Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Fupbutikker på nettet: Sådan anmelder du dem

Falske hjemmesider og online butikker er lette at lave for svindlere. Men hvad skal du gøre, hvis du støder på en falsk webshop?
Af David Bergeon
9. Februar 2017
Falske mærkevarer
Foto: iStock

Fupbutikken skal du anmelde her

Fup med falske webbutikker er et stigende problem. Økonomisk kriminalitet i forbindelse med online-handel er nemlig tre-doblet fra 100 sager i 2009 til 300 sager i 2014 ifølge politiets tal.

Svindel på nettet er strafbart og en sag for politiet. I ægte webshops har du rettigheder som forbruger. Det betyder eksempelvis, at du kan klage over dårlig service og bruge din fortrydelsesret. Men er siden er falsk, er der tale om svindel, og så skal du anmelde siden til politiet.

Politiet har eksperter, der arbejder med at afsløre fupbutikkerne på nettet, i afdelingen SØIK (Særlig Økonomisk og International Kriminalitet), også kendt som bagmandspolitiet. De får bedre muligheder for at stoppe svindlerne, jo hurtigere du anmelder siden.

Send derfor straks din anmeldelse af fup-siden til SØIK på denne adresse: saoek@ankl.dk 

Fupbutikker forsvinder igen – anmeld dem med det samme

Fupbutikker på nettet er lette at sætte op, så det ligner den ægte vare. Opsætningen kræver stort set kun en god grafisk skabelon, som hurtigt kan findes på nettet, samt at svindleren køber en dansk webadresse, altså et domænenavn der slutter på .dk.

Falske webshops kan køre i lang tid, uden at de nødvendigvis bliver opdaget. Det kan svindlerne udnytte for at lænse uvidende kunders kreditkort eller sælge kopiprodukter, indtil siden bliver lukket ned.

Få dine penge tilbage

Betal altid kun med de velkendte betalingskort, for hvis det er en fupbutik, kan banken føre dine penge tilbage for dig.

Kontooverførsler skal du holde dig fra, for så kan banken ikke hjælpe dig.

Sådan får du dine penge tilbage

Undgå snydebutikker på nettet

Webshops skal du undersøge grundigt, før du handler. Hvilke kontaktoplysninger giver netbutikken for eksempel? Telefonnumre og adresser på webbutikker kan være falske. Tjek derfor også andre oplysninger.

E-mærket fortæller dig for eksempel, at virksomheden bag siden har forpligtet sig til at overholde dansk lovgivning, har en godkendt betalingsordning og ikke udsender spammails m.v.

Genkend en falsk webshop

Forbrugerrådet Tænk mener: Luk smuthullet for svindel

"Smuthullet for økonomisk fup skal lukkes, så svindlerne ikke kan misbruge forbrugernes tillid, når de handler på nettet.

Svindlerne vil nu få sværere ved at oprette en dansk webadresse, for DK Hostmaster, som styrer danske domænenavne, er i fuld gang med at stramme op på sikkerheden.

Reglerne bliver ændret, som Forbrugerrådet Tænk har anbefalet, så danske købere af domænenavne skal bruge NemID frem for blot et CPR-nummer. Der bliver også indført id-kontrol for udenlandske købere af domænenavne, og det er et godt skridt i den rigtige retning.”

Anette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.