Forbrugerrådet Tænk foreslår: Fjern momsen på frugt og grønt
De høje fødevarepriser presser forbrugerne, og der er behov for konkrete politiske løsninger. Derfor foreslår Forbrugerrådet Tænk, sammen med 19 andre organisationer og virksomheder, at regeringen fjerner momsen på frugt og grøntsager.
Fotokredit: Getty Images
At det er blevet dyrt at handle i supermarkederne er ikke længere noget nyt, og særligt de danskere, der i forvejen havde et stramt madbudget, er pressede over de høje priser på basale dagligvarer. Det er dog til at mærke i de fleste husholdningsbudgetter, at pengene ikke strækker så langt, som de plejede at gøre, og det er fortsat uvist, om priserne vil falde igen.
Derfor er det på tide, at politikerne tager affære og sørger for, at alle har råd til gode og sunde fødevarer. Et bud på en helt konkret hjælp til forbrugerne er at afskaffe momsen på frugt og grønt. Det foreslår Forbrugerrådet Tænk sammen med De Samvirkende Købmænd og Diabetesforeningen, der har samlet yderligere 17 organisationer og virksomheder om et fælles debatindlæg med et opråb til regeringen om at fjerne momsen på frugt og grønt.
'embed_59p'
“Frugt og grønt udgør en helt basal del af forbrugernes indkøbskurve, og derfor mener vi, at det er et oplagt sted at tage fat, hvis man vil gøre det billigere at være dansker. Det vil hjælpe alle uanset indkomstniveau, og vores egne beregninger har vist, at en typisk familie vil kunne spare 4.000 kroner om året, hvis vi fjerner momsen på frugt og grønt,” siger direktør i Forbrugerrådet Tænk, Winni Grosbøll.
For at kunne indføre momsændringerne så hurtigt som muligt foreslår Forbrugerrådet Tænk, at momsen til en start bliver fjernet på frisk frugt og grønt, som allerede er en afgrænset varekategori. Dernæst kan politikerne se nærmere på, hvordan vi også får implementeret ændringerne, når det gælder sammensatte fødevarer og færdigretter, hvor frugt eller grøntsager kun udgør en del af produktet.
Forbrugerne bakker op
En undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viste i 2025, at 49 procent af befolkningen har ændret indkøbsvaner på baggrund af de høje priser. Det er særligt friske fødevarer og økologi, der skæres ned på, viser undersøgelsen.
“Det er fuldt forståeligt, at danskerne bliver nødt til at ændre på vanerne for at få madbudgettet til at række, men det er en ærgerlig konsekvens, hvis de høje priser fører til, at vores kostvaner bliver mindre sunde,” siger Winni Grosbøll.
Af samme årsag er det netop frugt og grønt, Forbrugerrådet Tænk foreslår at gøre billigere for forbrugerne, frem for slik, chokolade og kaffe, som regeringen har fjernet afgiften på fra 1. januar 2026.
“Vi hilser som udgangspunkt alle politiske tiltag velkomne, hvis de hjælper forbrugerne. Men i modsætning til slik og chokolade vil billigere frugt og grønt potentielt have positive sidegevinster,” siger Winni Grosbøll.
'embed_81p'
Ifølge et studie fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet vil fjernelse af momsen på frugt og grønt kunne påvirke folkesundheden i en sådan grad, at vi i Danmark ville kunne spare op mod 3.200 dødsfald om året.
Blandt befolkningen er der også langt større opbakning til billigere frugt og grønt, end der er til slik og chokolade. Det viser en undersøgelse foretaget af Coop Analyse, hvor hele 86 procent af de adspurgte mener, at det er en god idé at sænke momsen på frugt og grønt, mens kun otte procent bakker op om billigere slik og chokolade.
“For mig at se bakker de tal op om det faktum, at problemet stikker dybere, end at det er svært at få råd til fredagsslik og pålægschokolade. Det er de helt almindelige, sunde hverdagsmåltider, der presser økonomien hos mange familier, og jeg synes, politikerne bør lytte til forbrugernes meget klare holdning og ønske om billigere frugt og grønt,” siger Winni Grosbøll.
Priserne skal overvåges
Vi kan ikke alene sikre os, at varerne i supermarkederne rent faktisk bliver billigere af at fjerne momsen på frugt og grønt. Det kræver, at hverken producenterne eller butikkerne udnytter situationen til deres egen fordel og indkasserer den ekstra indtjening selv.
“Det er nødvendigt, at myndighederne overvåger sådan en ændring og sikrer sig, at den får den ønskede effekt, og at konkurrencen fortsat fungerer på fødevareområdet. Regeringerne i andre lande, der oplever de samme prisstigninger som os, er allerede i gang med at udtænke løsninger på problemet. Vi kan fx skele til Sverige, når vi gennemfører momsændringer herhjemme,” siger Winni Grosbøll.
I Sverige vil regeringen halvere momsen på samtlige fødevarer fra 1. april 2026 – i første omgang i en midlertidig periode. Samtidig skal der oprettes en særlig madpriskommission til at holde øje med, at prisfaldet rent faktisk slår igennem i supermarkederne, så forbrugerne får gavn af dem.
Forbrugerrådet Tænk har tidligere opfordret de danske myndigheder til at undersøge, hvad der ligger til grund for de dyre dagligvarer. Årsager som global politisk usikkerhed, klimaforandringernes konsekvenser for landbruget og stigende efterspørgsel på udvalgte varer kan forklare en del af prisstigningerne, men ikke nødvendigvis dem alle.
“Forbrugerne har krav på en fyldestgørende forklaring på hvorfor priserne er eksploderet, og ved at få kortlagt årsagerne bliver det også nemmere at gøre noget ved problemet,” siger Winni Grosbøll.
Forbrugerne fortjener en forklaring på de dyre dagligvarer
Selv en kort tur i supermarkedet kan efterhånden føles som en større udskrivning. Vi vil have undersøgt de høje priser på mad til bunds.
Projekter skal skabe mindre klimabelastende mad- og indkøbsvaner
Med fondsstøttede projekter hjælper Forbrugerrådet Tænk børnefamilier, børn og unge med at skabe mindre klimabelastende mad- og indkøbsvaner. Her kan du læse om de forskellige projekter, som vi har fået fondsstøtte til siden 2016.
6 kriterier, som klimamærkning af fødevarer skal opfylde
Vores undersøgelse viser, at det haster med at få udarbejdet et klimamærke, som forbrugerne kan navigere efter i indkøbssituationen.