Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Indboforsikring: Sådan vælger du den bedste og billigste

Hvad dækker indboforsikringen - og hvad dækker den ikke? Og hvor meget skal du forsikre dig for? Få hjælp til at vælge en indboforsikring, der passer til dine behov.
Af Mette Andrea Boesgaard
18. Marts 2021
Inboforsikring
Foto: Getty Images

Indboforsikring svinger i pris

Din indboforsikring skal dække lige præcis det, du har brug for, så du hverken betaler for meget eller underforsikrer dig.

Magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge har testet indboforsikringer i mange år, og vores test viser, at der er stor forskel på pris og vilkår.

Få hjælp til at finde den bedste indboforsikring her.

Er du abonnent på magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge, så klik her for at læse testen

 

Hvad dækker indboforsikringen?

Indboforsikringen dækker løse ejendele i dit hjem. Det vil i store træk sige de ting, der ville falde ud, hvis du holdt hjemmet på hovedet og rystede det.

Ting, der sidder fast i eller på din bolig, er dækket af din husforsikring.

Vær opmærksom på, at nogle forsikringer kun dækker ting, der permanent er i dit hjem – andre dækker også ting, du tager med dig, for eksempel i tasken, i bilen, på ferie og så videre.

Husforsikring: Dette dækker den

I hvilke tilfælde dækker indboforsikringen?

Indboforsikringer er meget forskellige. Som udgangspunkt dækker de dog genstande ved:

  • Indbrud
  • Simpelt tyveri fra uaflåste lokaler, røveri og overfald
  • Hærværk
  • Skader på ting i forbindelse med brand, pludselig vandskade eller færdselsuheld
  • Visse vejrskader, som for eksempel stormskader
  • Skader på en

En indboforsikring indeholder også en ansvarsforsikring og en retshjælpsforsikring.

Ansvarsforsikringen dækker, hvis du laver skader på en andens indbo eller ufrivilligt er skyld i, at andre kommer til skade.

Retshjælpsforsikringen dækker nogle af dine omkostninger, hvis du havner i konflikter i privatlivet, for eksempel nabokonflikter, erstatningssager eller lejeretssager. Sager om skat, skilsmisse, inkasso og ansættelsesforhold er normalt ikke dækket.

Retshjælp dækker typisk også ved identitetstyveri.

Sådan er dine rettigheder ved storm, skybrud og stormflod

Hvem er dækket af indboforsikringen?

Indboforsikringen dækker som udgangspunkt alle i husstanden, både børn og voksne.

Lejere eller logerende er normalt ikke omfattet af din indboforsikring.

Udeboende børn kan i visse selskaber være dækket af din indboforsikring, indtil de fylder enten 18 eller 21 år, så længe de bor alene.

Hvad koster indboforsikringen?

sinet Forbrugerrådet Tænk Penge tester jævnligt indboforsikringer. Vores test viser, at indboforsikringer for en gennemsnitsfamilie koster mellem 1.500 og 3.300 kroner per år.

Prisen på indboforsikringen, som også kaldes forsikringspræmien, varerier dog alt efter, hvor du bor, hvor stort dit hjem er, hvor mange I bor i husstanden, hvor mange værdier du har, og hvor gammel du er.

Du betaler for din forsikring månedligt, per halvår eller årligt – vær dog opmærksom på, at du ofte kan spare penge ved kun at betale forsikringspræmie én gang om året.

Overvej størrelsen på selvrisikoen

Selvrisikoen er det beløb, du selv skal betale i tilfælde af skade. Selvrisikoen påvirker, hvor meget du betaler for din forsikring.

Overvej hvor meget du har råd til at betale i selvrisiko, hvis du bliver ramt af skade.

Forsikringspræmien stiger normalt, hvis du vil have en lav selvrisiko. Omvendt betaler du typisk mindre i præmie, hvis selvrisikoen er høj.

Hvad dækker indboforsikringen ikke?

Vilkårene for indboforsikringer kan variere meget, så sæt dig grundigt ind i forskellene på forsikringernes dækning, før du vælger. Vær for eksempel opmærksom på:

  • at indboforsikringer typisk ikke dækker uheld eller pludselige skader. En pludselig skade er en skade, hvor der er tale om et uventet og pludseligt uheld, der resulterer i skade på en genstand. Vil du være forsikret mod den slags uheld, skal du typisk tilkøbe en udvidet dækning.
  • din garage, loftet eller skure og udestuer er typisk ikke dækket, hvis de ikke er aflåst.
  • elcykler er ikke altid cykler, når det kommer til din indboforsikring. Er topfarten på din elcykel højere end 25 km/t, så opfatter forsikringsselskabet måske din elcykel som en knallert og udbetaler ikke erstatning, hvis du får den stjålet.

