Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Sådan laver du en god kop kaffe

Hvordan laver du den bedste kop kaffe? Filterkaffe, instant, eller kapselkaffe, uanset kaffetype får du her tips til en bedre kop kaffe derhjemme.
Af Jesper Frydland-Raun
4. Februar 2021
Kaffe: 9 tips til en god kop
Foto: Dan Lercher

En god kop kaffe kræver en god bønne og en god maskine

Kaffe-, espresso-, eller kapselmaskinen spiller en vigtig rolle i, hvor god din kaffe bliver.

 Kaffens smag er også afhængig af kaffebønnen, temperaturen på vandet, hvordan du opbevarer bønnerne, og hvilken kaffekande du bruger. Med få justeringer kan du selv forbedre din kaffebrygning derhjemme.

Trænger din maskine til en udskiftning, kan du finde en ny og god maskine i vores 3 test:

7 tips til bedre kaffebrygning

Har du allerede en god maskine, kan du med fordel tjekke vores tips til en bedre kaffe herunder.

1. Undgå kalk i din kaffemaskine

Kalk i maskinen kan sænke temperaturen på vandet, og det går ud over kaffens smag. Sørg for at afkalke maskinen regelmæssigt.

Tøm altid maskinen for vand. Visse maskiner har vand stående inde i rør eller særlige vandreservoirer. Brygger du kaffe dagligt, giver det ikke problemer.

Frisk, koldt vand skal du altid bruge, når du brygger kaffe. Så bliver farven samt aroma- og smagsstofferne frigjort bedre fra kaffen.

Står kaffemaskinen i sommerhuset, skal du huske at vende maskinen over køkkenvasken, så vandet kan løbe ud, inden du kører hjem.

Afkalkning af køkkenmaskiner: Sådan gør du

2. Vandet skal have den rette temperatur

Vandtemperaturen skal være mellem 92 og 96 grader. Laver du kaffe i en stempelkande, skal du altså vente lidt med at hælde vandet over kaffen, efter du har kogt vandet.

Generelt gælder det, at vandet ikke må være 100°C, for så ’skolder’ du smagen ud af kaffen.

Kaffemaskine: Sådan vælger du den rigtige

3. Så meget kaffe skal du bruge til en kop

Producenterne skriver oftest på posen, hvor meget kaffe du skal bruge til at brygge din kaffe.

Står det ikke på pakken, kan du som tommelfingerregel bruge cirka 13-15 gram mellemristet kaffe til en kop på 2 deciliter vand eller 60 gram til en liter vand.

4. Opbevar kaffen lufttæt og køligt

Kaffe skal helst drikkes senest et par uger efter købet. Opbyg derfor ikke et lager af kaffe. Opbevar kaffebønnerne mørkt og køligt.

Stil kaffen i fryseren, hvis du har købt for meget. Du kan opbevare kaffen i en lufttæt frysepose. Men sørg for at tage den ud af fryseren dagen før du skal bruge den, så den har stuetemperatur, når du begynder at brygge.

Vurder, hvor meget kaffe du drikker på 1 uge og put en mængde, der passer til dit ugentlige forbrug i en lufttæt beholder. Så undgår du, at kaffen mister aroma og tager smag fra andre madvarer.

Test: Kværn kaffen selv med en kaffekværn

5. Tilpas bryggetiden

Vandet skal være i kontakt med kaffen i 4 til 6 minutter. Kortere eller længere tid giver flad eller bitter kaffe. Helt dårlig bliver kaffen, hvis temperaturen er for lav og bryggetiden for lang.

6. Filteret må ikke afgive smag

Papirfiltre kan afgive smag, der ikke er god i kaffen.

Vil du undgå det, så skyl filteret med en smule kogende vand, inden du brygger kaffen.

Du kan også undgå smagen af papirfiltre ved at bruge et guldfilter i din kaffemaskine.

Guldfilteret kan du genbruge mange gange, og det suger ikke de olier i kaffebønnerne, der er med til at give den gode kaffesmag.

Kaffefiltre kan indeholde bly – se hvilke du skal undgå på Forbrugerrådet Tænk Kemi 

7. Kaffekanden skal være ren

Hold kanden ren. Ellers får kaffen en bitter smag.

Termokander er bedre end glaskander på blus, hvis du godt kan lide at drikke en kande kaffe over et par timer.

Forbrugerrådet Tænks test af kaffemaskiner viser, at kaffe fra glaskander bliver bitter af at stå på varmepladen, mens kaffen i termokanden ikke ændrer sig væsentligt i smag.

Se Forbrugerrådet Tænks test af termokander

Vælg den rigtige type kaffe

Filterkaffe, espresso, kapselkaffe, stempelkaffe og instant kaffe er de mest gængse typer kaffe.

Typen på kaffen har betydning for brygningsprocessen og for smagen af den færdige drik.

Filterkaffe

Filterkaffe er kendt af de fleste. Her løber vandet igennem den malede kaffe og et filter.

Forbrugerrådet Tænk har testet kaffemaskiner til filterkaffe. Testen viser, at smagen af den færdige filterkaffe i høj grad afhænger af kaffemaskinen.

Disse kaffemaskiner til filterkaffe er Bedst i test

Espresso

Espressokaffe er kraftigere end filterkaffe, både i smag og konsistens. Den brygges under tryk, ved at vandet presses igennem den malede kaffe.

Espresso laves på bønner, der er ristet mørkere end bønnerne til de andre typer kaffe.

Et højt damptryk skaber skumlaget ‘cremaen’ på toppen af en espresso. Rør den gerne sammen med resten af kaffen, før du drikker den.

Disse espressomaskiner er Bedst i test

Kapselkaffe

Kapselmaskiner bruger kapsler, hvor både kaffe og filter sidder i selve kapslen. Kapselmaskiner kan ofte både lave almindelig kaffe og espressokaffe.

Mængden af emballage er stor ved kapselkaffe. Derfor er kapselkaffe generelt en større miljøbelaster end de andre typer af kaffe.

Prisen på kapselkaffe er høj i forhold til de andre typer kaffe.

Disse maskiner til kapselkaffe er Bedst i test

Disse kaffekapsler smager bedst

Stempelkaffe

Stempelkaffe laver du ikke på en maskine. I stedet står kaffen i blød i en stempelkande.

Grums i kaffen kan du undgå ved at bruge en groftkværnet kaffe.

Stempelkaffe giver mindre spild, da du hverken bruger engangsfiltre eller -kapsler.

Instant kaffe

Instant kaffe laver du ved at hælde det varme vand direkte ned over pulveret.

Forbrugerrådet Tænk har testet instant kaffe for smag og uønskede stoffer.

Vores test viser, at der er stor forskel på smagen af pulverkaffe. Vores test viser desuden, at nogle typer af instant kaffe indeholder meget akrylamid, som er kræftfremkaldende.

Instant kaffe: Disse smager bedst