Ferie: Sådan klager du over rejser, oplevelser, billeje og husudlejning
Beskidte hotelværelser, aflyste fly eller en Airbnb-bolig, der ikke levede op til løfterne, kan du klage over. Få hjælp til klagen her.

Ferie: Det kan du klage over
Forsinkelser, en defekt lejebil eller et beskidt hotelværelse. Ferien kan hurtigt blive spoleret, men hvad gør du, hvis du er utilfreds?
Ferierejsen kan du klage over, og du har mulighed for at få erstatning for de mangler, skader eller gener, som du kan dokumentere.
Klag på skrift med det samme
Klag altid med det samme til din rejsearrangør, hvis du er utilfreds – vent ikke til du kommer hjem. Dit rejsebureau, flyselskab eller hotel skal nemlig have mulighed for at udbedre fejlen.
Klag direkte til dem, du har købt rejsen, opholdet eller udflugten af. Få altid et skriftligt bevis for, at du har klaget. Det styrker din sag, hvis du ender med at klage til et ankenævn.
Sådan klager du
Klager, du ikke får udbedret på rejsen, kan du gå videre med, når du kommer hjem. Hvor du skal klage afhænger af, hvad du har betalt for. Få hjælp til din klage herunder.
Find din rejseform og klag således:
-
Pakkerejser: Hvad er det?
Rejsebureauer sælger pakkerejser. Pakkerejser kan både være charterrejser, weekendferier, koncert- eller fodboldferie og backpacking-rejser.
En pakkerejse skal bestå af mindst 2 af følgende ting:
- Transport
- Overnatning
- Liftkort, koncertbillet eller andre ydelser, der er væsentlige for rejsen
- Udlejning af bil eller andre motorkøretøjer
Bruger salgsstedet eller rejsebureauet betegnelsen "pakkerejse", er rejsen også en pakkerejse.
Sådan klager du over en pakkerejse
Lever indkvarteringen eller transporten ikke op til, hvad du er blevet lovet? Så skal du klage til rejsebureauet så hurtigt som muligt, mens du er på ferien.
Rejsearrangøren skal have mulighed for at løse det problem, du klager over. Få et skriftligt bevis for, at du har klaget. Du kan for eksempel sende klagen på en mail til arrangøren.
Kommer du hjem, og er du stadig ikke tilfreds med, hvordan rejsebureauet har håndteret dit problem? Så klag til rejsearrangøren igen. Klag på skrift og bed om at få svar.
Har du købt en separat bådudflugt, jeepsafari eller anden udflugt i udlandet, så skal du klage der, hvor du har købt ydelsen.
Klag til Pakkerejse-Ankenævnet
Er du utilfreds med rejsebureauets svar på din klage, kan du klage til Pakkerejse-Ankenævnet.
Klager over udflugter købt i udlandet skal du rette til det sted, hvor du har købt udflugten. Vil de ikke hjælpe dig, kan du ikke gå videre med klagen i Danmark.
Klagenævn kan du dog finde i de fleste lande. Vil du klage over en udbyder i et EU-land, kan du få hjælp hos Forbruger Europa.
-
Billeje: Det kan du klage over
Har du modtaget ekstraregninger for skader på din lejebil, du ikke er ansvarlig for? Er bilen i dårlig stand, bliver den leveret for sent, eller får du en meget ringere model, end du har bestilt? Der kan være mange grunde til, at du vil klage over din lejebil.
Sådan klager du over biludlejning i Danmark
Klag altid først til biludlejningsfirmaet. Husk at klage på skrift, så du har dokumentation for din klage.
Hjælper biludlejningsfirmaet dig ikke? Så kan du vælge at gå videre med din klage. Du skal først sende en klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager. De vil forsøge at mægle mellem dig og biludlejningsfirmaet.
Klager du til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, koster det 100 kroner.
Forbrugerrådet Tænk betaler klagegebyret for medlemmer
Lejer du bil af private?
Det skal du tjekke, før du lejer bil eller bolig af private.
Klag til Forbrugerklagenævnet
Finder Mæglingsteamet for Forbrugerklager ikke en løsning. Så skal du sende en klage med al din dokumentation til Forbrugerklagenævnet. Det er en forudsætning for, at du kan gå videre med klagen til Forbrugerankenævnet, at du har klaget til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.
Klagen skal handle om et beløb over 1.050, før du kan klage. Det koster 400 kroner at klage til Forbrugerklagenævnet, men du får pengene tilbage, hvis du får medhold i din klage.
Sådan klager du over biludlejning i udlandet
Klage over biludlejningsfirmaer i udlandet kan være vanskelige. Det kan være svært at finde ud af, hvor du skal klage, og det kan tage lang tid at få behandlet din klage.
Send altid først en skriftlig klage til biludlejningsfirmaet. Afviser biludlejningsfirmaet at hjælpe dig? Så undersøg, om der er en klageinstans i det pågældende land, som du kan kontakte.
Har du lejet en bil i et EU-land, kan Forbruger Europa hjælpe dig med at finde ud af, hvor du skal klage.
Få hjælp hos Forbruger Europa til din klage
Er der blevet hævet et større beløb end aftalt på din konto? Så kontakt din bank og hør, om du kan få tilbageført pengene.