Tilvalg: Har du behov for ekstra dækning?

Der kan være mange undtagelser i din indboforsikrings dækning. Nogle af disse kan du dække ind ved at købe tilvalgsforsikringer.

Typiske tilvalgsforsikringer er:

  • Pludselig skade (uheld)
  • Elektronikskade
  • Udvidet cykelskade
  • Psykologisk krisehjælp for eksempel i forbindelse med overfald eller livstruende sygdom i nær familie.
  • Identitetstyveri
  • Glas- og sanitetsforsikring (skader på toilet, vinduer, håndvaske og glaskeramiske kogeplader)
  • Dyrt indbo – for eksempel smykker, motoriserede haveredskaber, dyre cykler osv.
  • Rejse- og afbestillingsforsikring.

Læs vilkårene for tilvalgsforsikringerne grundigt. Har du et uheld med din computer, dækker din tilkøbsforsikring mod pludselige skader måske ikke, fordi du i stedet skulle have haft en elektronikforsikring.

Husk, at en tilsyneladende billig indboforsikring kan blive dyr, hvis du har brug for mange tilvalg til forsikringen.

Hvor meget skal du forsikre dig for?

Forsikringssummen, også kaldet indbosummen eller dækningsummen, er det beløb, du forsikrer dig for.

Når du køber en indboforsikring, kan du enten vælge sumløs forsikring eller en forsikring med fast dækningssum.

Sumløs forsikring:

Med en sumløs forsikring skal du ikke regne ud, hvor meget alt dit indbo er værd. Det betyder, at du ikke bliver overforsikret. Til gengæld kan du heller ikke skrue på, hvor meget du betaler for forsikringen ved at sætte forsikringssummen ned.

En sumløs forsikring har ofte begrænsninger på visse grupper af indbo eller et loft over erstatning på enkelte genstande. Har du dyre møbler, dyr kunst eller andet, skal du læse betingelserne grundigt.

Fast dækningssum:

Med en fast dækningssum skal du selv fastsætte, hvor meget alle dine ting er værd.

Husk, at forsikringssummen er det beløb, du har at gøre godt med, hvis du skal ud og købe alle dine ting på ny. Det omfatter både store værdier som møbler, smykker og kunst, indbo som tøj, cykler og hårde hvidevarer, de små ting som gafler, sengetøj og legetøj og de ting, du har i kælderen, udhuset, garagen eller på loftet. Prisen på din forsikring kan ændre sig alt efter forsikringssummens størrelse.

Med en fast dækningssum kan du risikere at over- eller underforsikre dig.

Overforsikrer du dig, betaler du for meget i præmie for en dækning, du ikke kan få glæde af. Du kan nemlig aldrig få udbetalt mere i erstatning, end hvad der svarer til værdien af dit tab.

Underforsikrer du dig, får du ikke hele dit tab dækket, hvis uheldet er ude.

Forsikringsselskabet kan vejlede dig i forhold til, om du har fastsat den rigtige forsikringssum baseret på størrelsen på din bolig og din familie.

Husk at tjekke forsikringssummen med jævne mellemrum. Summen ændrer sig, når du får børn eller flytter til et større eller mindre hjem. Husk også at gemme kvitteringer, så du kan dokumentere, at du har ejet tingene, hvis de bliver stjålet eller brænder.

Hvad gør du, hvis du mister din kvittering?

Hvordan opgøres erstatning?

Sker der en skade, er det vigtigt, at du er så godt stillet som muligt. Ofte sker der det, at forsikringsselskabet leverer en genstand til dig, som i værdi, kvalitet og udseende svarer til det, der er beskadiget.

Du kan også få udbetalt det beløb, forsikringsselskabet selv kunne købe genstanden til. Skal du betale mere for varen, betaler du altså selv merprisen.

Tjek vilkårene for, hvordan forsikringsselskabet opgør erstatning. Når magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge vurderer det, ser vi blandet andet på:

  • Erstattes ting, der er indkøbt som nye, er mindre end 2 år gamle og i øvrigt er ubeskadigede, med genanskaffelsesprisen for tilsvarende nye ting?
  • Erstattes ældre ting til genanskaffelsespris for tilsvarende nye ting, men eventuelt med fradrag for værdiforringelse som følge af alder, brug, mode, nedsat anvendelighed og andre omstændigheder?
  • Erstattes ting, hvor nytteværdien ikke er væsentlig nedsat, med genanskaffelsesprisen for tilsvarende nye ting?
  • Erstattes cykler, briller og elektriske ting efter fastsatte tabeller, så du ved, hvad du får i erstatning?
  • Dækkes merudgifter til redning, bevaring og flytning ved skade på indbo?

