Greenwashing: Forbrugerrådet Tænk anmelder 11 produkter
Vi stødte på en indkøbstur på en række produkter, der nu er anmeldt til Forbrugerombudsmanden, fordi vi mener, at der er tale om greenwashing.
En afgørelse fra Vestre Landsret slog tidligere på året fast, at der var tale om greenwashing, da Danish Crown i 2020 solgte "klimakontrolleret" gris.
Men selvom kødbakkerne med det grønne udsagn for længst er fjernet fra kølediskene, støder forbrugerne stadig på grønne anprisninger, der lover mere end de kan holde, når de går i supermarkedet.
Forbrugerrådet Tænk stødte på en indkøbstur på en række produkter, der nu er anmeldt til Forbrugerombudsmanden, fordi vi mener, at der er tale om greenwashing. Få overblik over produkterne her.
Blot vatpinde
På forsiden skrives: ”Pinde af bæredygtig bambus”. Og på bagsiden skrives: ”Med hoveder af 100% bomuld samt pinde af bæredygtig bambus”.
Salling Group oplyser: Der er tale om et gammelt levn, hvor den sidste ordre er lagt for mere end et år siden, mens de få tilbageværende mængder allerede er fjernet, for vi ønsker naturligvis hverken at vildlede eller anprise forkert.
Lavazza kaffekapsler
På forsiden skrives: "Zero CO2 impact aluminium caps".
Vi har kontaktet Lavazza, der ikke ønsker at kommentere på anmeldelsen.
Valsemøllen hvedemel
På forsiden skrives: "CO2e neutralt formalet via grøn strøm og klimakompensation".
På bagsiden står: "Glæden ved at bage med dansk mel - CO2e neutralt formalet". Dette uddybes: "Dit mel er CO2e neutralt formalet på vores danske møller. For Valsemøllen produkter har vi fået verificeret, at formalingen af korn til mel sker CO2e neutralt ved hjælp af grøn energi og klimakompensation. Vi arbejder på, at emballage og råvarer også bliver det".
Charlotte Clausen, der er CSR-ansvarlig i Valsemøllen oplyser: Vi forsøger løbende at gøre vores produktion af mel bedre med lavere klimabelastning. Her er CO2e neutral formaling via 90% grøn strøm og 10% klimakompensation et konkret tiltag, hvor vi fejer for egen dør i vores del af værdikæden.
Dette initiativ har vi ønsket at fortælle forbrugeren om på en så præcis, konkret og dokumenterbar måde (verificering af 3. part), som muligt. Vi lytter meget gerne til, hvis dette initiativ kan kommunikeres bedre og hilser i øvrigt et statsligt klimamærke meget velkomment, når det ligger klar.
Ion8 Recyclon drikkeflaske
Øverst på etiketten står "Carbon Neutral".
Sheryar Adam, der er ansvarlig for CSR hos ION8 har sendt følgende udtalelse, som vi har oversat et uddrag fra: "ION8 er forpligtet til en 100% CO2-neutral strategi og en væsentlig indsats for at reducere undgåeligt affald. Vi opnår dette med en 3-punkts strategi:
- Design: Designe produkter, som folk elsker at bruge og genbruge
- Reducer: Minimér vores CO2-aftryk
- Kompenser: Støtte initiativer for at opveje ethvert resterende aftryk
Med hensyn til reduktion og kompensation arbejder ION8 meget tæt sammen med en uafhængig tredjepart for at beregne og kompensere for hele vores produkt- og virksomheds CO2-aftryk – en proces, der inkluderer måneders detaljerede beregninger for at dække hele produktets livscyklus fra fremstilling til bortskaffelse ved endt levetid. … Det Carbon Neutral-mærke, som er på produktet, informerer forbrugeren om, at ION8 kontinuerligt opfylder og overgår de krævede standarder.
Selvom vi forstår og værdsætter arbejdet hos dem, der sørger for, at forbrugerne ikke bliver vildledt, så står ION8 100% bag sin markedsføring
Bilag
-
Sheryar Adam, who is responsible for CSR at ION8, states: ION8 are committed to a 100% Carbon Neutral strategy and a meaningful contribution to the reduction of avoidable waste. We achieve this with a 3 point strategy:
- Design Design products people love to use and reuse
- Reduce Minimize our carbon footprint
- Offset Support initiatives to offset any remaining footprint
With regard to reduction and offset - ION8 works very closely with an independent third party to calculate and offset its entire Product and Corporate Carbon Footprint – a process that includes months of detailed calculations to consider the full life of the product from manufacture to end-of-life disposal. Continued participation requires commitment to, and the achievement of, successful reductions in overall footprint. The Carbon Neutral label on the product informs the consumer that ION8 consistently meets and exceeds the required standards.
Whilst we understand and appreciate the work of those involved in making sure that consumers are not misled – ION8 stands 100% behind its claims
Biotta gulerodsjuice
Der skrives "klimavenlig produktion" på både forsiden og bagsiden.
Vi har kontaktet Biotta for en kommentar til anmeldelsen, men har ikke fået noget svar.
