Ris: Sådan får du mindre uønsket arsen
Ris har et naturligt indhold af arsen, som kan være kræftfremkaldende i større mængder. Se, hvordan du skal tilberede ris.
Ris har et naturligt indhold af tungmetallet arsen, som optages i ris fra vandingsvandet.
Arsen findes naturligt i bl.a. jord og vand, og derfor varierer indholdet meget fra sted til sted.
Arsen i større mængder kan give kræft
Arsen kan være kræftfremkaldende. Indtager du stoffet i store mængder – fx hvis du spiser ris og riskiks eller drikker rikdrik hver dag over en årrække – øger du derfor risikoen for at få kræft.
Det siger eksperter fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur EFSA i en opdateret risikovurdering. Deres vurdering er, at mængden af arsen fundet i mennesker fortsat er bekymrende i forhold til forekomsten af kræft.
Derfor har DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen ændret deres anbefalinger. De nye anbefalinger lyder på, at du kan koge ris i mere vand og sætte risene i blød i længere tid.
Sæt ris i blød længe og kog i rigeligt vand
Du kan reducere mængden af arsen i ris på forskellige måder. Det er ikke nødvendigt at følge alle rådene. Men jo mere du gør før og under kogningen, des mindre arsen bliver du udsat for.
Skal du tilberede ris, kan du minimere mængden af uorganisk arsen ved at:
- Skylle risene, indtil vandet er klart.
- Du kan også sætte ris i blød et par timer, før du koger eller damper dem.
- Har du travlt, kan du hælde kogende vand over risene og sætte dem i blød i 15-30 minutter.
- Koge ris i for meget vand, ligesom du koger pasta, og hælde overskydende vand fra efter kogning.
Rådene gælder for alle typer af ris, som fx hvide ris, brune ris, parboiled ris mm.
Spis varieret
Brune, røde og sorte ris indeholder næsten dobbelt så meget uorganisk arsen som hvide ris.
Fuldkornsris er stadig sunde at spise, men det er vigtigt at spise varieret, så ris ikke fylder alt for meget i din daglige kost.
Køb fra forskellige oprindelseslande
Indholdet af arsen i ris afhænger bl.a. af den jord, som risene er dyrket i.
Indholdet varierer fra egn til egn i de forskellige lande. Man kan ikke sige, at ris fra nogle lande har mindre indhold af arsen end andre.
Men du kan variere områderne ved at købe ris fra forskellige oprindelseslande.
Børn skal ikke spise for meget ris
Børn indtager mere arsen i forhold til deres kropstørrelse, når de spiser ris.
Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at forældre er ekstra påpasselige med indtaget.
Fødevarestyrelsen fraråder desuden riskiks og risdrikke til børn.
Børn og ris:
- Vær ekstra påpasselig med indtag af ris. Børn indtager mere arsen i forhold til deres kropsstørrelse.
- Undgå risdrikke og riskiks til børn.
- Grød med ris, som fx rismelgrød og risengrød, bør du ikke give din baby hver dag.
Fødevarestyrelsen understreger, at ris – herunder fuldkornsris – sagtens kan indgå i sund kost. Men variation er som sagt vigtigt – og dette gælder også for alle andre typer mad.
Arsen findes i visse typer tang
Der er fundet høje koncentrationer af arsen i visse typer af tang. Det gælder bl.a. i hijiki tang, som Fødevarestyrelsen derfor fraråder at spise.
Samtidig er der generelt mangelfuld viden om indholdet af arsen og andre stoffer i tang.
Spiser du tang, er det en god ide at spise varieret i forhold til arter og oprindelse for at undgå at få for store mængder arsen.
Organisk og uorganisk arsen
Grundstoffet arsen findes i organisk og uorganisk form.
Uorganisk arsen er problematisk, fordi det kan forårsage kræft. Det er uorganisk arsen der findes i ris og tang.
Organisk arsen kan du finde i fx fisk og er ikke anset for at være problematisk.
Bisphenoler er udbredte i dåser
Det er svært helt at undgå hormonforstyrrende bisphenoler i sodavandsdåser og konservesdåser. Det viser vores nye test af 18 dåser til mad og drikke.
Nonstick-stegepander: Sådan undgår du PFAS
Stegepander og gryder med nonstick kan indeholde PFAS, der ophober sig i kroppen og miljøet. Læs, hvad du skal gøre for at undgå PFAS.
Mug på maden: Hvad gør du?
Mug på mad er skimmelsvampe, som kan producere svampegift, der kan skade vores arveanlæg og være kræftfremkaldende. Se, hvad du skal gøre, hvis der er mug på din mad.