Hver fjerde ung læser ikke på emballagen, når de køber ind
Unge kigger sjældnere end den resterende del af befolkningen på oplysninger som næringsindhold, datomærkning og kilopris, når de fylder madvarer i indkøbskurven i supermarkedet. Dermed risikerer de at snyde sig selv, mener Forbrugerrådet Tænk.

Varerne i supermarkedet bliver ikke nærstuderet, inden de bliver udvalgt. I hvert fald ikke når mange 17-25 årige køber ind. Det er én af konklusionerne i en undersøgelse om unges mad- og indkøbsvaner, som YouGov har foretaget for projektet ’Tyg på det’ hos Forbrugerrådet Tænk.
24 % af de unge svarer nemlig, at de sjældent eller aldrig læser produktoplysningerne på emballagen. Det kan være oplysninger som mærkningsordninger, ingredienser, næringsindhold eller datomærkning. Og det er vigtig viden, hvis man vil vide, hvad man putter i indkøbskurven, mener Anja Philip, der er formand hos Forbrugerrådet Tænk:
”Vi bliver dagligt bombarderet med reklamer og farverig markedsføring, der kan lokke os til at vælge produkter, som bare på grund af emballagen sender et bestemt signal. Vi behøver selvfølgelig ikke nærstudere alting, men hvis du engang imellem tager dig tid til at læse, hvad din mad egentlig består af, undgår du at snyde dig selv”, siger Anja Philip.
Desuden viser undersøgelsen, at 26 % af de unge sjældent eller aldrig kigger på kiloprisen.
Lad dig ikke narre af supermarkedets metoder
Projektet ’Tyg på det’ vil klæde unge på, så de er bedre rustet til indkøbsturen, hvor der kan være mange ting at holde øje med:
”Vi vil gerne hjælpe de unge, så de lettere kan træffe oplyste valg. Fx er et godt råd at kigge efter nøglehulsmærket og fuldkornsmærket, hvis man gerne vil købe sundere produkter eller være bevidst om, at indretningen i supermarkederne langt fra er tilfældig. Der er tænkt nøje over, hvor varerne er placeret, så du helt automatisk er mere tilbøjelig til at vælge noget bestemt. Fx står de billigste udgaver af basisvarer, som fx mel og havregryn ofte på de nederste hylder, så hvis du er prisbevidst forbruger, er det vigtigt, at du ikke tager det første produkt, du får øje på”, siger Anja Philip.
’Tyg på det’ vil dog langt fra skræmme de unge væk fra supermarkedet, da der er masser af positive ting ved selv at købe sine råvarer frem for at ty til ofte dyrere og mere usund fastfood.
På Ungdommens Folkemøde 7. og 8. september 2017 kan du møde ’Tyg på det’ i Forbrugerrådet Tænks telt torsdag kl. 11.30-14.00 og fredag kl. 9.00-14.00. Her kan du tage en tur gennem et minisupermarked og få tips til, hvordan du gennemskuer butikkens salgsmetoder, sparer penge og får valgt de varer og tilbud, der passer til dig.
Om undersøgelsen
I alt har 503 unge mellem 17 og 25 år og 806 voksne over 26 år svaret på spørgsmål om deres madvaner, indkøb og viden om mad.