Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Røget laks: Det skal du vide, når du køber

Røget laks er en klassiker på frokostbordet. Men hvordan smager en god røget laks? Er det sundt? Og hvilke uønskede stoffer kan laksen indeholde?
Af Signe Funch Madsen
9. December 2020
Foto: iStock

Hvilken røget laks skal du vælge?

Fisk er sundt – og ifølge De officielle Kostråd skal du helst spise fisk mindst 2 gange om ugen. Især de fede fisk som laks.

Forbrugerrådet Tænk testede 3 slags røget laks i 2017:

  • Konventionel røget laks
  • Økologisk røget laks
  • Vild røget laks

Her gennemgår vi nogle af forskellene på de tre typer laks. Testen fra 2017 er ikke tilgængelig længere, fordi produkterne kan have ændret sig, og testen derfor ikke er opdateret.

Find de bedste rejer i Forbrugerrådet Tænks test

Hvad er forskellen på konventionel, økologisk og vild laks?

Konventionelle laks

Konventionelle laks er opdrættet i bure, som er placeret i have eller fjorde. 

Konventionelle laks, du kan købe i Danmark, kommer typisk fra Norge. Men du kan også få konventionelle laks fra for eksempel Færøerne og Skotland. Færøsk laks bliver af mange anset for at have en bedre kvalitet end norsk.

Konventionelle laks svømmer ofte meget tæt, hvilket gør at fiskene nemmere overfører sygdomme til hinanden. Derfor kan fiskene blive behandlet med forskellige typer medicin.

Fødevarestyrelsen finder dog sjældent medicinrester i hverken danske eller importerede opdrætsfisk.

Konventionelt opdrættede fisk kan også være et problem for havmiljøet, fordi sygdomme i fiskene kan blive spredt til vilde fisk, der svømmer i nærheden af burene.

Næringsstoffer, foder og medicinrester kan slippe ud og ende i miljøet. Nogle miljøorganisationer fraråder at spise konventionel opdrættet laks fra Norge. Ifølge Fødevarestyrelsen kan du godt spise opdrættet laks. 

Økologisk laks

Økologiske laks er også opdrættet i bure for at kunne kontrollere, hvad fiskene spiser. Men for at fiskene kan være økologiske, skal producenten overholde strenge regler for foder og medicin.

Fiskene spiser for eksempel økologisk foder og må ikke få antibiotika i samme mængde, som i konventionelle fiskeopdræt. Og så har økologiske laks mere plads at være på, end konventionelle laks.

Vild laks

Vilde laks svømmer frit rundt i havet, til de bliver fanget. Dermed er der ikke samme kontrol med, hvad fiskene spiser, som med de opdrættede laks.

Vilde laks kan indeholde en større mængde miljøforureninger end opdrættede laks. Det er især et problem for laks fanget i Østersøen, fordi Østersøen er forurenet med miljøgiften dioxin.

Fødevarestyrelsen har derfor anbefalinger for, hvor meget laks fra Østersøen, du maksimalt må spise:

  • 1 portion på 125 gram om måneden, hvis du er kvinde i den fødedygtige alder, gravid eller ammende.
  • 2 portioner på 125 gram om måneden for alle andre.

Vildlaks har til gengæld levet i det fri i modsætning til konventionelle og økologiske laks.

Indeholder laksen miljøforureninger?

Miljøforureninger - som dioxin og tungemetaller – findes i havene. Og da vi testede røget laks, undersøgte vi dem derfor for uønskede stoffer.

Stofferne ophober sig i fisk. Især i større fisk som laks, fordi de får flere af stofferne, når de spiser mindre fisk.

Tungmetaller og dioxin er skadelige for mennesker. Selv små mængder af tungmetallet kviksølv kan skade hjernen, hvilket er særligt kritisk for børn.

Dioxin kan give øget risiko for kræft og påvirke forplantningsevne og immunforsvar.

Testen viste, at der er risiko for at få miljøforureninger fra både konventionelle, økologiske og vilde laks.

Men vi fandt ikke alarmerende indhold af miljøforureninger i hverken vildlaks, konventionel eller økologisk laks. Fødevarestyrelsen anbefaler stadig, at du spiser fisk – også laks.

Hvor meget omega-3 indeholdt laksen?

Omega-3 er et sundt fedtstof, som du blandt andet får fra fisk. Især fra fede fisk som laks.

De positive sundhedseffekter får du ifølge fiskeolieproducenter, hvis du får minimum 250 mg omega-3-fedtsyrer om dagen.

Da vi testede indholdet af omega-3 i røget laks, var der relativt stor forskel på, hvor meget omega-3, de forskellige laks indeholdt.

Opdrættet laks indeholdt op til over 1.000 mg omega-3-fedtsyrer, hvis man spiser 100 gram. Det skyldes blandt andet, at opdrættede laks er meget fede.

Vilde laks har et lavere fedtindhold. Og den røgede vildlaks vi testede, havde et indhold af omega-3 på 360 mg per 100 gram.  

Andelen af den sunde omega-3 i fedtet fra vildlaksen var til gengæld højere end i de opdrættede laks.

Find den bedste fiskeolie i Forbrugerrådet Tænks test

Hvordan skal røget laks smage?

Smagen af røget laks er i høj grad et spørgsmål om balancen mellem røgsmag, fiskesmag og mængden af salt. Da vi testede røget laks, fik vi 3 smagseksperter til at smage laksen.

Ifølge eksperterne, skal smagen være i balance, så en af de tre smage ikke overdøver de andre. Fiskens fasthed betyder også meget for smagsoplevelsen.

En røget laks skal gerne være så fast, at det er muligt at skære den tyndt, uden at skiverne falder fra hinanden, men det skal heller ikke være, så man skal sidde og tygge i den.

Vælg røget laks ud fra bæredygtighed

Velsmagende røget laks kan du få både ved at vælge konventionel, økologisk og vild laks.

Ingen af de røgede laks, vi testede, klarede sig dårligt på smag eller indholdet af miljøforureninger. Det samme gælder for Fødevarestyrelsens stikprøvekontroller af miljøforureninger i opdrættet laks.

Et godt kriterie for dit valg af røget laks er derfor, om fisken er bæredygtig. Der findes 4 mærker med forskellige regler og kriterier for, om fisken er bæredygtig.

Gå efter fisk med et af disse 4 mærker for at få bæredygtig fisk