Egekilde danskvand
Der skrives "CO2 klimaneutral" på bagsiden ved siden af pantmærket.
Vi har kontaktet Royal Unibrew for en kommentar til anmeldelsen, men har ikke fået noget svar.
Pikasol Omega-3
På forsiden skrives: "Certificeret bæredygtigt fiskeri".
Carina Nielsen, der er Regulatory Manager hos Orkla Care Danmark, oplyser:
Orkla Care ønsker at tilbyde forbrugerne Omega-3 produkter, der bedst muligt tager hensyn til havet og dets fiskebestand. Derfor er en del af vores kvalitetskrav til vores leverandør af fiskeolie, at fangst er foregået under kontrollerede forhold og lever op til visse kriterier for at kunne kaldes ”bæredygtigt fiskeri”. Alt vores forskellige fiskeolier på markedet er således enten MSC- eller Friend of the Sea-certificeret.
Til vores Pikasol produkter benyttes Friend of the Sea certificering, og derfor er dette logo placeret på vores emballage. Det er vores opfattelse (bl.a. med afsæt i Forbrugerombudsmandens Vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande, afsnit 10.1), at sådanne certificeringsordninger er mulige at anvende, uden det skal betragtes vildledende, hvis betydningen af mærkningsordningen nævnes i markedsføringen. Derfor har vi på emballagen i sammenhæng med Friend of the Sea logo, angivet oplysningen ”Certificeret bæredygtigt fiskeri” som forklarende tekst til Logoet. I Friend of the Sea Logo guidelines angives logo også med teksten “Certified from sustainable Fisheries” som vi (ifølge aftale med Friend of the Sea) har oversat til dansk.
I Orkla Care er vi altid meget opmærksomme på alt vores markedsføring, og at den naturligvis ikke må kunne vildlede forbrugerne på nogen måde. Vi har derfor også taget din henvendelse til efterretning. Vi er af den opfattelse, at forbrugerne er velbekendte med, at der stilles specifikke krav til fiskeriet for de produkter, der bærer både MSC og Friend of the Sea logoer, herunder kriterier for at der ikke overfiskes. Uddybning af kriterierne for, hvad Friend of the Sea anerkender som ”bæredygtigt fiskeri”, fremgår rigtig nok ikke på selve produktet, og vi overvejer derfor, om vi skal opdatere vores emballage med information om, hvor man læse om Friend of the Sea og de krav, der stilles til fiskeriet, således man som forbruger bedre kan orientere sig om, hvad det dækker over.
Diamond Hill vin
På siden af produktet skrives: "Co2 friendly wine". Dette uddybes kortfattet i kanten af den grønne cirkel, hvor der skrives: ”Approx 30% reduced CO2 on transport".
Jim Richard Winther, der er kvalitetschef hos Taster Wine A/S, oplyser: Hos Taster Wine har vi som mange andre stor fokus på at efterleve lovgivningen, herunder selvfølgelig også markedsføringsloven, da vi på ingen måde har intension om at vildlede vores kunder eller forbrugeren. Vi ønsker, at vores kunder kan træffe informerede valg og vælge en vin, der ikke kun smager godt, men som også er fragtet med omtanke for miljøet. Da der endnu ikke har været et statskontrolleret klimamærke i forhold til CO2, så har vi valgt at kreere vores eget mærke, som udelukkende forholder sig til transporten. Beregningerne som ligger til grund for informationen på mærket er baseret på data fra 3. part og bliver løbende opdateret i takt med, at nyeste data bliver tilgængelig. Denne data henviser vi direkte til på vores ”CO2 FRIENDLY WINE”-mærke.
Herigennem er hensigten, at forbrugeren kan træffe et mere informativt valg. Vi lytter meget gerne til, hvis dette initiativ kan kommunikeres bedre og hilser i øvrigt et statsligt klimamærke meget velkomment, når det forhåbentlig snart ligger klar. Hos Taster Wine ønsker vi fuld gennemsigtighed i de tiltag, som vi foretager, så forbrugeren kan træffe et mere informativt valg. CO2-reduktion har længe været på vores agenda, og det har i mange år været vigtigt for os, at vi gør vores til at reducere vores samlede CO2-udledning, hvorfor vi forsøger, når det er muligt, at transportere vin via bulk frem for på flaske. Vi ønsker at bidrage til den globale indsats for at reducere klimaforandringerne og skabe en mere bæredygtig fremtid for kommende generationer.
Lyngby glas
På forsiden af kassen skrives: ”Made in CO2 neutral Province in Italy”. Dette uddybes på bagsiden, hvor der under overskriften "drik med god samvittighed" beskrives forskellige tiltag i produktionen af glassene. Dette omfatter en kortfattet beskrivelse af, at glassene er produceret i Europa ved brug af energi fra 23.000 m2 solcellepaneler, biomassekraftværk og geotermisk energi.
I Imerco-butikken i Fisketorvet stod desuden et skilt udstillet, da vi var på besøg den 21. januar 2024. Her ses ”CO2 neutral”- logoet også.
