Kikærter
Kikærter er den mest kendte bælgfrugt i Danmark og bruges i et hav af opskrifter. Her kan du læse alt, du skal vide om kikærter som kogetid, udblødning, aquafaba og tips til gode retter med kikærter.
Kikærter har været en central bælgfrugt i mange tusinde år, fx i Asien og Mellemøsten, men den er først for alvor kommet ind i de danske køkkener med hummus og falafler.
Her får du svar på:
- Hvad er kikærter?
- Kogetid og udblødning
- Hvor kommer kikærter fra?
- Disse retter er gode med kikærter
- Kikærtemel til bagværk og madpandekager
- Hvad er aquafaba?
- Tips til at give kikærter smag
- Sådan opbevarer du kikærter
- Holdbarhed
- Kan kikærter fryses?
- Spis eller smid ud?
Hvad er kikærter?
Som navnet antyder er kikærter en bælgfrugt fra ærtefamilien, og den har en let ærte- og nøddeagtig smag. Konsistensen kan både være fast og mere cremet afhængigt af, hvordan de tilberedes. Og så kan de også fås som kikærtemel, som også går under navnet gram mel.
Sådan koger og udbløder du kikærter
Tørrede kikærter skal udblødes i 10-12 timer i køleskabet. Kassér vandet efterfølgende, og kog dem i friskt vand i ca. 45-60 minutter. Evt. længere hvis du har brug for, at kikærterne er meget bløde til fx hummus.
Vi anbefaler dog altid, at du følger kogeanvisningerne på emballagen.
Skal du bruge kikærterne i en gryderet eller karryret, skal du koge dem for sig, før du bruger dem i retten.
Vil du gemme kogevandet, skal du afkøle det hurtigt og opbevare det i køleskabet i max 3-4 dage.
Det er en god idé at udbløde og koge en hel pose af gangen og putte i fryseren i mindre portioner. Så er du sikret at have spiseklare kikærter klar.
Bruger du spiseklare kikærter fra enten dåse eller karton, kan du efterfølgende bruge vandet som aquafaba.
Disse retter er gode med kikærter
Kikærter er en alsidig bælgfrugt, som er gode at bruge i mange forskellige typer af retter, og der findes utallige opskrifter. Helt oplagt er den klassiske hummus og falafel, men de er også gode at marinere og bruge som fyld i salater eller wraps. Hvis du foretrækker et godt knas, kan de også krydres og ristes på panden eller i ovnen og bruges som topping på fx supper og salater.
Derudover egner de sig også godt som fyld i supper eller gryde- og karryretter. Mulighederne er mange.
Hvor kommer kikærter fra?
Kikærter har ikke tidligere været almindelige at dyrke i Danmark, fordi de kræver varme og en del sol, men flere steder eksperimenteres der med danske kikærter.
Et dansk alternativ til kikærter er Ingridærter, der har mange af de samme egenskaber som kikærter og er bedre egnet til det nordiske klima.
I testen af kikærter blev emballagen på de 17 testede produkter også undersøgt. På flere produkter var det ikke muligt at se, hvilket land kikærterne er blevet dyrket i. På nogle af de undersøgte produkter står der fx ’EU/ikke-EU’ under oprindelseslandet.
Der er ikke et lovkrav om mærkning af oprindelsesland på bælgfrugter, men Forbrugerrådet Tænk ønsker en tydeligere oprindelsesmærkning.
Kikærtemel til bagværk og madpandekager
Kikærtemel er populært at bruge til fx madpandekager. Hvis du bruger kikærtemel, skal du være opmærksom på, at kikærtemelet skal tilberedes grundigt ved høj temperatur. Det egner sig derfor ikke til fx at lave konfektkugler.
Nogle melproducenter sørger for, at melet på forhånd er tilstrækkeligt varmebehandlet, men det er ikke altid tilfældet, så tjek altid, hvad der står om varmebehandling på emballagen. Brug ikke kikærtemel til babygrød - for en sikkerheds skyld.
Aquafaba - brug kogevandet fra kikærter
Du kan bruge kogevandet fra kikærter - også fra de spiseklare kikærter - som erstatning for æg og æggehvide. Det kaldes for aquafaba. Kogevandet har nemlig nogle af de samme egenskaber som æg og kan piskes stive ligesom æggehvider og bruges til mousser og marengs.
Kogevandet fra kikærter, som du selv koger, bliver tykkere efter et døgns tid i køleskabet, hvilket er en fordel, hvis du skal piske det stift.
Aquafaba kan også bruges i en plantebaseret mayo eller til panering i stedet for æg eller mælk.
Tips til at give kikærter smag
Kikærter har brug for godt med krydderier og lidt ekstra salt, da de i sig selv har en mild smag. Kog dem gerne sammen med bouillon eller krydderurter, inden du bruger dem i fx salater.
Tilsæt også gerne noget surt i form af fx citronsaft eller eddike. Kikærterne indeholder ikke meget fedt, så det er også en god idé at tilsætte ekstra smør eller olie til retten, hvis du ønsker den samme fede smag som kød har.
Brug evt. også ingredienser, der kan give retten mere umami, fx i form af soltørrede tomater, tomatpure, soyasauce, svampe, parmesanost og tang.
Sådan opbevarer du kikærter
Tørrede kikærter og kikærter på konserves opbevares bedst i køkkenskabet.
Hvis du ikke skal bruge alle de spiseklare kikærter, skal du opbevare de resterende i en anden beholder på køl.
Holdbarhed
Spiseklare kikærter og tørrede kikærter kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter bedst før datoen.
Kikærter, der har ligget i blød og er kogt og kikærter fra en åben dåse/karton, kan holde sig 3-4 dage i køleskabet.
Kan kikærter fryses?
Du kan godt fryse kikærter, der har ligget i blød og er kogt og kikærter fra karton/dåse. Også aquafaba kan tåle en tur i fryseren.
Spis eller smid ud?
Brug sanserne. Kikærter, der smager eller lugter dårligt, skal smides ud. Hvis der er mug på en portion kikærter skal hele portionen kasseres - også selvom det kun er en del af portionen, der er berørt.
Der kan være uønsket kemi i dåser
Hvis du gerne vil bruge spiseklare kikærter, er det en god idé at købe dem i karton eller glas fremfor på dåse, da der kan være uønsket kemi på indersiden af dåser.
Støttet af
Det skal du vide om hvide bønner
Hvide bønner er egentlig en fællesbetegnelse for flere typer hvide bønner - fx de kendte baked beans. Her kan du læse om, hvor længe hvide bønner skal ligge i blød og koge, og hvordan du giver dem ekstra smag.
Det skal du vide om butterbeans
Butterbeans hedder også limabønner eller smørbønner på dansk. Butterbeans er en stor bønne med en fast struktur, der egner sig godt til gryderetter og salater. Læs her, hvordan du koger og bruger bælgfrugten.
Det skal du vide om belugalinser
Belugalinser er små, sorte linser. De har en fast struktur, når de er kogt, og derfor er de velegnet til at erstattet kød helt eller delvis i retter. Læs hvor længe, du skal koge belugalinser, og få tips til at give dem ekstra smag.