Kemi i solcreme: Ingredienser du skal holde øje med
Solcreme kan indeholde UV-filtre og konserveringsmidler, som kan være mistænkt for at være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende. Her er dem, du bør kende.
Fotokredit: Getty Images
Solcreme er vigtig beskyttelse mod UV-stråler – og noget du bør smøre på ofte, når sommeren rammer og UV-indekset stiger.
Men det kan betale sig at kigge nærmere på, hvad din solcreme indeholder. Nogle UV-filtre og konserveringsmidler mistænkes nemlig for at være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende – og fordi solcreme er et leave on-produkt, der bliver på din hud i lang tid, kan din krop optage stofferne.
Her får du et overblik over de ingredienser, det er værd at kende.
Mistænkt hormonforstyrrende solfiltre
En række solfiltre er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De mest kendte er:
- Ethylhexyl salicylate (et solfilter)
- Octocrylene (et solfilter)
- Benzyl salicylate (et parfumestof)
- Ethylhexyl methoxycinnamate (et solfilter)
- Homosalate (fra 2025 må solfilteret ikke længere være i almindelige solcremer)
Det enkelte solfilter er ikke farligt, men det kan bidrage til din samlede udsættelse for uønsket kemi.
Der findes rigtig mange gode solcremer uden disse solfiltre i vores kemitest af solcremer og i Kemiluppen, som du kan vælge i stedet for.
Børnesolcremer har ikke skrappere kemikrav
Står der, at solcremen er "til børn" er der ingen garanti for, at indholdet er mere skånsomt end til voksne.
Der findes ingen særlige lovkrav til indholdsstofferne i børnesolcremer, og derfor kan selv produkter målrettet børn indeholde UV-filtre, der mistænkes for at være hormonforstyrrende.
Derfor er det en god ide at tjekke solcremer til børn for uønsket kemi med vores app Kemiluppen.
Solcreme kan give allergi
Du kan også finde parfume og visse konserveringsmidler i solcremer, som kan give allergi.
Des mere du udsættes for allergifremkaldende stoffer, des større er risikoen for at udvikle allergi.
Du kan scanne stregkoden på din solcreme med appen Kemiluppen og tjekke for parfume og andre allergifremkaldende stoffer. Det vil udløse en B-kolbe, som er en middel bedømmelse.
Skal du vælge kemiske eller fysiske filtre?
Overordnet set er der ikke grund til at fravælge kemiske filtre – også kaldet organiske – frem for fysiske filtre, der også går under navnet mineralske. Begge typer beskytter mod UV-stråler, og vi vurderer dem ikke som bedre eller dårligere end hinanden.
Langt de fleste solcremer på markedet er med kemiske - eller organiske - filtre, og de virker ved at absorbere solens UV-stråler i huden. Gennem en kemisk proces omdanner og "uskadeliggør" solfiltrene strålingen.
Fysiske filtre kaldes også mineralske, fordi de består af zink eller titanium. De kaldes "fysiske", fordi de beskytter ved at lægge sig uden på huden, hvorfra de reflekterer solens UV-stråler. Der er kun to fysiske filtre, der er tilladt i EU: Titaniumdioxid og zink oxide.
Der er relativ få solcremer på det danske marked, der baserer deres beskyttelse udelukkende på fysiske filtre. De vil typisk gøre opmærksom på det i deres markedsføring fx ved at skrive "mineral".
Der er enkelte kemiske filtre, som mistænkes for at være hormonforstyrrende eller skadelige for miljøet. De filtre anbefaler vi, at du styrer uden om, når du vælger solcreme.
Nano-solfiltre skal fremgå
Solfiltre som fx titaniumdioxid finder du som nanoform i solcremer. Det er et filter, der lægger sig som en film over huden, så solens stråler ikke rammer huden.
Nano er en fælles betegnelse for en lang række stoffer, der er meget små og skal fremgå af ingredienslisten i solcreme.
Vil du undgå nano, så gå udenom produkter, hvor der står (nano) i ingredienslisten eller vælg svanemærket, der ikke tillader nanostoffer.
EU's videnskabelige komité vurderer dog, at nano er sikkert at bruge i solcreme. Derfor vurderer Forbrugerrådet Tænk Kemi ikke nanostoffer.
Den enkelte solcremer er sikker at bruge - cocktaileffekten er problematisk
Cocktaileffekten betyder, at du kan blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Den samlede udsættelse kan udgøre en sundhedsrisiko.
Solcreme er i sig selv sikkert og vigtigt at bruge som solbeskyttelse. Men det er generelt en god ide at nedsætte din samlede udsættelse for mistænkt hormonforstyrrende stoffer, når du kan. Det kan sagtens lade sig gøre at finde en solcreme uden uønsket kemi.
Sådan vælger du solcreme uden uønsket kemi
Vil du undgå mistænkt hormonforstyrrende stoffer eller miljøbelastende stoffer i din solcreme, kan du gå efter solcremer med Svanemærket. Der kan dog stadig være parfume i disse produkter.
Vil du også gerne undgå parfume eller andre allergifremkaldende stoffer, kan du finde solcremer med både Svanemærket og allergimærker.
Du kan også bruge appen Kemiluppen og se, om din solcreme er fri for uønskede stoffer. Vælg produkter med A-kolbe, hvis du vil have solcremer uden en række problematiske kemikalier.
UV-tøj er god solbeskyttelse for børn
Solbeskyttende tøj til børn er en god idé – især, hvis I skal sydpå. Læs her, hvordan du vælger UV-beskyttende tøj, og hvordan tøjet skærmer mod solen.
Du kan godt bruge sidste års solcreme
Hvis solcremen lugter normalt, ser normal ud og har normal konsistens, kan du godt bruge den, selvom den har været åben sidste sommer.
Sådan beskytter du dig bedst mod solen
Hvor meget solcreme skal du bruge og hvilken SPF? Beskytter UV-tøj, og er vandfast solcreme vandfast? Få svar her og undgå solskader.