Olie: Sådan opbevarer du bedst madolie
Koldpresset raps- og olivenolie kan let få ødelagt deres gode smag ved forkert opbevaring. Her er 3 tips til, hvordan du opbevarer din madolie bedst.

Hvordan opbevarer du bedst madolie?
Rapsolie, olivenolie og andre madolier pynter muligvis på hylden eller køkkenbordet, men placeringen til frit skue i køkkenet kan sætte gang i oxideringen af olien.
Olivenolie og andre olier bliver harske, når de oxiderer - eller ilter. Det danner uønskede radikaler i olien. Antioxidanter, som findes i blandt andet krydderurter, kan forsinke den proces.
Olier, der er harske, smager ikke godt. Forkert opbevaring af olier kan altså betyde, at ellers gode olier ender i skraldespanden som madspild. Få 3 tips til at opbevarer olien her.
1. Olien skal opbevares mørkt
Lys får olien til at oxidere hurtigere, så den bliver harsk.
2. Opbevar olien køligt
Køleskabet behøver du ikke stille olien i. Men det er vigtigt ikke at stille olien i solen eller lige ved siden af en varmekilde som for eksempel et komfur.
Olier der har et højt indhold af flerumættede fedtsyrer, skal du dog opbevare i køleskabet. Det gælder for eksempel hørfrøolie.
3. Minimér oliens adgang til ilt
Sæt låg på med det samme, og opbevar aldrig olien i en beholder, som ikke har et tætsluttende låg, da det starter den uønskede iltning.
Kilde: Lektor på professionshøjskolen Metropol, Michael René, om koldpresset rapsolie. Rådene gælder dog alle madolier.