikker. Men hvis du er opmærksom på deres tricks, kan du bedre beskytte dig mod dem.
Forbrugerne betaler med data: Flere medier kræver login
Flere medier og digitale indholdstjenester kræver, at du skal logge ind for at få adgang til indholdet, men selvom et login ofte giver fordele til brugerne, er der også en bagside ved udviklingen, siger eksperter.
Sådan sletter du data på din mobiltelefon og computer
Din mobiltelefon, computer og tablet gemmer på personlige oplysninger om dig, der kan blive misbrugt, hvis du ikke sletter dem korrekt. Se, hvordan du sletter dine data her.