Vi har kontaktet Lyngby Glas, som har sendt os en kommentar fra ESG and Sustainability Manager Chinette Bonde Ebbesen:
Vi mener ikke, at der er tale om greenwashing, da vi har indhentet dokumentation. I har ikke efterspurgt denne dokumentation, hvorfor vi ikke har haft mulighed for at forelægge den for jer. I stedet for en kommentar vil jeg derfor dele vores dokumentation med dig ift. de udsagn, I fremhæver.
Fabrikken der producerer glassene, ligger i den italienske provins Siena. Provinsen var det første udvidede område i Europa, der opnåede ISO 14064-1-certificering, da provinsen i 2011 nåede sit mål om CO2-neutralitet. (...) Vi har haft stort fokus på at være konkrete i vores kommunikation om, at det er provinsen, hvori fabrikken ligger, der er CO2-neutral, og ikke selve fabrikken. Vedlagt er også dokumentation for hvordan fabrikken, med deres nedgang i udledning, har været deltagende i at nå dette mål.
Vedhæftet er dokumentationen for, at fabrikken har ansøgt om aktivering af deres anlæg drevet af vedvarende energikilder. Fsva. solcelleanlægget har vi fået tilsendt billeder, men yderligere har vi også selv været på fabrikken og tilset det. Vedhæftet er billeder af anlægget. Vedrørende den geotermiske energi, er det den, de modtager fra de offentlige systemer, det er ikke noget, de selv har stået for at installere, det er blot den kilde, der er til den offentlige levering. (...)
Fabrikken der producerer glassene har i starten af 2024 fået en LCA på en af varerne fra produktionslinjen, der bakker budskaberne op. Glassene er produceret på samme linje efter samme metode, hvorfor vi har taget den ind som yderligere opbakning til udsagnene.
Bæredygtige briller hos Profil Optik
Plakat set i vinduet hos Profil Optik på Nørrebrogade i København.
På deres hjemmeside sås en uddybende beskrivelse af ”den bæredygtige brillekollektion”. Her stod blandt andet:
- ”Det klimavenlige brillestel er udviklet i samarbejde med de spanske organisation Sea2See”.
- ”Fellepini Sea2See er en kollektion af bæredygtige briller, der er fremstille af 100 procent genanvendt plast fra havet. Selvom briller er bæredygtige, så betyder det imidlertid ikke, at du skal forvente umoderne designs – tværtimod”.
Klikker du ind på de enkelte briller i brillekollektionen ses også, at de tilhører kollektionen ”Sustainable Choice”.
Vi har kontaktet Profil Optik, der ikke er vendt tilbage med en kommentar til anmeldelsen. Teksten på hjemmesiden er dog blevet ændret, efter vi kontaktede dem.
De Danske Familiegårde hakket kylling
På forsiden ses mærket "carbon trust" og ved siden af dette skrives: "Produktets CO2-aftryk er blevet målt og målingen er certificeret".
Virksomheder har mulighed for at få godkendt deres markedsføring på forhånd af Forbrugerombudsmanden, og det tilbud har Danpo valgt at benytte sig af i dette tilfælde. Forbrugerombudsmanden har nemlig oplyst os, at de i maj 2023 har forhåndsgodkendt markedsføringen.
Vi har anmodet om aktindsigt i vurderingen. Aktindsigten viser, at Danpo i første omgang ønskede at bruge mærket i grøn med teksten "Dette produkts CO2 klimaaftryk er blevet mål og certificeret".
I vurderingen skriver Forbrugerombudsmanden:
"Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil anvendelse af det beskrevne CO2-målt-mærke på emballagen af de kyllingeprodukter, der er omfattet af samarbejdet med Carbon Trust, være egnet til at give forbrugeren et mere positivt indtryk af kyllingeprodukternes klimapåvirkning, end der er grundlag for. (...) Det følger af vores vurdering, at anvendelse af et sort CO2-målt-mærke uden teksten ”certified”, som også er afbilledet som et Carbon-Trust mærke, næppe vil give forbrugerne et tilsvarende vildledende helhedsindtryk af, at et produkt har en klimamæssig fordel, som andre tilsvarende produkter ikke har, hvis det anvendes på produktets emballage. En tekst om, at produktets CO2 er blevet målt og målingen certificeret, ville næppe heller kunne give forbrugerne et vildledende indtryk af produktets klimapåvirkning."
Svinekød er ikke klimavenligt uanset, hvor mange pakker svinekød, det står skrevet på
Grøn (f)lyvning? EU sender brev til 20 flyselskaber
Klimakompensation hos en række flyselskaber kan være markedsført i strid med reglerne. 20 flyselskaber har nu 30 dage til at sikre, at de overholder loven.
Du kan ikke kompensere for flyrejsen ved at plante træer
Skab balance i klimaet. Kompenser for din flyrejses CO2-udledning. Der er mange argumenter for at betale virksomheder for at plante træer – men det er ikke altid gode argumenter. At plante træer kan ikke redde kloden, og i mange tilfælde er det uvist, om du bidrager til grønne skove, eller om du finansierer møbler og brænde.