Gå til hovedindhold

Disse solcremer er Bedst i test

Det er vigtigt at finde en solcreme, som du kan lide at bruge, og som beskytter som lovet mod solens skadelige stråler. Der er mange gode solcremer, der også er fri for mistænkt hormonforstyrrende stoffer og parfume. Det viser vores test af solcremer med SPF 30, 50 og 50+.

Julie Trolle Boding · Foto: Getty Images · 9. juni 2026
disse solcremer til børn og voksne er Bedst i Test

Det er vigtigt at beskytte huden med solcreme, og derfor er det vigtigt at finde en solcreme, som du godt kan lide at bruge, og som beskytter som lovet. 

Og der er forskel på, hvor godt solcremerne beskytter, samt hvor gode de er at bruge. 

Det viser Forbrugerrådet Tænks test af solcremer, som netop er blevet opdateret. 

Hovedkonklusioner fra testen af solcremer

  • De bedste solcremer har en høj beskyttelse mod både UVA- og UVB-stråler fra solen. Enkelte solcremer beskytter ikke med den solfaktor, som de lover. 
  • En række solcremer – herunder solcremer til børn – indeholder parfume og hormonforstyrrende stoffer
  • Pris og kvalitet hænger ikke nødvendigvis sammen. 
Se og sammenlign alle solcremer i vores test

Beskyttelse mod UVA- og UVB-stråler fra solen

Vores hud skal beskyttes både mod solens UVA- og UVB-stråler.

Solcremers UVB-beskyttelse skal være lige så høj som den angivne solfaktor (SPF) på cremen, mens UVA-beskyttelsen skal være minimum en tredjedel af den angivne faktor, men gerne mere.

Men ikke alle solcremer beskytter som lovet. Det viser vores uafhængige test. 

I alt seks solcremer har ikke den solfaktor – altså beskyttelse mod UVB-stråler – som angivet på emballagen. Det betyder ikke, at de slet ikke beskytter mod solen – de beskytter bare ikke så godt som lovet. 

Der er tale om tre almindelige solcremer, hvoraf den ene er en børnesolcreme, og tre ansigtssolcremer. De tre ansigtssolcremer dumpede vores test for to år siden, men vi har testet dem igen for at se, om producenterne har forbedret beskyttelsen, så den lever op til den solfaktor de lover – men det gør de ikke. 

Der er 54 solcremer i testen, som lever op til den solfaktor, der står på pakken, og dermed beskytter mod UVB-stråler som lovet. Men der er forskel på, hvor godt de forskellige solcremer beskytter mod UVA-strålerne. 

I testen får solcremer, der har en højere UVA-beskyttelse end minimumskravet på en tredjedel af UVB-beskyttelsen, en bedre bedømmelse, da effektiv beskyttelse mod UVA-stråler også er vigtig for at forebygge fremtidige solskader i huden.

Anbefaling: Vælg mindst SPF 30

Vær opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bruger solcreme med SPF 30 fremfor 15 – også i Danmark. 

Sundhedsstyrelsen står bag anbefalingen sammen med Dansk Dermatologisk Selskab, Danmarks Meteorologiske Institut, Kræftens Bekæmpelse, Miljø- og ligestillingsministeriet og Videncenter for Hudkræft.

Solcremer med parfume og hormonforstyrrende stoffer

Vores test ser også nærmere på indholdsstofferne i solcreme, og der er en række solcremer, som indeholder både parfume og uønsket kemi. 

Det er ikke ulovligt, men det er muligt at finde gode solcremer uden. 

I vores test er der 39 solcremer uden parfume og 21 solcremer med parfume. 

”Der er ikke særlige krav til solcremer til børn, og vi tester dem ikke anderledes end almindelige solcremer. Men vi giver dog en dårlige bedømmelse til børnesolcremer, hvis de indeholder parfume, da vi på grund af allergirisikoen fraråder parfume til børn,” siger Stine Müller, testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk.  

Hun peger på, at man lige så godt kan vælge en god almindelig solcreme uden parfume eller uønsket kemi til børnene. Nogle mærker slår på, at børnesolcremer er ekstra vandfaste eller er særligt udviklet til børnenes sarte hud – men de officielle krav for at kalde en solcreme for ”vandfast” er blot, at der skal være 50 procent af solcremen tilbage efter badning. Uanset hvad skal du huske at smøre dit barn jævnligt, når det bader, sveder, tørrer sig håndklædet osv. 

Så meget beskytter SPF

  • SPF 15 bremser 93% af strålerne
  • SPF 20 bremser 95 % af strålerne
  • SPF 30 bremser 97 % af strålerne
  • SPF 50 bremser 98 % af strålerne
  • og SPF 50+ bremser mere end 98 % af strålerne

Du skal mindst bruge faktor 30 for at være beskyttet godt nok i Danmark.

Har du lys eller sart hud, eller skal du være i solen i et land, hvor solens stråler er kraftigere, skal du bruge en solcreme med en højere faktor.

Det er vigtigt, at du søger skygge, bruger solhat og dækker dig til med tøj særligt i middagstimerne for ikke at få for meget sol i sommerhalvåret.

En dyr solcreme er ikke en garanti for bedste solbeskyttelse

Vores solcreme test viser, at der er mange gode solcremer. Det er solcremer, der både holder den lovede faktor, er gode i brug og samtidig fri for indhold af problematisk kemi.

Blandt de solcremer, der klarer sig bedst i vores test, finder vi både billige solcremer og dyre solcremer. Da det allervigtigste ved solcreme er at smøre nok på, kan det være en fordel at købe et billigere produkt, så du ikke kommer til at spare på cremen, fordi den er dyr.

Du skal bruge ca. 40 ml solcremen til at smøre kroppen ind, hvilket svarer til en stor håndfuld – og det skal du gøre flere gange om dagen og særligt efter en svømmetur. Det betyder, at en stor tube solcreme på 400 ml holder til 10 indsmøringer eller et par dage på stranden eller ved poolen.

Med i testen er også ansigtssolcremer. Ofte er det solcremer, der ifølge producenterne er lettere i konsistensen og fedter huden mindre. Solcreme til ansigtet er generelt dyrere end almindelige solcremer, og du kan også sagtens bruge almindelige solcremer i ansigtet. 

Disse solcremer har vi testet

Vi tester solcremer i faktor 30, 50 og 50+ fra mange af de kendte mærker:

A-derma, Apotekets, Avène, Avivir, Bioderma, Biotherm, Caudalie, Cerave, Cien Sun, Decubal, Derma, Ecooking, Garnier Ambre Solaire, Grøn Balance, Ivy Aïa, Karmameju, Kiko, Lancaster, La Roche-Posay, Matas Natur, Matas Striber, Nivea Sun, Nuxe Sun, Plaisir By Matas, Respire, Riemann P20, Rituals, Salling Fri, Vichy og Änglamark.

Vil du læse hele artiklen om solcreme?

Login her eller få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?