Store prisforskelle hos dyrlægen | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Store prisforskelle hos dyrlægen

Mange dyrlæger oplyser ikke priser på deres ydelser på nettet, og nye tal viser, at priserne svinger markant fra dyrlæge til dyrlæge. Det skriver medlemsbladet Forbrugerrådet Tænk, der udkommer tirsdag.
Af Forbrugerrådet Tænk
2. Februar 2015
Store prisforskelle hos dyrlægen
Foto: iStockphoto

Kastration koster vidt forskelligt

Ydelser hos dyrlægen svinger med flere 100 % i pris, skriver medlemsbladet Forbrugerrådet Tænk på baggrund af tal fra prisportalen myvet.dk. Et almindeligt indgreb som kastration svinger fx fra 500 kr. til mere end 2000 kr. 

Samtidig er der ingen retningslinjer for eller krav til, at dyrlæger skal oplyse pris på deres hjemmeside. Og et tjek af 236 dyrlæger foretaget af myvet.dk viser, at over halvdelen ikke har nogen priser på hjemmesiden.

Cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Martin Salamon mener, at det er problematisk, hvis man som forbruger ikke har mulighed for at sammenligne priser på dyrlægeydelser.

“Det er ikke din bil, der skal repareres, men et væsen, du har et personligt forhold til, der skal til lægen. Man får let en loyalitet over for den dyrlæge, man er vant til og tryg ved. Men når prisforskellen er så stor, bør man som forbruger overveje at undersøge markedet, da autoriserede dyrlæger har en lang uddannelse bag sig og ved, hvad de gør,” siger han.

Prisforskelle kan skyldes manglende konkurrence

Der kan være naturlige forklaringer på de forskellige priser, påpeger Martin Salamon. 

“Prisforskelle kan være udtryk for reelle forskelle i omkostninger, kvaliteten og omfanget af det arbejde, dyrlægerne udfører. Men det kan også være udtryk for, at der mangler konkurrence, og at den enkelte dyrlæge kan sætte prisen, som han eller hun vil, uafhængigt af forbrugeren,” siger han.