Sådan vælger du børneservice uden uønsket kemi
Skåle, kopper, spisesæt og bestik til børn kan afgive problematiske stoffer til maden. Se, hvilke typer børneservice du skal kigge efter.
Tallerkener, kopper og børnebestik findes i mange forskellige praktiske materialer, der ikke så let går i stykker.
Men det er ikke alle typer børneservice, der er det bedste valg, hvis du vil undgå uønskede kemikalier.
Se, hvad du skal kigge efter, når du skal vælge børneservice.
Brug spisesæt af glas, porcelæn eller rustfrit stål
Vi anbefaler, at du bruger spisestel og børnebestik af almindeligt glas, porcelæn eller rustfrit stål til dine børn. Disse materialer er stabile og afgiver generelt ikke uønskede kemikalier til maden. Heller ikke når de bruges til varm mad.
Glas og porcelæn kan du som regel godt bruge til at opvarme mad i mikroovnen. Rustfrit stål må du ikke komme i mikroovnen.
Undgå melaminplast til varm mad
Brug ikke kopper, skåle eller tallerkener af melamin til varm mad og drikke - og slet ikke til at opvarme mad i mikrobølgeovnen.
Børneservice af melaminplast kan afgive de skadelige stoffer formaldehyd og melamin, som begge er kræftfremkaldende. Melamin er også mistænkt for at skade nyrer og blære.
Stofferne afgives, hvis melaminen opvarmes for meget, eller hvis den bliver slidt. Det gælder også for anden typer plastik.
Plastik er ikke altid stabilt. Derfor er der en risiko for, at materialet kan afgive uønskede kemikalier til maden. Højere temperaturer og mad med højt fedt- eller syreindhold øger typisk risikoen for, at plasten afgiver kemikalier.
Hold øje med skåle og tallerkener af silikone
Silikone kan indeholde stofferne cykliske siloxaner som fx cyclotetrasiloxane (D4). Nogle cykliske siloxaner er på EU’s liste over særligt problematiske stoffer, nogle er mistænkt for at være hormonforstyrrende og én, D4, er mistænkt for at skade reproduktionsevnen.
Vi har testet almindelige silikoneforme for afgivelse af uønsket kemi, når de bruges i ovnen ved høje temperaturer. Her ser vi, at flere bageforme afgiver cykliske siloxaner.
Vi har ikke testet børneservice af silikone, men resultaterne fra testen peger på, at der også kan være en risiko for afgivelse af kemikalier fra tallerkener, spisestel mm. til børn af silikone.
Børneservice af silikone opvarmes ikke i lige så lang tid og ved lige så høje temperaturer som bageforme, men de kan typisk godt gå i mikroovnen eller bruges til varm mad.
Gode tips til børneservice af plastik og silikone
Spiser dine børn varm mad og drikke af spisesæt i melamin eller silikone, behøver du ikke blive bekymret.
Det er nemlig ikke den enkelte skål, kop eller tallerken i sig selv, der kan være problematisk for dine børns sundhed.
Men de kan blive udsat for uønsket kemi fra flere forskellige kilder, og kombinationen af de mange forskellige stoffer kan blive problematisk på længere sigt. Dette kaldes også cocktaileffekten.
Det kan derfor være en god idé at begrænse udsættelsen for uønsket kemi i hverdagen og følge nogle enkelte gode tips.
Det kan du gøre:
- Vask alle nye produkter, inden du bruger dem til mad.
- Kog eller opvarm børneservice af silikone i ovnen, inden du bruger det til mad. Evt. med vand, som du smider ud bagefter. Tjek først, hvad det enkelte produkt kan tåle af temperatur. Sådan kan du fjerne nogle af de kemikalier, der kan være på overfladen af nye produkter.
- Undgå at bruge melaminservice til varm mad og drikke eller at sætte det i mikroovnen. Det kan også være en god ide at begrænse opvarmning af mad i service af anden plast og silikone.
- Overhold altid grænsen for temperaturen angivet på servicen.
- Skil dig af med slidte produkter.