Sådan får du pengene igen
Har du lejet bilen som en del af en pakkerejse, kan du klage til rejsebureauet. Får du ikke et tilfredsstillende svar, kan du klage videre til Pakkerejse-Ankenævnet.
-
Er dit fly aflyst eller forsinket?
3 ting kan give dig ret til kompensation fra dit flyselskab:
- Forsinkelse
- Aflysning
- Afvisning ved gaten
Klag altid først til flyselskabet. Afviser flyselskabet din klage, kan du vælge at klage videre til myndighederne. Der er forskel på, hvilke myndigheder du skal klage til, alt efter hvor du flyver fra og til.
Rejser du til Danmark, skal du klage til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
-
Mistet eller ødelagt bagage: Det skal du gøre
Kufferter og tasker, der er gået i stykker på flyet, kan du få erstatning for. Det samme gælder bagage, du har mistet på en flyvetur.
-
Sommerhuse, feriehus- eller lejlighed: Det kan du klage over
Lejer du en feriebolig eller et sommerhus, og har du ikke fået, hvad du er blevet lovet i din udlejningskontrakt eller udlejningsannonce? Så kan du klage.
Klagen kan for eksempel dreje sig om manglende rengøring, husets stand, eller hvis du er blevet lovet pool, spa eller havudsigt.
Dine rettigheder afhænger blandt andet af, hvilken type hjemmeside du har lejet boligen igennem. Du kan både leje igennem et bureau eller et udlejningsfirma, der formidler kontakt mellem dig og en privat udlejer. Men du kan også leje direkte af en privat udlejer gennem for eksempel Facebook.
Sådan klager du over ferieboligen
Klag over udlejningsbureau
Lejer du boligen gennem et bureau – som Dancenter eller Novasol – kan du altid klage, hvis du ikke får, hvad du er blevet lovet. Du skal starte med at klage direkte til bureauet, så de har mulighed for at rette op på fejlen.
Husk at klage på skrift, så du har dokumentation for klagen. Dokumentation for din klage skal du nemlig bruge, hvis problemet ikke bliver løst, og du vil klage videre til ankenævnet.
Bliver problemet ikke løst? Så kan du klage videre til Ankenævnet for Feriehusudlejning. Du kan altid klage til ankenævnet, hvis du har lejet boligen gennem et dansk udlejningsbureau.
Klager du til ankenævnet, koster det 300 kroner. Du får pengene tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen. Du får også pengene igen, hvis ankenævnet ikke kan behandle din klage.
Klag over privatudlejning
Lejer du af en privat – for eksempel gennem Airbnb - skal du først og hurtigst muligt klage til den, du har lejet boligen af, så udlejer har mulighed for at løse problemet.
Hjælper udlejeren dig ikke, skal du klage til den hjemmeside, hvor du har booket boligen. Klag altid på skrift – for eksempel e-mail - så du har dokumentation for din klage.
Vil udlejeren eller udlejningshjemmesiden ikke imødekomme din klage? Så kan du klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning.
Klager, der omhandler en privatudlejer – som du for eksempel har fundet gennem Airbnb – kan du i nogle tilfælde få behandlet i ankenævnet. Men du har som udgangspunkt bedre klagemuligheder, hvis du lejer gennem et bureau.
Private udlejere kan du nemlig kun klage over, hvis udlejeren lejer sin bolig ud regelmæssigt. Hvor grænsen går for, om du kan klage over en privat udlejer, er ikke tydelig. Det tager ankenævnet stilling til i den konkrete sag.
Klager du til ankenævnet, koster det 300 kroner. Dem får du tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i din klage. Du får også pengene tilbage, hvis ankenævnet ikke kan behandle din klage.
Finder du et sommerhus for eksempel gennem Facebook, som du lejer direkte af udlejer? Så kan du ikke klage til ankenævnet, hvis sommerhuset ikke lever op til det, du er blevet lovet.
-
Hoteller: Det kan du klage over
Beskidte værelser, aircondition, der ikke virker, mangel på varmt vand og faldefærdige møbler er eksempler på ting, du kan klage over ved hoteller.
- Klag altid hurtigst muligt til hotellet, mens du stadig er gæst på hotellet. Hotellet skal have en mulighed for at udbedre det, klagen handler om.
- Klag til rejsearrangøren, hvis hotellet er en del af en pakkerejse.
- Afviser hotellet eller rejsearrangøren dine krav, kan du vælge at gå videre med klagen til den relevante klagemyndighed i det land, du befinder dig i.
Sådan klager du over hoteller i Danmark
Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme skal du klage til, hvis du og hotellet ikke kan løse konflikten indbyrdes.
Klag over hoteller i Danmark hos ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme
Sådan klager du over hoteller i udlandet
Hoteller i udlandet kan du klage over til Pakkerejse-Ankenævnet, hvis du har købt hotelopholdet som en del af en pakkerejse.
Vil du klage over ophold på hoteller i udlandet, som du ikke har købt gennem et dansk rejsebureau, skal du kontakte de relevante myndigheder i det land, du har opholdt dig i. Vil du klage over en udbyder i et EU-land, kan du få hjælp hos Forbruger Europa.