Brune ris - Disse er bedst i test
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Disse brune ris er de bedste i test

Vi har testet brune ris for smag og duft og for pesticidrester, svampegift og arsen. Se hvilke varianter, vi anbefaler.

Sally Ungaretti · Foto: Getty Images · 16. januar 2025
Disse brune ris er de bedste i test - anbefaler logo

11 forskellige varianter af brune ris har været en tur i vores laboratorium, hvor de er blevet testet for blandt andet smag og duft, pesticidrester, arsen og svampegifte. 

Brune ris kommer fra samme risplanter som hvide ris, men på brune ris er der en større del af riskornenes skaller, der er bevaret under forarbejdningen. Det betyder både, at risene er brune i farven, at de brune ris har flere kostfibre og næringsstoffer end de afskallede hvide ris.

Hovedkonklusionen af testen brune ris

  • Nogle brune ris indeholder pesticidrester, men ikke over de tilladte grænseværdier
  • Pris og kvalitet hænger ikke sammen
  • Tre mærker har afvigelser i smagen
Se hele testen af brune ris

Nogle ris smager dårligt

De brune ris er blevet testet i en sensorisk bedømmelse, hvor de er blevet tilberedt efter anbefalingen på pakken, hvorefter smagseksperter har lugtet til og smagt på risene.

De fleste af risene dufter og smager godt, men en enkelt variant smager lidt af pap. Endnu værre er det for to andre varianter i testen, der har en lidt muggen og harsk smag.

Pesticider og svampegifte i brune ris

De brune ris er alle blevet testet for mere end 500 forskellige slags pesticider og for svampegifte, der kan dannes, hvis en fødevare er begyndt at mugne. Ingen af de brune ris, vi har testet, indeholder mykotoksiner.

Der er dog nogle af risene, der indeholder pesticidrester. Selvom det er under den tilladte grænseværdi, trækker fundene ned på den samlede bedømmelse for de enkelte varianter.

Arsen i  brune ris er højere 

I samtlige af de testede ris har vi fundet tungmetallet arsen, der vurderes som kræftfremkaldende, hvis man indtager det i store mængder, ofte eller over lange perioder. I alle risene var mængden af arsen dog under den tilladte grænseværdi.

Arsen bliver optaget af risene gennem det vand, de vokser i eller bliver vandet med under dyrkningen. Derfor er arsen-indholdet ikke nødvendigvis lavere i økologiske ris.

På grund af forekomsten af arsen i ris anbefaler Fødevarestyrelsen, at du renser risene, inden du tilbereder dem. Det kan du gøre ved, ud over at skylle dem grundigt, at lade dem stå i blød, før du koger dem, eller koge dem i rigeligt vand for at nedsætte indholdet.

Klimaaftrykket fra ris er relativt høj

På grund af dyrkningsmetoden har ris en relativt høj CO2e-udledning. CO2e dækker over udledningen af flere forskellige drivhusgasser end bare CO2 (altså kuldioxid) – fx metan og lattergas. 

Risdyrkning udleder især metangas, der er langt kraftigere end CO2, og det er derfor, ris bonner ud i klimaregnskabet sammenlignet med andre kulhydratholdige fødevarer.
Concito har kun tal på CO2e-udledningen for parboiled ris.

Ris_klimaaftryk

Store prisforskelle på brune ris

Priserne på de brune ris svinger meget, og du kan komme af med alt mellem 15 og 72 kroner pr. kilo, viser testen. Og priserne hænger ikke nødvendigvis sammen med hverken kvalitet eller økologi.

Nogle ris mangler ordentlig oplysning om oprindelsesland

På nogle af rispakkerne står der oplyst, hvor risene er dyrket helt ned til land eller endda region. På andre pakker står der blot, om risene er dyrket i eller uden for EU, og på nogle står der slet ikke noget om oprindelse.

Det er ikke et krav, at producenten skal skrive, hvor risene er fra. I Forbrugerrådet Tænk mener vi dog, at man bør gøre det for at give forbrugerne så mange relevante oplysninger som muligt at træffe deres valg ud fra.

Disse brune ris anbefaler vi

Ud fra testens resultater er der tre forskellige varianter af brune ris, vi anbefaler.  To opnår vores 'Anbefaler' , mens en god og billig variant er et godt valg.

Tak, fordi du læser med

Som medlem får du adgang til alle test og artikler på tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?