Sammenlign forsikringerne

Undersøg pris og forsikringsbetingelser hos flere forskellige selskaber, inden du træffer dit valg.

Brug eventuelt Forsikringsguiden.dk* til at sammenligne dækning, pris og selvrisiko hos forskellige forsikringsselskaber.

Udvælg 3 selskaber, kontakt dem og indhent et skriftligt tilbud fra dem.

Hold øje med, om du har forsikringsbehov, der går ud over standarddækningen hos de enkelte selskaber. Skal du købe ekstra dækning til din dyre cykel eller smykker? Så kan det i sidste ende gøre den samlede pris for din forsikring dyrere end andre forsikringer på markedet.

Har du sammenlignet forsikringer via forsikringsguiden, skal selskaberne skal kunne tilbyde dig en forsikring, der stemmer overens med de oplysninger og priser, du er blevet oplyst gennem forsikringsguiden.dk.

Tilbuddet skal indeholde pris, selvrisiko, forsikringsvilkår og eventuelt tillægsforsikringer.

Sammenlign forsikringsselskaber på forsikringsguiden.dk

Læs vilkårene grundigt

Gennemgå tilbuddene fra forsikringsselskaberne omhyggeligt, og husk, at læse det med småt – og vær særligt opmærksom på undtagelser til dækningen.

Hold øje med, hvordan selskaberne adskiller sig fra hinanden og vurdér, om forskellene vil have nogen betydning for dig. Hav eksempelvis øje for:

  • Præmien – hvad skal du betale?
  • Selvrisikoen varierer – hvor meget skal du betale, hvis uheldet er ude?
  • Forsikringssummen – hvor meget får du maksimalt udbetalt i erstatning for alt dit indbo eller for enkelte dyre genstande?
  • Indgår rejseforsikring i indboforsikringen?

Tjek klager hos forsikringsselskabet

Antallet af klager i Ankenævnet for Forsikringer er et godt pejlemærke for, hvordan selskabets service er, og hvor hård selskabet er i deres skadesbehandling.

Falder en stor andel af klagesagerne i Ankenævnet for Forsikring ud til kundernes fordel, kan det være udtryk for, at forsikringsselskabet har en hård skadessagsbehandling. Hård skadesagsbehandling er ikke godt for dig som kunde.

Se procentdelen af kunder, der har fået helt eller delvist medhold i klagesager, på forsikringsguiden.dk. Vælg "se detaljer" under det enkelte forsikringsselskab for at få information om klagesagerne.

Se klager over forsikringsselskaber på forsikringsguiden.dk

Vær kritisk over for pakketilbud

Det skal være let for dig at gennemskue prisen for den enkelte forsikring. Det gælder også, hvis et forsikringsselskab sender dig et pakketilbud bestående af flere forsikringer.

Ofte lokker forsikringsselskaber rabat, hvis du samler flere forskellige forsikringer hos dem. Magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge har undersøgt samlerabatter, og det er sjældent, at samlepakken hos et enkelt selskab rent faktisk er den billigste løsning.

Sammenlign priserne og undersøg, om samlerabatten egentlig kan betale sig for dig. Ofte vil det være billigere at tegne forsikringerne hver for sig.

Forhandl med forsikringsselskaberne og få rabat

Du kan godt forhandle med forsikringsselskaber. Når du har indhentet forskellige tilbud kan du bruge priserne i en forhandling, for at gøre det klart for sælgeren, at du vil have en god pris.

Har du sagt ja til et forsikringstilbud? Husk du har en fortrydelsesfrist på 14 dage, hvis du ombestemmer dig.

Du kan muligvis også få rabat på din indboforsikring. 

Hos nogle selskaber kan du få sat prisen ned, hvis du for eksempel installerer røgalarmer eller udskifter dine låse. Det skyldes, at sådanne ændringer i dit hjem mindsker risikoen for eksempelvis indbrud og brand.

Kontakt forsikringsselskabet og hør, hvad du selv kan gøre for at få tilbudt en lavere præmie eller selvrisiko. Spørg også, om det er særlige godkendte alarmer eller låse, du skal installere.

* Forsikringsguiden.dk dækker mere end 90 % af markedet for de forsikringstyper, du finder på Forsikringsguiden.dk.

Læs test af indboforsikringer i magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge 66
Test: Indboforsikring

Hvilken indboforsikring er bedst og billigst? Magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge har testet 16 indboforsikringer. Og der er stor forskel på både dækning og priser i de testede indboforsikringer.