- Køb din børneservice fra danske forhandlere.
Bambusplast til børn er ikke længere tilladt
Inden for de seneste år har service til børn og babyer af bambusplastik – som er en kombination af bambus og melamin – været meget udbredt. Men det er ikke længere tilladt.
Bambusplastmaterialet mangler godkendelse i EU og samtidig vurderer myndighederne, at service af bambusplast kan afgive større mængder melamin og formaldehyd. Men du kan stadig støde på bambusplast i børneservice hos nogle forhandlere – særligt udenlandske.
Vi opfordrer til at stoppe med at bruge det bambusplast, som du stadig har stående hjemme i køkkenskabet.
Lovgivningen for børneservice er ikke tilstrækkelig
Selvom vores test af silikoneforme viser, at flere afgiver problematiske stoffer i større mængder, er der ingen specifik lovgivning i EU for silikone beregnet til mad. Som forbruger er du derfor ikke tilstrækkeligt sikret imod udsættelse af kemikalier fra silikone.
Den eneste regel, der gælder for alle materialer beregnet til kontakt med fødevarer, er helt overordnet, at de ikke må afgive stoffer i mængder, der er skadelige for menneskers sundhed.
For plastik beregnet til kontakt med mad er der til gengæld specifikke EU regler for afgivelse af en lang række kemikalier. Men det betyder ikke, at plastikken på dit barns kop, tallerken eller skål ikke afgiver nogle problematiske stoffer overhovedet.
Selv hvis det er små mængder og under en grænseværdi, kan afgivelsen fra spisesæt bidrage til børnenes samlede udsættelse for problematiske stoffer som fx mistænkt hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende stoffer.
Denne cocktaileffekt af uønsket kemi er på nuværende tidspunkt ikke medtaget i lovgivningen for plastik beregnet til mad.
Se vores test af uønsket kemi i plast og silikone
-
Vi har undersøgt 8 kopper af melamin til børn for afgivelse af stofferne formaldehyd og melamin efter 20 gange i en opvaskemaskine. Afgivelsen af kemikalier til varmt indhold er målt 3 gange for hver kop.
Vores testresultater viser at:
- 5 produkter afgiver både melamin og formaldehyd til det varme indhold. Afgivelsen af melamin er i minimum 1 af de 3 målinger højere end grænsen for nye melaminprodukter.
- 3 produkter afgiver formaldehyd - men ikke melamin. Afgivelsen af formaldehyd er under grænsen for nye produkter af melamin.
Afgivelsen af melamin og/eller formaldehyd er i mange af kopperne ikke stabil mellem de 3 målinger.
-
Vi har testet 18 silikoneformer for, om de afgiver kemikalier, når du bager kager i ovnen.
Bageformene er testet ved højere temperaturer og i længere tid end hvad der er relevant for børneservice.
I testen har vi fokuseret på tre slags afgivelser af kemikalier:
- En samlet afgivelse af flygtige forbindelser fra bageformene.
- Om denne afgivelse stiger over tid.
- Om der afgives særligt problematiske stoffer.
5 ud af 18 bageforme i testen får den bedste kemibedømmelse, A-kolben. Ud af disse 5 silikoneforme er der 4 forme, der ikke afgiver nogen problematiske stoffer.
-
I perioden 2019-2021 har vi lavet flere undersøgelser af bambusmelamin i fødevareemballage. Find undersøgelserne her:
Bisphenoler er udbredte i dåser
Det er svært helt at undgå hormonforstyrrende bisphenoler i sodavandsdåser og konservesdåser. Det viser vores nye test af 18 dåser til mad og drikke.
Nonstick-stegepander: Sådan undgår du PFAS
Stegepander og gryder med nonstick kan indeholde PFAS, der ophober sig i kroppen og miljøet. Læs, hvad du skal gøre for at undgå PFAS.
Mug på maden: Hvad gør du?
Mug på mad er skimmelsvampe, som kan producere svampegift, der kan skade vores arveanlæg og være kræftfremkaldende. Se, hvad du skal gøre, hvis der er mug på din mad.